Ifølge kristendommen lever man én gang. Så dør man, og en usynlig del af ens samlede personlighed, kaldet "sjælen", går derpå opad eller nedad i henhold til ens handlinger her på jorden og den måde, de himmelske magter bedømmer dem. Det er sådan set meget enkelt, og det er forståeligt, at folk har troet på det system i århundreder, selv om de måske ikke altid har følt sig sikre på deres egen himmelske status.
Én ting er, at gå opad og ende blandt de andre "salige", der blev lukket ind i Paradiset, noget andet er at gå nedad og havne i Helvede hos Satan og hans kumpaner. Brand og bål har aldrig været nogens livret, hvis det er noget, man risikerer at blive udsat for, hvilket det jo angiveligt er i Helvede. Ergo: folk vil ikke i Helvede og forsøger derfor at rette ind efter de kristne idealer tids nok, så de ikke havner dér, men bliver det, man kalder "frelst".
Et af de groteske eksempler på denne mentalitet finder man f.eks. hos den russiske zar Ivan den Grusomme (1530-1584), der var kendt for sine orrible henrettelser og torturmetoder i form af levende flåning samt kogning i olje af dem, han ikke syntes om. Altså en slem gut, der i slutningen af sit liv greb til den nødløsning at fedte for sit hårdt plagede lands kirkelige dignitarer. Om det sikrede ham en heldig himmelfart, skal jeg lade usagt, men det havde ikke mindst den katolske kirke jo bildt folk ind, så det er forståeligt, at den ellers almægtige zar, der var øm over sin sjæl og ikke ønskede, den skulle udsættes for evige pinsler i Helvede, greb til denne "løsning".
Ja, udødelighed er nok det, mange drømmer om, men jeg ville nu sige nej tak, hvis ikke det også omfattede en ende på sygdom, alderdom og ekstreme lidelser som følge af krig og nød. Så er der unægtelig mere smæld over reinkarnation, hvor man skifter liv, som var det tøj. Om sommeren har man let og luftigt tøj på, men om vinteren skifter man til tykt og varmt tøj, hvilket er et godt, velkendt system, der umiddelbart virker som en god ide.
Der kan siges meget om reinkarnations-tanken, og for mig at se holdes den vestlige version i live af én ting: man er bange for at miste sig selv ved døden. Tanken om udslettelse er vildt skræmmende for de fleste, men hvis de søger trøst i hinduismen eller buddhismen, der direkte går ind for tanken om genfødslen som det primære system, så forregner de sig. Her ønsker man nemlig at bryde kæden af genfødsler, for de ses som en lidelse, det enkelte menneske udsættes for gennem karma, dvs. de synder, man begår gennem et liv via sine handlinger.
Uha, uha, det er vist ikke en lykkelig genfødsel! Dette barn har vist en personlighed, der gør, at han/hun formentlig ophober ny karma gennem sit nye liv - og sådan fortsætter det, liv efter liv, hvis kæden ikke brydes ....
Det eneste, der indikerer, at der kan være noget om reinkarnations-tanken er efter min mening eksempler på børn, der tilsyneladende husker tidligere liv. Hvor kommer det fra? Tjah, jeg tager for givet, at det i nogle tilfælde stammer fra familie-overleveringer, men det kan ikke forklare dem alle. Nogle er faktisk ret mystiske for nu at sige det på den måde ....
Twenty Cases Suggestive of Reincarnation by Ian Stevenson, 1966. Since then, he and his team at the University of Virginia have investigated over 2,500 case of reincarnation. Dr. Jim Tucker is carrying on Stevenson’s work since his death.
https://www.newyorker.com/books/under-review/sciences-demons-from-descartes-to-darwin-and-beyond
Ingen kommentarer:
Send en kommentar