søndag den 3. januar 2021

Snigskytter

Krig er ikke ligefrem noget, jeg går ind for, men nogle af de enkelte krigshandlinger kan være forbløffende bedrifter, hvor man bare sidder målløs tilbage. Den slags er der en hel del af under det, vi kender som "Vinterkrigen", den Russisk-Finske eller "Sovjetisk-Finske" krig, hvor Stalin angreb Finland i 1939, lige efter udbruddet af Anden Verdenskrig. Russernes mål var at erobre hele Finland, vilket de regnede med ville tage sådan ca. 14 dage. Planen forekom nem nok, da de var finnerne talmæssigt overlegne, men det gik nu ikke, som Stalin havde forestillet sig. Finnerne var snedige modstandere med viljen til at sejre, bl.a. gennem deres brug af små grupper camouflageklædte soldater med lokalkendskab. Et af deres foretrukne våben imod de sovjetiske tanks var de såkaldte Molotov-cocktails, dvs. en improviseret benzinbombe. Disse "cocktails" smadrede omkring 2000 tanks, hvilket jo var heldigt for dem, da de ikke selv havde nogen.

                                    Den er god med dig, Josef, du vandt, men tabte samtidig!

Finnerne havde udvist en imponerende kampvilje, der hele veje igennem gjorde dem til en værdig modstander. Det siges, at de holdt ud, indtil den sidste kugle var affyret, hvilket måske er en overdrivelse, men de udviste et utroligt mod. Deres modstand ophørte først i marts 1940, hvor der blev underskrevet en fredstraktat, der betød, at Finland måtte afgive 9-10% af sit territorium og omkring 20% af sin industri til Sovjetunionen. Sejrherrerne tabte dog på en anden måde: deres ringe indsats - selv med mange flere ressourcer!!! - gav Hitler indtryk af, at Sovjetunionen var "plukke-klar" for en rask Nazi-skiderik! Ergo: tyskerne ivaderede Sovjetunionen i 1941, men vandt som bekendt ikke ....

Nogle af de farligste, finske modstandere var snigskytter, og den allerfarligste var Simo Hävhä med 542 bekræftede træffere. Da den sovjetiske hær greb til samme taktik og også gjorde brug af snigskytter, benyttede finnerne sig af et snedigt træk, idet de opstillede dukker, der forestillede finske officerere. Når de røde skød imod disse dukker, afslørede de deres egen potion, og så kunne finnerne let plaffe dem ned.

                                                                     Ljudmila Pavlitjenko

Blandt de dygtigste sovjetiske snigskytter var der kvinder, for selv om tyskerne ikke regnede dem for ligeværdige modstandere, så var de med til at markere sig som soldater. På grund af de store russiske tab under Tysklands invasion gik Stalin direkte ind for kvindelige soldater, og Ljudmila Pavlitjenko blev brugt som model for, hvad kvinder kan udrette under krig. Hun blev brugt til at hverve flere kvinder i hæren, og mange andre markerede sig under Anden Verdenskrig.


Russerne må have lært meget af den finske snigskytte-teknik, men finnerne står tilbage som krigshelte på en helt speciel måde.


http://krigendagfordag.dk/tag/finlandsfrivillig/

 

https://krigsvidenskab.dk/emne/skematisk-oversigt-over-den-finske-vinterkrig-1939-40-og-dens-forhistorie 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar