fredag den 15. januar 2021

Fuglefodringsdag

 

I dag har jeg været ude og fodre fugle, men kun to ud af de planlagte tre steder: 1) en park i nærheden, hvor en flok måger åbenbart har slået sig ned, selv om det ikke er det bedste sted for havfugle. Sidst jeg var der, blev de chikaneret groft af en konkurrerende fugleflok af skader, råger og lignende skrappe, super-intelligente bøller, der ikke lægger skjul på, at ALT, hvad der er tænkt som fælles, tilhører dem. Mågerne har imidlertid samme tankegang, og i dag var det tydeligt, at de har fået overtaget. For at alle kan få, må jeg sørge for at sprede foderet godt, så alle får en chance for lidt mad. Dette består i dag af brød + kattemad, og det er tydeligt, at de elsker det ....

Det er lykkedes mig at finde en bestemt slags kattemad i NETTO, som jeg ind i mellem serverer for dem, men som regel er det bare brød, dog ikke af den alt for luftige art. Der skal helst være en vis substans, så det ikke bare er tomme kalorier til de kære "små". À propos størrelse så virker en vred eller bare påtrængende krage, skade eller råge MEGET STOR, selv om den ikke egentlig er det. Faktisk føler jeg mig nærmest tapper, når jeg arbejder mig igennem sådan en flok ....

Denne type fugle har ikke skam i livet, for de både tigger, stjæler og brokker sig,  når de ikke får noget i en vis fart. Mig morer de, men jeg forstår udmærket, at mange mennesker føler sig utrygge ved et møde med sådan en fugl, især hvis den er sulten.

Nå, men fra parken skal jeg videre til et 2) torv, hvor der er duer, gråspurve - og måger. De mindre fugle får frø af forskellig art, men jeg har også brød med til mågerne, da de ellers vil chikanere de små, tilmed uden egentlig at være interesseret i de frø, jeg serverer for dem. 

Når jeg er på torvet, er jeg mest opmærksom på gråspurvene, som jeg har en særlig forkærlighed for. De er frække og charmerende, og jeg finder dem helt uimodståelige.

Ifølge min oprindelige plan, som jeg dog er nødt til at udsætte, skulle jeg derfra og videre til en bro, hvor masser af duer samles det sted, hvor der før Covid-19 var en pølsevogn. Her er de vant til at få brød af pølse-spisere, og det er tydeligt, at de ikke forstår, at det ikke sker nu. De sidder enten på en husgesims lige over for pølse-hjørnet eller samles på selve det sted, hvor pølsevognen plejede at stå. Jeg finder synet af den sultne og frysende flok hjerteskærende, men det skyldes selvfølgelig også, at jeg kan lide fugle. Jeg har hørt folk brokke sig over duer alle mulige steder, hvor de færdes, og det gør mig ondt, at de ikke kan finde fornøjelse i at se dyrene og opleve en interageren med dem. De går faktisk glip af noget både interessant, morsomt og meget berigende.

 

https://www.audubon.org/news/more-birds-bring-more-happiness-according-science?fbclid=IwAR1_KAt8zJX4rfLTytEnE7iEFlDUg4-_z7C2u0HNrK6bmqHkGtNNYIMAu4g 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar