fredag den 8. januar 2021

Meget, meget menneskelige "udyr"

 

I 1537 blev der født en dreng på Tenerifa, nemlig Petrus Gonsalvus (ca. 1537-1618), der var udstyret med en ualmindelig hårvækst over hele kroppen. Det mest påfaldende var formentlig, at også hans ansigt var dækket af hår, for det kunne jo ikke skjules for nysgerrige blikke, og dem var der mange af, lige fra begyndelsen af hans vanskelige liv. 

Da Petrus ikke blev betragtet som et "rigtigt menneske", men en mellemting mellem dyr og menneske, blev han som barn bragt fra Tenerifa til Frankrig som en gave til kong Henrik II. For omverdenen var Petrus en "vildmand" eller en kuriositet ligesom andre med legemlige skavanker som f.eks. dværgvækst. Denne type mennesker var meget tit uden menneskelige rettigheder og blev behandlet som sjældne dyr, der kunne more de rige og mægtige som spændende tilføjelser til deres hof. Dengang vidste man ikke, at Petrus var et ganske normalt menneske med en sjælden fysisk lidelse ved navn hypertrikose, der i almindelig tale kaldes "Varulve-syndromet". Han var en skræmmende sjældenhed, men kongen så noget i ham, der gjorde, at han lod ham uddanne sig og ikke leve i bur som den "vildmand", man troede, han var. Henrik II's dronning, Katharina af Medici, ønskede imidlertid at avle på ham, både for at producere flere af hans slags, der kunne gives som gaver til andre kongelige rundt omkring i Europa, og som et videnskabeligt eksperiment for at se om hans fysiske særpræg ville blive nedarvet. 

Dronningen fandt en meget smuk, ung kvinde ved navn Catherine, der indvilligede i at gifte sig med Petrus - ubeset. Om hun blev chokeret eller ej vides ikke, men det er vidnefast, at deres forhold udviklede sig og blev både smukt og produktivt. 


Petrus og Catherine elskede hinanden og deres børn, hvoraf de to ældste skuffede dronningen ved ikke at være behårede som deres far, medens de næste fire havde arvet hans særpræg. Stor glæde og begejstring, for nu havde dronningen nogle interessante eksemplarer, der blev givet væk som gaver til allierede og familiemedlemmer, som var de hundehvalpe eller killinger.

Noget af det interessante ved Petrus' og Catherines forhold var, at de så at sige legemliggør en myte, der kan genfindes i mindst 162 udgaver, og som vi i vore dage kender fra bl.a. Disneys "The Beauty and the Beast"-filmen. Denne romantiske version med den obligatoriske happy ending stammer fra en roman af den franske forfatter Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuve, der udkom i 1740. Det, der kendetegner versioner af denne type, er det lykkelige øjeblik, hvor "bæstet" smider sit frastødende særpræg og viser sig at være alle tiders skønne fyr bag det, der gør ham uhyggelig eller grim. Kvinden skal bare erkende dette ligesom Petrus' elskede Catherine.

Nu om stunder er der ca. 100 mennesker med den sjældne lidelse, hypertrikose, som man stadig forsker i. Et af de kendte tilfælde er Jesus Aceves, der tilhører en familie med omkring 30 andre, der har lidelsen. Man regner dog med, at Jesus Aceves er verdens mest behårede menneske i nutiden.

En anden med lidelsen er Supatra Sasuphan, der tog en rask beslutning: hun barberede hårene af og giftede sig, forhåbentlig med en mand, der ligesom Petrus' elskede Catherine kan se skønheden i "udyret".

 

https://www.thevintagenews.com/2019/01/07/pedro-gonzales-and-catherine/?fbclid=IwAR0Gemp_Qkq0BnyAjvfnQQi7pT4Bqxa-FImekrivjaMveZ2rf22RRX0nFsU 

 

https://ekstrabladet.dk/vrangen/article4095431.ece 

 

https://www.bbc.com/news/magazine-33978116


Ingen kommentarer:

Send en kommentar