Den "gode" nazi-fangevogter

Johanna Langefeld var en køn. blond kvinde, der i sit ydre opfyldte Hitlers germanske skønhedsidealer. Sådan skulle en rigtig germansk kvinde se ud, og hendes indre skulle selvfølgelig også helst passe til idealerne fra den germanske overherre-ideologi. Når det gælder Johanna Langefeld (1900-1974) skurrer sammensætningen af idealerne imidlertid, for nok var hun i sit ydre som en virkeliggørelse af det tyske kvindeideal, men hendes indre kan ikke have været totalt inficeret med nazi-ideologi, selv om hun havde en høj stilling i flere kz-lejre for kvinder. 

Da Hitler kom til magten, var Johanna enke samt enlig mor til en søn, som hun fik med en anden efter sin mands død af en lungesygdom. I denne situation må det have været ret vanskeligt for hende at klare sig i det tyske samfund. Således var hun arbejdsløs indtil 1935, hvor hun blev ansat i en såkaldt "Arbeitsanstalt", der i realiteten var et fængsel - eller måske snarere en opdragelsesanstalt - for prostituerede, hjemløse eller bare arbejdsløse kvinder. Det er muligt, at der ikke har været den helt store forskel på dette arbejde og det, hun fik efter at have meldt sig ind i Nazi-partiet i 1937. Fra 1938 arbejdede hun nemlig som vagt i en kz-lejr for kvinder, hvilket blev en stor succes for hende, da hun i løbet af et års tid blev forfremmet samt fik nye prestigefyldte opgaver, bl.a. i Auschwitz. Faktisk blev hun den højest rangerende inden for sit felt, selv om hun havde forskellige kontroverser med andre inden for partiet og lejrstyrelsen.

 

Hendes job bestod ikke bare i at styre arbejdet for de tilfangetagne kvinder, men bl.a. også i at udvælge fanger til gaskammeret. Hun var imidlertid kendt som en mild og retfærdig person, der sørgede for bedre vilkår for de tilfangetagne kvinder. Bl.a. gjorde hun sit til, at de blev placeret efter nationalitet, og at de fysisk svagere kvinder fik opgaver, der ikke var ødelæggende for dem. Ud over det reddede hun desuden nogle kvinder fra døden eller bare en afstraffelse, der kunne have dræbt dem. Dette betød, at fangerne ikke anså hende for at være en hun-djævel som flere af de andre kvindelige vagter, sådan som f.eks. Ilse Koch.

Eftersom hun stadig fortsatte sit  arbejde med udvælgelsen af ofre for mordmaskineriet, fungerede hun som massemorder for nogle og frelsende engel for andre. Alt i alt regnede de indsatte hende dog for "god". Sammenlignet med nogle af de andre kvindelige vagter i kz-lejrene vil jeg sige, at hun virkede menneskelig, hvilket som sagt langt fra gjaldt dem alle.

Efter krigen kom Johannas måde at håndtere situationen hende til gode. Mindst 21 af hendes kolleger blev dømt og hængt for deres krigsforbrydelser, og der er ingen tvivl om, at hun ville være gået samme vej, hvis ikke hun havde haft nogle meget usandsynlige redningsmænd på sin side, nemlig fangerne. De ikke bare skrev til befrierne og gik i forbøn for hende, men sørgede også for, at hun kunne flygte og holde sig skjult i ti år. Andre undslap ikke galgen, men det gjorde hun, fordi nogle af hendes tidligere fanger var taknemmelige over hendes måde at forvalte sit embede. De reddede livet, og det gjorde hun altså også. Lederen af redningsholdet var iøvrigt en jødisk kvinde, der havde mistet alle sine slægtninge i dødslejrene. 

Efter sin anholdelse af amerikanerne i 1945 blev Johanna sendt til Krakow, hvor der skulle afgives dom over SS-personalet i Auschwitz, men hun flygtede altså. Dette ville ikke have været muligt uden hjælp, hvilket sikkert også gjaldt hendes videre færden i Polen, hvor hun bl.a. skjulte sig i et kloster og fik jobs i huset hos polske familier. Tolv år efter sin flugt fra fængslet blev hun smuglet ind i Tyskland, hvor hun slog sig ned i Munchen sammen med sin søster, angiveligt uden at blive opdaget af myndighederne. 

 

https://historienet.dk/krig/2-verdenskrig/holocaust/holocaust-hitlers-kvindelige-boedler

 

https://www.berlingske.dk/kultur/ny-bog-kortlaegger-hitlers-villige-kvinder