Genkendelsens glæde

 

Når jeg ser dette billede af dem, der lagde stemme til personerne i den højt elskede TV-serie "The Flintstones", så synes jeg, at Wilma og Barney ser helt forkerte ud. Fred og Betty derimod passer derimod godt udseendemæssigt til deres roller. Ikke at det gør noget, for man ser dem jo aldrig, men alligevel ....

Det må jeg nok sige, sikke en dristighed, og så i 1960'erne!!! Mon det var hipper, FlowerPower og ideen om "Free sex", der gav skaberne af The Flintstones den dristige ide? Bemærket blev det åbenbart og erindres nu som en komisk detalje fra en ellers ret snerpet fortid. 

Serien dukkede op på TV i september 1960 og fortsatte med uforfalsket succes i næsten 30 år. Det, der gjorde den så populær, var blandingen af moderne liv og fantasifulde detaljer fra en ikke spor realistisk fortid. Havde denne fjerne fortid været bygget på realisme, så ville serien afgjort ikke have kunnet gøre sig så godt, for det, folk faldt for, var det billede, der blev givet af deres eget - eller naboens - liv og livsbetingelser. Når Fred brøler sit "Wilma", så er det ikke en stenaldermand, der råber på konen, men en mand fra nutiden i stenalderkostume, og genkendelsens glæde gav historien fans over hele verden.

Fred har et job og en arbejdsplads, der ligger tæt op ad det, nutidsmennesket kender. At der bl.a. er dinosaurer-maskiner er bare en sjov detalje, der ikke bryder med illusionen om Fred og hans arbejde. Sådan er det også med det hus, hvor han og Wilma bor, for det ligner nutidsmenneskets hus og i hvert fald ikke den hule, hvor det ægte stenaldermenneske levede sit liv.

Filmen med John Goodman var lidt mere realistisk på det punkt, for her er der tale om et moderniseret hule-agtigt hus, hvor Fred og Wilma bor med nydelige og dekorative stenalder-effekter som bl.a. enorme knogler. 

Alt lige fra de enorme knogle-dekorationer til dinosaur-kæledyrene danner en hyggelig, moderne stenalderstening for John Goodman som Fred, Rick Moranis som Barney, Elizabeth Perkins som Wilma og Rosie O'Donnell som Betty. At Elizabeth Taylor viste sig som Freds skrappe svigermor med "kælenavnet" Old Fossil er også en sjov detalje. Intet ved hende - og da slet ikke hendes overdådige smykker - signalerer stenalder, men hun udfylder sikkert mange nutidsmænds forestillinger om en skrækkelig svigermor.

Da tegnefilmen "The Flintstones" blev lancheret i 1960, var der måske ikke nogen, der kunne forestille sig, at denne stenalder-historie skulle blive så populær, at den endte med at indtjene sig selv og mere til på kort tid. Senere blev den uddistanceret af "The Simpsons", men det lå mange år ude i fremtiden. Filmen kunne efter min mening ikke måle sig med den originale tegnefilm, men den beviste seriens popularitet, for den byggede på de historier og figurer, vi allerede kendte fra den.

Selv om der er tale om en tegnefilm, hvor der også optræder et par børn samt forskellige dyr, så er historien helt klart for voksne. Det er dem og deres problemer med ægtefælle, svigerforældre og arbejdsplads, det gælder. Et valg, som Hanna-Barbera, der skabte serien, var helt bevidst om. De havde haft stor succes med "Tom and Jerry", der appellerede til både børn og voksne, men ønskede nu at gå efter et andet publikum. Først forsøgte de sig med et Hillbilly- og indianer-tema, men faldt så for stenalder-ideen, fordi den kunne blandes op med nutidige motiver. Det var svært for dem at sælge ideen, selv om andre før dem havde haft succes med stenalder-motiver, bl.a. Fleischer Studios med 12 animerede tegnefilm i 1940. 

Disse var dog ikke gået så langt i opbygningen af det stenalder-moderne samfund, som de ønskede at gøre. Man må dog sige, at Fleischer Studios-filmene havde mange gode detaljer. Hvad de manglede var Fred og hans specielle brøl Yabba-dabba-doo, der blev yderst populært, og var med til at gøre filmene populære.

I hele den tid, hvor serien kørte, var der intellektuelle personer, der protesterede imod både det ene og det andet, men publikum var ligeglad. For dem var "The Flintstones" skov underholdning, der samtidig fokuserede på problemer, der ikke var dem fremmede.

https://www.mentalfloss.com/article/81462/15-solid-facts-about-flintstones

 

Wikipedia

 

 

Hvilke karaktertræk kendetegner det gode menneske?

 

At "være god" er sværere, end man skulle tro, for som bl.a. "Idioten" af Fyodor Dostojevski viser, så kan den godhed, man udtrykker, få fatale følger for den, man ønsker at hjælpe og/eller trøste. Godhed er noget, man kan stræbe efter ved hvert enkelt tilfælde af menneskelig kontakt livet igennem, men ikke noget, der bare "er" som en konstant egenskab. Det samme gælder faktisk også "ondskab", der heller ikke er en konstant, for hvis man ser nærmere på onde mennesker, så opdager man, at også onde gerninger kan være udsprunget af et stærkt ønske om at være god og udrette noget godt. Hvis man beslutter sig for, at man aldrig vil udføre den og den onde gerning, så er det ikke engang sikkert, at det gør én i stand til at styre uden om noget, der får onde og fatale følger: man vil ikke det, man gør, men gør det alligevel, måske uden at gennemskue én selv ....

Ja, det er  det, jeg siger: gode gerninger kan have den modsatte effekt, og at blive elsket af én, man hader, må være dybt irriterende. Dette påbud om at elske ens fjender er tilmed noget af det vanskeligste at leve op til, og jeg føler ikke den store tillid til dem, der påstår, at de kan elske deres fjender. Ignorere dem og ikke aktivt gå ind i en hævn, etc., OK, men elske? Nej, det tror jeg ikke kan lade sig gøre, medmindre man lider af hukommelsestab og ikke længere er klar over, hvorfor man IKKE elsker denne specielle person.

Jeg tror, at man kan stræbe efter at være god og så ellers håbe, at man aldrig havner i situationer, hvor ens gode gerninger får en uheldig virkning. Man kan dog ikke være sikker på, at det vil ske, så man må forsikre sig imod en sådan situation ved aldrig at begå bevidst ondskab. Man mishandler ingen, hverken dyr eller mennesker, stjæler ikke, myrder ikke og forsøger at tale så sandt, som ens hukommelse giver én lov til. Desuden kan man bidrage til opretholdelsen af nødlidende menneskers og dyrs liv gennem donationer, men her kan så komme ud for slemme ting, som f.eks. at ens penge bliver kanaliseret over i lommen på skurke og banditter .... 

Jeg tror dog, at denne type godhed er et meget luftigt begreb, der hurtigt kan gå i opløsning og forsvinde, hvis situationen ikke giver plads til altruisme. Det er trist, men "det gode menneske" er ikke en konstant, men noget, der opstår og eksisterer, "som vinden blæser" .... AK, JA ....

Kidnapning af en haj

Eksotiske - og måske også meget sjældne dyr - har længe været en handelsvare. De kan tilhøre mange forskellige arter, have alle mulige størrelser og faconer, om jeg så må sige, lige fra aber til insekter eller øgler. Det er dog sjældent, at det går ud over havdyr som f.eks. en haj, for hvordan skal man dog få fat på en glat fisk i vand samt transportere et dyr, der ånder ved gæller, og som kun kan være ude af vandet et vist tidsrum? 

I 2018 blev der imidlertid begået en dristig kidnapping af hajen miss Helen, der var overmåde populær i det akvarium i San Antonio, hvor hun boede. Inden for sin art var hun vist regnet for en skønhed, og folk kunne i hvert fald lide hende. En af akvariets gæster var så vild med eksotiske havdyr, at han besluttede sig for at begå et dristigt forsøg på at kidnappe Helen. Uheldigvis for ham blev operation haj-tyveri filmet af sikkerheds-kameraer i akvariet, så nok fik han hende, men kun for en vis tid.

Som det ses, har tyven forberedt aktionen godt. Han møder op med to medsammensvorne og har en klapvogn med, som Helen bliver placeret i, "forklædt" som baby. Nu ligner hajer jo egentlig ikke babyer særlig meget, bortset fra at de også kan besidde en vis nuttethed, men det lykkedes altså haj-tyven at løfte Helen op af det akvarium, hvor hun befandt sig, at vikle hende ind i et vådt tæppe og forsvinde med hende i klapvognen. Det blev dog afsløret, hvem han var, og hvor den lille haj opholdt sig.

Direktoren for akvariet havde ellers taget for givet, at Helen var omkommet, men dér tog hun fejl, for tyven havde stor erfaring, når det gælder hav-dyr, og han havde taget sig godt af hende. Hun var blevet inkorporeret i hans samling og lod til at trives, men tilbage skulle hun, og tilbage kom hun. Nu er hendes popularitet steget enormt, hvilket formentlig har gjort hende til et yndet mål for andre fiske-fantikere. Derfor har akvariet anskaffet sig nogle flere hajer af hendes art for at forvirre potentielle haj-tyve. Man kan sige, at Helen skjuler sig blandt artsfæller, der alle ligner hende, men ikke er hende ....

 

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-45016893 

 

https://www.livescience.com/63220-shark-stolen-in-baby-carriage.html 

Baby-passet - og mord

Alle i Geraldine Jones' familie og vennekreds var begejstrede, da hun fortalte, at hun var gravid og ventede tvillinger. Den eneste, der ikke var særlig entusiastisk, var hendes kæreste, for han afviste både hende og de ufødte børn og talte tilmed om at få foretaget DNA-test, når - eller hvis??? - børnene blev født. Når der var tvivl om, at fødslen ville finde sted, skyldtes det, at Geraldine ikke havde let ved at blive gravid, og måske også havde medicinske problemer, der forhindrede ønsket om børn i at gå i opfyldelse. 

Ifølge Geraldines kringlede logik var vejen til evig lykke med den ikke-entusiastiske kæreste imidlertid et barn. Hvis hun fik et barn, så ville han nok glemme alt om DNA-tests og gifte sig med hende. Sagen var bare den, at hun slet ikke var gravid. For at holde på kæresten spille hun gravid og proppede et par puder ind på maven, så hun fik den rette silhuet for en kvinde, der venter tvillinger. Samtidig gik hun i gang med at søge på internettet efter det, hun manglede for at kunne føre sin skumle og egoistiske plan ud i livet, nemlig en gravid kvinde eller en, der lige havde født. Via bl.a. Facebook fik hun pejlet sig ind på den 23-årige Samantha Fleming, der var enlig mor til en søn, der var i familiepleje af sociale årsager. Hun havde også lige født sin datter, Serenity, som hun havde hos sig i hjemmet, og det var denne lille pige, der var målet for Geraldine i hendes baby-jagt. Hun mente, at hvis hun kunne hun få fat på hende og udgive hende for sit barn, så ville kæresten elske hende, og så kunne hun få det parforhold, hun altid havde drømt om.

For at få tidsskemaet med hendes egen falske graviditet og fødslen af Serenity til at gå op i en højere enhed, bildte hun sin meget bekymrede familie ind, at hun havde født, men at den ene af tvillingerne var død på grund af en fejl, hun havde begået under fødslen. På grund af denne traumatiske begivenhed ønskede hun at være alene, og de måtte ikke kontakte hende. Familien troede ikke helt på hende og begyndte ret hurtigt at søge efter hende på hospitaler, politiet og hos bedemænd, men det lykkedes dem ikke at finde hende: hun var forsvundet, indtil hun pludselig dukkede op af sig selv med den lille Serenity, som hun udgav for sin datter, Bella. Familien var begejstret, for den lille var bedårende, men de undrede sig over Geraldines opførsel, for det var som om hun holdt afstand til datteren og ikke rigtig formåede at engagere sig i hende. Det forekom dem ligefrem, at fødslen havde forandret hende meget, og at hun var et helt andet menneske, end inden hun tog af sted for at føde.

Hvad Samantha angik, så var hun forsvundet. Ingen anede, hvor hun var blevet af, efter at en socialrådgiver havde hentet hende, da hun angiveligt skulle møde i retten vedrørende forældreretten til sit første barn, den lille søn, der var i familiepleje. Det var kommet helt overraskende for hende og hendes familie, da socialrådgiveren pludselig var dukket op, men kvinden, der hentede hende, virkede så professionel, at Samantha var fulgt med hende uden at tjekke hendes historie. Den eneste kontakt, hendes familie havde med hende, efter at hun var kørt med denne dem ukendte socialrådgiver, var en trist besked om, at Samantha ikke fik opfyldt sit ønske om at få sønnen tilbage. Derefter var hun som sunket i jorden, hvilket ikke lignede hende, og familien tog ret hurtigt den beslutning at gå til politiet og melde hende savnet. 

De var heldige, at der straks kom gang i en eftersøgning, men resultatet af denne var overmåde sørgeligt: det maltrakterede lig af Samantha blev fundet den 17. april 2015, og ret kort efter gik det op for Geraldines familie, at den lille Bella, de jo nu følte sig knyttet til, var et kidnappet barn, der overhovedet ikke var beslægtet med dem. Geraldine var meget lidt samarbejdsvillig under efterforskningen, men efterhånden forstod hun, at hun ikke kunne tale sig ud af denne meget alvorlige forbrydelse. Hun fik dog forhandlet en lang fængselsstraf noget ned, fordi hun til sidst lod sig presse til at give politiet forskellige informationer om, hvad der var sket.

Hvorfor gjorde Geraldine noget så dumt - og grusomt - som at spille gravid og derpå myrde en anden kvinde for at stjæle hendes barn? Tjah, børn, kærester eller ægtemænd er jo en vigtig del af den socialt definerede kvindemyte, som mange - og ikke mindst kvinder - stadig ligger under for. Geraldine var helt besat af tanken om at blive gift med den mand, der tydeligvis ikke var interesseret i hende, og vejen til brudeskamlen var efter hendes opfattelse en graviditet, for det havde det været for så mange andre kvinder. Børn og børnefødsler har været det, der gav mange kvinder adgang til ægteskabet, og det regnede hun med, at det også ville i hendes tilfælde. Hun ønskede sikkert også at opfylde familiens og samfundets forventninger til hende som kvinde. Barnet bliver det "pas", der skaffer hende den ønskede sociale status.

Ja, de små guldklumper er søde, og der er ingen tvivl om, at de fylder meget i mange kvinders bevidsthed. Således er Geraldine Jones ikke den eneste, der har begået denne - eller lignende - forbrydelser for at opnå moderrollen. The National Center for Missing and Exploited Children registrerede således 18 tilfælde af "fetal abductions" i USA i tiden mellem 1983 og 2015. Disse er flere grader mere uhyggelige end det, Geraldine gjorde, for de består i mord på en gravid kvinde og bortførelsen af hendes ufødte foster, der så udgives for morderens barn. Andre kan have specielle motiver til baby-tyverier.

The Herald Bulletin, May 26, 2018 

 

Wikipedia

 

 

Den uskyldige super-smittespreder

Ingen havde fortalt Mary Mallon (1869-1938), at hun var en farlig kvinde, da hun kom til USA, for ingen vidste, at hun var inficeret med tyfus, hellere ikke hun selv. Havde man vidst det, så havde hun afgjort ikke fået den stilling som kokkepige hos den velhavende bankier Charles Henry Warren i New York, der må have været en veritabel fjer i hatten for den fattige, irske immigrant, der kom til USA i 1884 som 15-årig. Hun var født i Nord-Irland, men ønskede et bedre og sikrere økonomisk liv, så derfor forlod hun sit hjemland. Desværre for hende og dem, hun kom i berøring med, er tyfus en meget farlig sygdom, der har dræbt mange op igennem tiden, så folk var naturligvis nødt til at beskytte sig imod smitte fra dem, der var ramt af sygdommen. At hun efterlod sig smittede personer, overalt hvor hun færdedes, fremgik dog ikke umiddelbart, for hun var ikke selv syg. Kort sagt, hun var en super-spreder, der smittede andre, men ikke selv udviklede symptomer på sygdommen. Umiddelbart ville man tage for givet, at hun var rask.

Da myndighederne lagde to og to sammen og fandt ud af, at flere mennesker i de familier, hvor hun havde arbejdet som kokkepige, var blevet ramt af tyfus, faldt hammeren. Da den ekspert, George Soper, der opsøgte hende på hendes arbejdsplads, fortalte hende, hvad man havde fundet ud af vedr. hendes helbredstilstand, blev hun imidlertid så rasende, at hun jog ham ud af køkkenet med en gaffel som våben. New York City Health Department blev indblandet, for hun ville slet ikke høre på Soper, og han skulle bare have standset hende, så hun ikke kunne smitte endnu flere. Politiet hentede hende, og da hun blev testet positiv for tyfus, blev hun indlagt og holdt i isolation.

Hårdt ramt tyfus-patient

Da man fortalte hende, at hendes galdeblære var fuld af tyfus, og at hun burde have den fjernet, nægtede hun at samarbejde med lægerne. Der skulle ikke fjernes nogen galdeblære fra hende! Resultatet var, at hendes indlæggelse fortsatte i det uendelige, for det var for farligt at udskrive en superspreder, der tilmed ikke lod sig belære om, hvor farlige den slags mennesker er. Hun blev udskrevet et par gange, men brød alle aftaler med myndighederne og tog nye jobs, hvor hun smittede mange mennesker. Derfor blev hun flere gange tvunget i isolation, og til sidst blev hun slet ikke udskrevet igen. Faktisk endte Mary med at tilbringe sine sidste 26 år som tyfus-patient på hospitalet, nemlig indtil sin død i 1938. Sjovt nok, kan man sige, har hun dog fået en art evigt liv som en barsk og farlig tegneseriefigur.

Det er klart, at Mary ikke selv forstod, hvor syg hun var, hvilket nok skyldtes, at hun jo aldrig havde udbrud af sygdommen. Hun var så absolut uskyldig, som man kan være, i hvert fald indtil hun fik fortalt, hvordan landet lå. At hun ikke troede på myndighederne, var meget uheldigt, for det betød, at hun smittede flere samt selv endte indespærret på et hospital. Faktisk var hun født med sygdommen, da hendes mor havde været ramt af den under gravidititen med hende.

 

Seks år inden sin død fik Mary et apoplektisk anfald, der lammede hende.

https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Kultur/ECE12012316/tyfus-mary-blev-lagt-for-had-og-isoleret-i-26-aar/

 

Wikipedia

 

 

 

Anmeldelse af Marianne Larsens nye digtsamling, Arbejderen: den 5. marts 2021

 

Marianne Larsen: den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. 64 sider. Asger Snacks Forlag, 2021.

Marianne Larsen er helt klart en af vore allerbedste digtere. En ny digtsamling udkom på hendes 70-års fødselsdag. Man fornøjes af tonen og stilen.

Også i denne nye digtsamling er det – som sædvanlig, havde jeg nær sagt – lykkedes digteren Marianne Larsen at komme med den ene sproglige overraskelse efter den anden, hvor de fleste åbner op til nye åbenbaringer.

At bogen er udkommet på hendes 70-års fødselsdag giver sammen med barndomserindringerne et særligt perspektiv af livsklogskab.

Hun har altid haft sin egen stilfærdigt kloge og ikke-påtrængende stil, der er fuld af en personlig form for erkendelse, der på magisk vis formidles og bliver en nyvunden indsigt hos læseren.

Det gælder ikke mindst denne nye digtsamling, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, hvor mange af digtene giver glimt af barndommens fortryllelser. Altså noget almenmenneskeligt, der kunne være endt i sentimentale og rørstrømske tirader, men nej, hun styrer helt forbi noget så nedbrydende for et godt digt. Der er mere på spil end tomme lovprisninger af idylliske barndomsdage, for dér hvor de optræder, er beskrivelserne af dem et springbræt til åbenbaringer af noget andet og langt dybere.

At bogen er udkommet på hendes 70-års fødselsdag giver sammen med barndomserindringerne et særligt perspektiv af livsklogskab som for eksemepel når hun i digtet "Besættelse" siger:

"... Det falsk uforglemmelige ved situationen gik ud på at livet / som senior med lynets hast var vokset indad og nedad. / Det stod helt fortabt og skreg i fodgængerovergangen / hvor hændelsen fandt sted."

Der er både humor og en klog iagtagelsesevne i den slags scener, og dem er der mange af i denne digtsamling.

Man fornøjes af tonen og stilen, der blandt andet formidles via selvopfundne, men genkendelige ord som for eksempel "markgængerverden", der beskriver en spadseretur i naturen. Ordet "lystseere" fortæller om mennesker, der færdes med speciel opmærksomhed på gågader, og "voksendom" betegner meget passende skolegangens afslutning.

For sjov skyld ledte jeg efter bare ét digt, der kunne kaldes "dårligt" eller "uvedkommende", men det lykkedes mig ikke at finde noget sådant. Det ville nu også have forbavset mig, for Marianne Larsen er helt klart en af vore allerbedste digtere.

 

https://arbejderen.dk/anmeldelse/marianne-larsen-digter-med-perspektiv-og-livsklogskab

Fake News

Pas på, lille ven, (der er vist nok tale om T. Rump-datteren Ivankas datter), du får fortalt historier af en velkendt misbruger af "fake news"!!! Nå, siger du måske, "det er bare ligesom i eventyrene, så det gør ingenting, for sådan er det altid med den slags". Jeg indrømmer, at bare folkeeventyr, men hele menneskehedens historie er præget af "fake news", og at store dele af det, vi altid har opfattet som "sandt" er "løgn", for sådan er det, når sejrherrerne skriver historien, og taberne ikke kan svare, fordi de er døde eller i fængsel .....

Richard III var en superskurk og morder ifølge William Shakespeare, men på grund af Tudorerne havde skuespilforfatteren altså en vis interesse i at give historien den specielle vinkel, sååå - nej, Richard III var sandsynligvis intet af det, hans modstandere hævdede om ham. Hvor meget, der var "fake news", kan man diskutere, men det var i hvert fald ikke alt sammen "true news", hvad man påstod om ham. 

Der er nyheder, der bygger på indiskutable sandheder. Det gælder sådan noget som jordskælv og andre naturkatastrofer. Normalt hører bilulykker til i den samme kategori, men det gælder så sandelig ikke det, prinsesse Diana kom ud for. Hun havde nemlig i nogle år forudsagt, at hun ville omkomme i en bilulykke, og at dødsårsagen ville være en hovedskade, så det var ret mistænkeligt, at hun rent faktisk døde - blot 36 år gammel - efter en bilulykke, hvor hun blev skadet på den måde, hun havde forudsagt. Nyheden om, hvordan hun døde, kan derfor meget vel være en "fake news" ....

Obama, (som jeg jo har en svaghed for), sagde slemme ting om Fox News, men hans efterfølger, T. Rump, siger nogenlunde det samme om CNN. Man undrer sig, for er nyheder ikke bare nyheder, dvs. sandfærdige gengivelser af begivenheder? Bygger beskrivelsen af f.eks. vigtige storpolitiske begivenheder ikke på grundig research, sådan at journalisterne giver neutrale informationer, hvad enten de er gode eller ej? Næh, det gør de ikke, og det, der er sandt for den ene, kan være løgn for den anden, fordi de oplysninger, de kommer med, skal igennem et politisk nåleøje. Det går ofte ud over neutraliteten, selv om alle benægter det, og derfor kan begge parter kalde modpartens udsagn for "fake news". Det svarer til det,der skete i Tyskland: også enormt mange af de "sandheder", som nazisterne spredte, var "fake news", og det kunne man også have ventet efter disse nazistiske åbenbaringer af, "hvordan man gør":

Den lærdom har ikke mindst T. Rump nydt godt af, for han lader ikke til at have nogen form for respekt for grænsen mellem sandt og falsk. For ham er fiktion åbenbart det samme som faktion, for han siger, hvad der falder ham ind uden nogen skelen til fakta eller det modsatte.

Nok er T. Rump ikke den første i historien, der har gjort brug af "fake news", men han har fået begrebet promoveret ved at få det ind i politiske diskussioner, bl.a. på nettet. Før talte man om "propaganda", men nu er "fake news" en populær betegnelse for noget, der skal diskreditere modparten, hvilket det ofte gør, helt uden beviser af nogen art, men på baggrund af en masse påstande, der ligger tæt op ad - eller tydeligvis - er fri fantasi. Faktisk en temmelig uhyggelig udvikling ....

Frederick Burr Oppers illustration er fra 1894

Eftersom man ikke kan tjekke ALT via Snopes og de andre fact-tjekkere, så sidder man dér, og aner ikke, om man kan stole på de meddelelser, der tilflyder én i en lind strøm.