Et par betragtninger om at kaste sin kærlighed på et dyr

Ja, hvorfor gør man nu det? Når det gælder mor-barn-kærligheden er det umiddelbart forståeligt, for naturen har indrettet det sådan, at moderens kærlighed i mange tilfælde udgør barnets eneste livsforsikring. Uden mor er den lille ilde faren, så her har kærligheden et praktisk formål, men hvad med mennesker, der elsker dyr? Hvorfor elsker denne mand f.eks. den lille, sovende killing og har besluttet sig for at inkorporere ham/hende i sin menneskefamilie samt forsørge det lille kræ, som var det et barn? Den eneste umiddelbare forklaring er, at killingen er gennem-nuttet, men det er jo altså ikke i sig selv en udtømmende begrundelse. Sådan et svar går i ring, hvilket vist er det eneste, man har kunnet præstere vedrørende disse tilfælde af menneskelig dyre-kærlighed. Jeg har da heller ikke nogen forklaring, selv om jeg har spekuleret over fænomenet, bl.a. fordi jeg kender det fra mig selv.

En lignende kærlighed kan man også finde hos dyr, der tilsyneladende falder for andre dyr, der ellers mest fungerer som deres middagsmad. Når det gælder mennesker, så tror jeg, at der er noget omkring den lille pelsbolds hjælpeløshed, der udløser nogle dybe instinkter i os. Disse er formentlig beslægtet med forældres ømme følelser for deres afkom, for hvad skulle det ellers være? Med hensyn til dyr, der falder for andre dyr af en anden race, så er der mange underlige ting inde i billedet. Således var det en sensation, da man så billeder af et rovdyr, der havde adopteret et gazelle-føl, og som sørgede, da en af dets artfæller dræbte og åd dets plejebarn. (NB: muligvis ikke disse to)

For det meste er det dog mennesker, der falder for dyret og tager det til sig. At der findes myter om dyr, der adopterer menneskebørn, ved vi jo fra mytologien om Romulus og Remus, men som sagt, det er (formentlig) kun myter.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor mennesker falder for et lille dyrebarn og adopterer ham/hende som et kæledyr. Løveunger er enormt nuttede, men de har det jo med at vokse op og blive temmelig uregerlige. Alligevel vil der sikkert altid være dem, der hellere end gerne tager dem til sig og investerer tid og kærlighed i dem.

I min barndom havde jeg en veninde, hvis kat stjal andre kattes killinger og bragte dem hjem til familien. Hvorfor gjorde hun nu det, når hun havde sine egne killinger? Forelskede hun sig i enhver killing, hun mødte på sin vej, eller kunne hun ikke kende forskel på sine egne og andres afkom? Nok ligner mange killinger hinanden, men dyr plejer jo at gå efter duft-mærker, så hvad gav hende dog det indtryk, at denne fremmede katte-baby var hendes? 

Leoparden sætter sit duftmærke på hunden, som den måske er vokset op med som en form for surrogat-mor, men det betyder så, at de to dyr må have et godt forhold og opfatter hinanden som nærtstående. Højst besynderligt!

http://heavenofanimals.com/2021/01/22/homless-dog-found-curled-up-in-snow-keeping-five-orphaned-kittens-warm/?fbclid=IwAR0E-xFAcGKTRtTsfiUQOXe1tWCpQsJ0GXjusyTa_VUYtc11mWuwVTyrZIY

 

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2021/jan/24/who-is-a-good-boy-the-unbreakable-bond-between-humans-and-dogs#Echobox=1611556803?utm_source=pocket&utm_medium=email&utm_campaign=pockethits