torsdag den 21. januar 2021

Lueger-"Schande"

En stor og imponerende statue, der ikke bare foreviger en rank og nydelig mandsperson med skæg, der peger let opad i en selvbevidst positur, men som også er forsynet med en flok symbolske figurer, der skal udtrykke beundring for den afbildede mand og hans bedrifter. Det er dog tydeligvis ikke alle, der kender fyren og hans statue, der er enige i, at vi her har en stor mand, der fortjener vores respekt, og de har malet ordet "Schande" på statuens sokkel, hvilket jo altså er det tyske ord for "skam".

Her ser vi den samme mandsperson, bare lidt tættere på, men til gengæld med en fin borgmesterkæde, der symboliserer den magt, han havde i levende live. OK, så absolut en nydelig mand at se på, og hans to medaljer, kæden og et rødt skærf, som man aner under jakken, burde fylde os med ærefrygt, eller hva'? Jeg vil sige NEJ samt "Schande", for dette er altså Karl Lueger, hvis ideer om jøder var en af grundpillerne i den antisemitisme, der til evig tid har besudlet det tyvende århundredes verdenshistorie.

Lueger blev født i Wien i 1844 og døde samme sted i 1910. I mellemtiden nåede han at grundlægge det østrigske kristelig-sociale parti (CS), der byggede på antiliberalisme og antisemitisme. Ikke spor overraskende er han blevet anset for at være en af sin landsmand, Adolf Hitlers, allervigtigste inspirationskilder. Hans udtalelse om, at han var den, "der afgør, hvem der er jøde", må have været som fløde i øret på Grimme Adolph, for Lueger var ikke en fusentast, men en ikke mindst i borgerlig forstand succesfuld mand, som mange har beundret, dengang han gjorde karriere som jurist og borgmester. 

Luegers ideer om en styrkelse af den tysktalende del af Østrig på bekostning af alle ikke-tysktalende minoriteter i kejserdømmet Østrig, der jo altså var Hitlers fødeland, må have virket som en dybere indsigt på den frustrerede kunstmaler, der senere blev Europas svøbe.


https://www.information.dk/kultur/2017/10/hoejrepopulismen-oestrig-gammel-dato


Ingen kommentarer:

Send en kommentar