Åbenbaringer af alskens art

 

OK, sådan kan det formentlig føles at få en "åbenbaring": den gud, man tror på, indgiver én en ny visdom og klarhed, man føler sig renset og på alle måder beriget. Forholdet mellem illusion og realitet er dog meget uklart i den slags tilfælde, men det er måske en del af berigelsen? Som troende skal man jo "tro" og ikke bare tænke, hvilket så er, hvad mange gør. For andre vil sådanne oplevelser fremtræde som en "drøm" eller en "hallucination", og de vil meget have sig frabedt at få disse "åbenbaringer", hvoraf mange opleves som vildfarelser. 

Det ville unægtelig være godt, hvis åbenbaringer kunne studeres videnskabeligt, men det kan de ikke, for de hører til i det grænseland, der indkapsles af det personlige: nogle tror, andre ikke. Hvad enten man afviser disse "åbenbaringer", fordi man ser dem som som irrationelle, psykiske udsving fra ens egen underbevidsthed, eller som fup og fiduser fra en eller anden (selvudnævnt) "profet", så er de i hvert fald noget, man skubber fra sig. De, der tror, får til gengæld en stor oplevelse, der sikkert kan berige deres liv og måske føre til en positiv personlighedsudvikling. Sagen er bare den, at man kan få lignende oplevelser ved at lytte til karismatiske, men skurkagtige politikere med ordet i deres magt. Det skete bl.a. med de masser, der lyttede til denne herres udgydelser:

Folk troede på ham og hans angivelige evne til at redde det gældsatte Tyskland. Således glemmer jeg aldrig de videoer, der viste udtryk for den tro, de naive berlinere viste ved at tale om Hitlers "Master Plan", der ville redde dem og deres land, selv om russerne på det tidspunkt stod lige uden for Berlins bygrænse. Der var ingen "Master Plan" og så sandelig heller ingen redning, hvilket disse mennesker ikke fattede. Det ville have været bedre for dem, hvis de havde udskiftet deres blinde tro på en person som Hitler med en rationel fornuft, der sagde "vælg ikke den mand, han er den onde selv, og han vil i hvert fald ikke frelse jer", hverken fra russerne eller jer selv. 

Ifølge Koranen var det ærkeenglen Gabriel, der hviskede Allahs ord i øret på profeten Muhammad. Her er der tale om en åbenbaring, der er blevet til en vision. Disse kan enten foregå via synet eller hørelsen, og sådanne visioner er der også masser af i den kristne religion, ikke mindst i den katolske kirke. For katolikker er der åbenbart ikke noget mærkeligt i grædende ikoner eller Jesus, der viser sig for de troende. Her tænker jeg dog altid på, hvem en sådan tro gavner her på jorden, og dér ser jeg først og fremmest dem, der sidder på pengene og magten ....