At slås med det romerske kejserrige var sjældent en god ide, når man tilhørte et lille folk. Den slags uomtvistelige sandheder lod dronning Boudicca af den keltiske stamme icenerne sig dog ikke afskrække af. Hun ville slås, og det gjorde hun så i år 61 e. Kr..
Man regner med, at hun blev født omkring år 25 e.Kr., men kender vist ikke den nøjagtige tidsangivelse for, hvornår hun blev gift med kong Prasutagus, icenernes hersker samt - fra den romerske invasion af de britiske øer i år 43 - romernes vassel. Samarbejdet mellem de invaderede og invasionsstyrken lader til at have været en succes, for landet blomstrede. Da Prasutagus tilsidesatte sine og Boudiccas to døtre som sine arvinger for i stedet at indsætte kejseren, så skete det heller ikke under åbenlys tvang. Dette valg må have forekommet underligt i et land, hvor kvinder havde noget, der nærmer sig fuld ligeret, men det har formentlig været hans forsøg på at sikre landet imod fremtidige overgreb fra romernes side. At det ikke var så usædvanligt, at britiske kvinder styrede riger og ledede hære, ses også af, at en vis dronning Cartimandua herskede over briganterne i Nordvest-England fra 43-69 e.Kr.. Hun omtales af Tacitus som en dygtig dronning.
Inden Prasutargus døde i 59 e.Kr., var han blevet påtvunget et lån på fyrre millioner sestertser, som hans enke, Boudicca, nu hang på. Samtidig måtte hun se sine døtre sat uden for arvefølgen, hvilket kunne få enhver god, keltisk vinde til at reagere, sådan som historikeren Ammianus Marcellinus har beskrevet det engang i 300-tallet: "Alle keltiske kvinder holder sig rene og pæne, og plejer sig med den samme omhu." Men også: En keltisk kvinde "er som regel meget stærk og har blå øjne; når hun er rasende, svulmer hendes halsårer op, hun skærer tænder og fægter med sine snehvide, robuste arme. Hun begynder at dele slag ud blandet med spark, som om de var lige så mange projektiler udsendt fra strengen på en katapult." Kejser Nero lod dog ikke til at vide, hvem - eller hvad - han havde for sig, da han uden videre håndhævede den romerske lov, hvorefter en kvinde ikke kan være formynder. Boudicca blev pisket, og hendes to teenage-døtre voldtaget, efter at icenernes land var blevet konfiskeret.
Raseri er en udmærket drivkraft, men hvis ens våben ikke kan måle sig med fjendens, så er man på den. Romernes udstyr, krigserfaring, etc. gjorde dem overlegne, og i år 60 eller 61 e.Kr. blev den tapre krigerdronning besejret af Gaius Suetonius Paulinus. De romerske historikere påstod, at Baudiccas tab var på 80.000 mænd, medens romerne bare mistede ca. 200. Noget, man må tage med et meget stort gran salt ....
Inden slaget holdt Boudicca en opildnende tale til sine mænd, hvor hun bebrejdede sine landsmænd, (men næppe hendes egen mand?), at de havde givet efter for romerne i stedet for at forsvare gamle, hævdvundne skikke. Alt sammen meget imponerende, og man forstår, hvorfor hun blev beundret af senere engelske dronninger som Elizabeth I og Victoria.
Man har diskuteret, hvad der blev af Boudicca og hendes døtre. Nogle mener, at hun - og måske også døtrene - omkom under kampen, men andre påstår, at hun begik selvmord med gift. Der er dog også dem, der hævder, at hun flygtede og holdt sig skjult indtil sin død, men man har nu aldrig kunnet finde hendes flugtrute eller bare hendes grav.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar