Begrebet finfølelse

 

Uha, denne solsikke ser mig lidt "træt" ud. Hvis det var et menneske, som jeg nærede en gensidig respekt og sympati for, så ville jeg føle, det var OK at sige et eller andet, der viste, at jeg havde bemærket tilstanden samt udtrykke ønsket om, at denne normalt så friske blomst kom til hægterne igen. Måske ville det, jeg sagde være formet som en ikke-sårende vittighed for ligesom at understrege, at det var en unormal situation for blomsten, der ikke skulle tages alt for alvorligt, da det ikke var noget, man ellers forbandt med den, og at den derfor ville komme sig igen. Betegnelsen for det, der ville være brug for i sådan en situation, er ganske enkelt det, man kalder "finfølelse". Uden denne går det bare ikke, for så kan man komme til at trampe på alle mulige tæer uden i mindste måde at nære ønske om det.

Jeg er i gang med at kigge nærmere på nogle ord og udtryk. I dag er tiden så kommet til begrebet "finfølelse". Hvis man stod over for en person, der så så sølle ud som den hentærede solsikke, eller hvis mand, barn, far eller mor f.eks. var havnet i fængsel, ville det være endnu sværere at udvise den finfølelse, der er nødvendig, for ikke at såre dette menneske. Vi har alle grænser for, hvem og hvad vi lukker ind i det, man kunne kalde "vort inderste rum". Dér er vi selv, og dér skal vi være fredhellige, uden at en eller anden fumlegænger i psykisk forstand tiltvinger sig adgang og tramper rundt i ting, der for det første ikke angår dem, og for det andet er noget særligt - nemlig privat - for os. Hvis ikke det var det, så havde vi nok selv taget emnet op. Den kendsgerning, at det har vi ikke, er faktisk et meget markant fingerpeg om, at her skal der trædes varsomt. Desværre er der folk, der overhovedet ikke forstår den slags finurligheder. De fatter bare ikke hverken det, der siges med rene ord, eller det, der siges som en underforstået meddelelse. Man kan kalde dem psykisk tonedøve, for det er lige præcis det, de er ....

Den amerikanske skuespillerinde Angelina Jolie har i mange år været regnet for en af verdens allersmukkeste kvinder. Hun er - eller har været - gift med den labre Brad Pitt, som hun også har børn med, men det med børnene er der nu sat et punktum for. På grund af forskellige aggressive kræftfomer i familien har hun ifølge pressen efter eget ønske fået fjernet begge bryster og nu også sine æggestokke.

Jeg havde engang en veninde, der fik brystkræft, og som nu desværre er død. Hun har formentlig gjort sig tanker om, hvorvidt jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan det så ud, når brysterne var fjernet. Det var jeg nu ikke, for jeg regnede med, at det så nogenlunde ud som på en mand, der jo har en flad overkrop, medmindre han er meget buttet. At hun havde mistet sine bryster var trist, men det var virkelig ikke noget, der optog mig på en nysgerrig måde, men en dag, hvor hun viste mig noget nyindkøbt tøj, som hun prøvede, blottede hun pludselig overkroppen og nærmest viste den frem, selv om det ikke var nødvendigt for prøvningen. For mig at se betød det, at hun regnede med, at jeg var nysgerrig, hvilket jeg altså ikke var, og at hun ville stille min ikke-eksisterende nysgerrighed tilfreds. En lidt tosset situation, som jeg kom ud af ved at sige - som sandt var - at det selvfølgelig var sørgeligt, at hun skulle igennem sådan en operation, men at resultatet ikke var hverken frastødende eller uhyggeligt. Hun var stadig sig selv, med eller uden bryster.

Situationer, der kræver finfølelse, opstår i alle mulige sammenhæng, og man er nødt til at tackle dem, efterhånden som de melder sig. Her er det så et problem, at man kan have med noget at gøre, der også kræver, at man udvikler en en sans, der gør én fintmærkende. Hvis ikke man forstår det, der foregår i den anden, så er man på den. Det er dog min erfaring, at nogle mennesker ALTID forstår, medens andre ALDRIG forstår situationer, der kræver finfølelse. Dum kontra klog? Nej, for det har ikke direkte noget med intelligens at gøre. Jeg vil sige, at det, der kræves, er en beredvillighed til at lukke ørerne op og desuden tænke over, HVEM man har foran sig, hvilket vil sige, ikke bare se vedkommende som en art projektion af én selv.