Man må sige, at farver ikke bare er fantastiske ved overhovedet at eksistere, men også fordi de er ret mystiske. Således ved man, at der er farver, vi ikke kan se, men som er synlige for nogle dyrearter. Dvs. at der "færdes" farver iblandt os, der er delvis usynlige, hvilket på en vis måde gør dem til "spøgelser"! Højst besynderligt og ret tankevækkende ....
Farver er visuelle sanseindtryk, der er afhængig af bølgelængden af det lys, der rammer øjet. At alle disse farver er en lille del af det samlede elektromagnetiske spektrum, ved man altså godt, men op igennem tiden har videnskabsmænd og filosoffer været uenige om forskellige aspekter ved denne kendsgerning. Bl.a. så Newton helt anderledes på sagen end f.eks. Goethe. Noget, der også skyldtes, at de arbejdede med hver deres system ....
Ja, ham Newton var en meget begavet mand, der åbenbart også forstod at få noget godt ud af pesten. Han fik først tanken om at opbygge et farve-system, da han så en stribe sollys passere gennem en prisme. Det gjorde det klart for ham, at lyset blev brudt op i spektralfarver, idet han forestillede sig lys som partikler. For ham virkede det, som om de forskellige farver opstod i øjet i forhold til disses størrelse. Det, der interesserer mig, er imidlertid tanken om de usynlige farver, vi ikke kan se. Der er jo ellers mange farver, som vi både ser og klassificerer, så det er surt, at vi ikke kan se de usynlige, der teoretisk set kan være de allersmukkeste.
Der er mange andre mystiske ting ved farverne og analyserne af dem, som jeg dog ikke vil rode mig ud i at forklare, da jeg ikke selv virkelig forstår det. Fordi farver jo også har en symbolværdi for mennesker, må jeg sige, at også af den grund er det svært at se dem som "rene" og helt uden symbolske betydninger.
https://solosanne.dk/2013/12/verden-er-farver-vi-slet-ikke-ser/
https://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/fysik/farvesyn/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar