Boobytrap

onsdag den 10. marts 2021

Forbandelsen af en hel familie

Et historisk øjeblik: ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru, Sophie, hertuginde von Hohenberg, på vej ned til den bil, hvor de kort efter blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Faktisk foregik draben efter et tidligere attentat samme dag. Dette angreb blev imidlertid forfejlet og gik i stedet ud over folk i deres følge og ikke dem. I dette øjeblik, hvor de står på trappen, svæver deres skæbne altså over dem som en trussel, der endnu ikke udløst: et par trin ned, og de sidder i den fine bil, der senere har fået et skrækkeligt rygte, fordi nogle mener, at den var forbandet af en eller anden, der ikke mente ejerne det godt.

Dette blodige mord fik Østrig-Ungarn til at erklære krig imod Serbien, og som en følge af alle de alliancer, der bestod mellem de forskellige europæiske lande, udløste det dødelige attentat på Franz Ferdinand og hans hustru Første Verdenskrig, hvor utallige menneskeliv gik tabt.

Nogle mennesker mener, at de mange ulykker, der ramte habsburgerne i generation efter generation, stammede fra to forbandelser i en fjern fortid. Således hævdes det, at en tidlig forfader, der blev forbandet af en ung kvinde, han havde forført og "fået i ulykke", blev den udløsende faktor for kæden af uheld. Hvem denne forfader var, er der vist ingen, der ved, og den forførte kvinde fik sikkert en hård skæbne, der har nedstyrtet hende i anonymitet, men derfor kan historien jo godt passe. Dog er det lidt forvirrende, at habsburger-ulykkerne også formodes at stamme fra en fugle-forbandelse. En af de tidlige habsburgere havde ellers bygget et fint fugle-tårn i en skov, der skulle sikre disse dyr imod forfølgelser, men et eller andet gik galt, så fugle - og især ravne - forfulgte familien. Således hævdes det, at en ravn dukkede op til halshugningen af habsburg-prinsessen, Frankrigs dronning Marie-Antoinettes, halshugning ....

Mange har spekuleret over familiens skæbne. På den ene side var mange af dem enormt mægtige herskere over store landområder, på den anden gik det mindst lige så mange aldeles forfærdeligt. Har man først lukket op for ideen om forbandelser, der ødelægger livet for alle medlemmer af en berømt familie, så ser man røde tråde, der formentlig ikke er andet end fantasier og overtro, men interessant er det. Således er den bil, hvor ærkehertugen og hans hustru blev myrdet, havnet på museum, for der klæber tilsyneladende stadig uheld ved den, og ingen vil prøve at køre i den i vore dage ....

Kvinder, der blev dømt og brændt som hekse, har meget at hævne, ingen tvivl om det, men er det nu også nødvendigt med trylleformularer og den slags for at kaste en forbandelse over nogen? Næh, ikke ifølge Habsburg-historien om den forførte og fornedrede kvinde. Hun brugte angiveligt ingen formular, men udtalte bare et voldsomt ønske om, at den Don Juan, der havde forført hende, skulle få en frygtelig skæbne. At det også skulle gælde hans slægt og efterkommere er ubehageligt, for det skete jo for mange habsburgere, uden at nogen af dem kendte eller havde kendt noget til den forurettede kvinde. Altså var hun mindst lige så skyldig i at begå en uret imod uskyldige mennesker, som forføreren var .....

https://www.thevintagenews.com/2018/11/07/hapsburg-raven-curse/

Når bæ bliver til skæg og ballade

OK, OK, jeg må indrømme, at vi her bevæger os ind på et område, som jeg ikke rigtig forstår, nemlig markedet for legetøjs-ekskrementer. Er denne slags legetøj i form af afføring pædagogisk eller bare noget meget, meget sært???

Noget, der i hvert fald forekommer mig meget underligt er, at der er så meget forskelligt legetøj, der relaterer til "bæ". Fantasien blomstrer, og siden der er så meget, må man jo gå ud fra, at der også er et marked for al denne "bæ"-morskab. Meget mystisk .....

Er det et så vigtigt område for børn? Måske, men så er der da mange andre ting, der må anses for lige så betydningsfulde socialt set, og som derfor fortjener at blive iklædt pædagogiske gevandter. F.eks. hvad med madlavning, rengøring, pasning af kæledyr, etc., etc.?

Ifølge Ordbog Over Det Danske Sprog bliver ordet "bæ" mest brugt af børn, men jeg har en mistanke om, at det er en mere "høflig" og "pæn" måde at betegne ekskrementer på, når det er en voksen, der bruger ordet. Til gengæld kan den voksne udtrykke en masse negativitet med ordet "lort", og det kan dække alle mulige områder i livet. Det og det er noget "lort", hvilket betyder, at man er fløjtende gal. Hvis ikke jeg havde mine egne bandeord, ville det nok være et udtryk, jeg brugte, når min irriterende skytsånd trængte til en omgang bank!!!!

Mægtig skæg eller bare underligt? Sagen er da også, at HVOR skal man have den slags stickers hængende. Normalt har man dem på køleskabet, men det ville jeg nu ikke have det godt med, da bæ nu engang ikke regnes for rene. Selv om bæ står for det modsatte af lækker og laber, så er der faktisk dem, der bruger dem som motiv for kager og slik, hvilket kun er sjovt, hvis man absolut VIL se det som noget morsomt. Umiddelbart synes jeg bare, det er ulækkert, men jeg er jo også lidt sippet en gang imellem ....

UGH!!! siger jeg bare!

Kors, hvor ulækkert!!!!! Om så hun havde drukket tre eller fire flasker vodka, så er det altså ikke sjovt. Hvor kunne hun dog gøre det??!!!!

Nej, nej og atter nej!!!! Sammensætningen af madvarer og det, der kommer ud af et måltid, er bare ikke OK i mine øjne. Andre synes, at tanken om denne kombination er morsom og frisk, men formentlig KUN som tankeeksperiment. At forestille sig, at lækkerierne i virkeligheden er noget andet og mindre appetitligt går næppe hele vejen fra tanke til planer om at skabe en sådan forbindelse. Eller i hvert fald kun inden for nogle ikke så seriøse mad-områder.

Jeg gad nok vide, hvem der først fik ideen til sådan en udsmykning af en lagkage. Ikke fordi jeg ville opsøge vedkommende og afgive en bestilling, men for at holde mig langt væk fra hans/hendes bageri .....

tirsdag den 9. marts 2021

Himmelflugt for damer

Den faglige titel "ballonskipper" gælder vist kun mænd, nemlig fordi det ikke er et typisk kvindeligt erhverv. "Ballonskipperinder" er sjældne, men de findes dog, og en af dem Sophie Blanchard (1778-1819), foretog knap 70 solo-opstigninger efter sin mand, ballonskipper Jean-Pierre Blanchards død af et hjerteslag i 1809.

Hendes karriere startede samme år, som hun giftede sig med Jean-Pierre Blanchard, nemlig i 1804, og det var ham, der fik ideen, da hans ballon-firma var på randen af konkurs. Han mente, at en kvindelig ballonskipper ville være en sensation, der trak publikum til. Der havde dog været andre kvindelige ballonskippere før hende, men hun var den første, der gjorde det til en levevej for kvinder. Som professionel ballonskipper af hunkøn var hun noget særligt, og en af hendes beundrere var såmænd kejser Napoleon. Han var ikke ligefrem feminist, men hun blev udnævnt til chef for den franske ballonflyvefart, da han fik den ide at udstyre en hel flåde af store transportballoner med udstyr til at invadere England. Det var så hendes opgave at efterprøve mulighederne for realiseringen af en sådan militær plan.

Måske det var hendes eksperimenter med små hunde - men også fyrværkeri - i faldskærme, der gav ham den ide at gøre brug af hendes ekspertise? Inden da havde hun eksperimenteret meget med netop faldskærme. Desuden havde hun skabt sig et navn som kvindelig ballonskipper, fordi hun ofte optrådte ved folkefester af forskellig art. Hun havde også udviklet et system til at reklamere for både sig selv og andre, idet hun fik lange tøj-strimler malet med tekster og lod dem hænge og flagre efter ballonen.

Desværre gik det galt i 1819, hvor hun blev det første kvinde, der blev dræbt i en luftfartsulykke. Det skete, da hun under en opvisning i Paris brugte noget fyrværkeri, der antændte gassen i hendes ballon. Hun forulykkede, da ballongen styrtede ned på taget af et hus.

https://madamemelissande.com/sophie-blanchard-a-woman-who-took-to-the-skies/

Wikipedia

Om at klare sig for ingenting i fortidens Danmark

Når man taler om "historiske skikkelser", så tænker man almindeligvis på magthavere som konger og dronninger, der optræder i de offentlige annaler, men hvad med de anonyme borgere, dem der intet havde, ikke betød noget politisk og som stort set altid var uønskede? At de overlevede med meget små - eller måske slet ingen midler - ser man, når man støder på mere eller mindre "pudsige historier" om enkelt-skæbner. Kvinden heroverfor ved jeg intet om, andet end at hun repræsenterer den store, anonyme skare, der kæmpede sig igennem et fattigt liv. Jeg forestiller mig dog, at hun ligner den gamle, fattige Johanne Andersdatter, der i 1708 kom for retten, anklaget for en meget sær forbrydelse, som ingen rigtig har kunnet se nogen logik i, hverken dengang eller nu. Hendes samtid frygtede dog, at hun havde planer om at bedrive hekseri og/eller tiggeri .....

Og hvad havde Johanne Andersdatter så gjort for at give anledning til sådan nogle alvorlige mistanker? Jo, hun var blevet grebet med en pose, hvor der lå et par røgede/saltede menneskefødder. Da hun jo stadig havde sine egne fødder, som hun vandrede rundt på, var det tydeligt, at de amputerede og røgede eller saltede legemsdele ikke tilhørte hende.

Fødder - også kaldt "Apostlenes heste" samt meget andet - er meget vigtige for den, der ikke vil nøjes med bare at sidde stille, så man var nødt til at finde ud af, hvem der havde mistet sine. Det viste sig at være en mand ved navn Jørgen Jensen fra Nørre Jernløse (nær Holbæk), der havde fået amputeret sine fødder på grund af forfrysninger. Da de var røget/saltede, kunne de holde sig, og han havde bedt - eller måske betalt?? - den fattige Johanne for at hente og bringe dem til ham fra det sygehus i København, hvor amputationen havde foregået. Hentet dem havde hun, men ikke afleveret dem til deres ejermand, da hun jo stadig havde dem hos sig og havde vist dem til forskellige mennesker.

Stakkels Jørgen Jensen har sikkert været igennem en frygtelig oplevelse med amputationen, og grunden til, at han ville have de fjernede fødder vides ikke. Dvs. man kunne gætte på, at de skulle bruges til tiggeri.

Hvilke planer, Johanne havde med de stjålne legemsdele, var temmelig uklart, men man frygtede altså det værste, nemlig hekseri. Nogle mente, at hun havde til hensigt at bruge dem til tiggeri, hvilket i sig selv fortæller meget om hendes sociale situation. Johanne var en gammel, fattig kone, der måtte hutle sig igennem, så godt hun kunne, men hun var ikke kriminel i den forstand, at hun skulle i fængsel for ikke at have afleveret fødderne til deres rette ejermand. Myndighederne sørgede for, at Jørgen Jensen fik sine fødder tilbage, og Johanne blev løsladt, men til hvad? Hun var og blev fattig og vendte derfor tilbage til den anonymitet, hun havde forladt en kort tid på grund af fod-tyveriet.

At være fattig var ingen spøg, men der var dog hjælpe-foranstaltninger. Man ved imidlertid, at på den tid hvor de amputerede fødder færdedes rundt omkring med den fattige Johanne Andersen, levede 5-10% af den danske befolkning af tiggeri. Disse mennesker blev kaldt "betlere og løsgængere", og netop i 1708, hvor Jørgen Jensens fødder jo altså var i omløb, forsøgte man at gøre op med tiggeriet ved at udbedre det allerede eksisterende lovsystem på området. Det skete gennem "Forordning om Betlere" fra den 24. september 1708, der forbød tiggeri. Før havde nogle grupper af såkaldt "værdigt trængende" haft lov til at tigge, men nu blev hele systemet vendt på hovedet, idet de denne gruppe skulle forsørges gennem en fattigskat. Den "fattigkasse", der blev oprettet, skulle administreres af den lokale præst, og kirken fik til opgave at indsamle midler - samt vurdere, hvem der var "værdigt trængende". Blev de ikke skønnet at være "værdigt trængende", så var der intet til dem ....

Der var tre grupper "værdigt trængende", nemlig de gamle og syge, der ikke kunne arbejde, de forældreløse børn og dem, der ikke helt havde mistet deres arbejdsduelighed, men som ikke var i stand til at arbejde på det tidspunkt, hvor de altså fik fattighjælp. Som regel blev disse fattige mennesker forsørget ved at blive sendt fra gård til gård, hvor de boede og spiste nogle dage. Den, der stod for denne fordeling af "fattigbyrden", var præsten, der jo altså også skulle vurdere, om netop disse fattige nu også var værdige til at modtage hjælp. Noget, der sikkert ikke altid er blevet bedømt med et objektivt blik ....

Dvs. at fattige og syge levede på andres nåde og barmhjertighed, og at mange af de mere velhavende, der fik dem på slæb, sikkert har ønsket dem hen, hvor peberet gror. Noget, der må have været utrolig hårdt for alle involverede ....

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/fattiglovgivningen-i-danmark-1660-1849-fra-tiggertegn-til-grundlovssikret-ret/

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/forordning-om-betlere-i-danmark-24-september-1708/

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/1700-talstema-de-marginaliserede/

mandag den 8. marts 2021

Vagina = Manglen, der er en helhed

Det kan ikke nægtes, at William Shakespeare har sagt rigtig mange kloge ting. Ingen kan betvivle hans genialitet eller bare en almindelig hverdags-indsigt i livets forhold, så hvad var der med ham og kvindens kønsorgan, der bliver beskrevet med ord som "nothing" (: ingenting) den ene gang efter den anden???

Laurence Olivier i "Hamlet"

F.eks. fører Hamlet en ret lummer snak med Ophelia, der for nutidsmennesker måske virker mere "fræk" eller "dristig" end udtryk for den kvindelige mystisk, men det er den:

hamlet                 Lady, shall I lie in your lap?
ophelia                No, my lord.
hamlet                 I mean, my head upon your lap?
ophelia                Ay, my lord.
hamlet                 Do you think I meant country matters?
ophelia                I think nothing, my lord.
hamlet                 That’s a fair thought to lie between maids’ legs.
ophelia                What is, my lord?
hamlet                 No thing.

(Hamlet, III. ii. 107–115)

Pointen er udtrykket "No thing" (dvs. "nothing" = ingenting), der var elizabethanernes udtryk for "vagina", som de tolkede ud fra mandlige begreber. Det var jo tydeligt for dem, at mænd havde noget mellem benene, som kvinderne ikke havde. Hunkønnet blev altså defineret sprogligt ved en mangel, hvilket mildt sagt er groft, men måske undskyldeligt, da de jo levede i et decideret patriarkalsk samfund og virkelig troede på dets værdier.

Var der noget, der virkelig fyldte Elizabeth I's far, Henrik VIII, med stolthed, så var det det, der gemte sig i hans såkaldte "skampose". Mange af hans samtidige har dog haft endnu rigere udsmykkede poser at prale med. Nogle strittede tilmed opad, så de rigtig kunne tage sig ud som det, de symboliserede, nemlig det mandlige kønsorgan, "fit for fight". Her var der sandelig ikke tale om "nothing" som (angiveligt) hos kvinder.

Italiensk hertug fra 1400-tallet

Den anatomiske viden har ikke været imponerende, og desuden passede manglen på synlige kønsorganer jo perfekt med kvindens rolle i mandssamfundet. Symbolikken er til at tage og føle på: intet forneden = ingen magt. At kvinden har et langt mere udviklet system indvendig i kroppen samt udvendigt i klitoris er enten ikke blevet forstået, eller også har man set det som en trussel om en skjult magt. Før i tiden sammenlignede man kvindens krop med mandens og opfattede den som uperfekt - et stadium på vejen hen imod det perfekte, mandlige legeme, der blev defineret som "normen". En latterlig tolkning, men ikke desto mindre den gængse opfattelse. At manden let kan miste sine kønsorganer, der jo ikke beskyttes af kroppen, og dermed også ende med et "nothing" må have redet disse penis-besatte herrer som et mareridt.

Hos Shakespeare ser man mange eufemistiske referencer til det kvindelige organ, der f.eks. kaldes "a deep Pit", "a dark and vicious place" og altså "nothing". Ret latterligt må man sige. Man ryster på hovedet ad en sådan dårskab, men han var jo altså ikke ene om denne tolkning, så man må vel bære over med galskaben.

I "Stor Ståhej for Ingenting" vælter forskellige par sig i intriger, og der opstår forvekslinger og løgne. Det er som regel, den vinkel man lægger på komedien, for det indikerer handlingen jo, men hvis man skræller alt "frynset" fra, så står man med et skuespil om "nothing", dvs. vaginaens tryllekraft og forlokkelser.

Gordon Williams A Glossary of Shakespeare's Sexual Language (Althone Press, 1997, ISBN 0-485-12130-1) s. 219: "As Shakespeare's title ironically acknowledges, vagina and virginity are a nothing causing Much Ado."

Wikipedia

https://getpocket.com/explore/item/william-shakespeare-archaeology-is-revealing-new-clues-about-the-bard-s-life-and-death?cta=1&src=ph

Udnyttelse, fejhed og kvinde-foragt!!!!

To berømte - og berygtede mænd - Jeffrey Epstein og forhenværende præsident Bill Clinton, i en hyggesnak. Måske det var dengang, de talte om Clintons White House-medarbejder Monica Lewinsky, der fascinerede Epstein, "fordi hun ikke var attraktiv, så hvorfor havde USA præsident noget med hende at gøre?" Clintons svar under denne samtale afslører en hårrejsende kynisme og kvinde-foragt, som jeg ikke mener, at han skal tilgives for. I stedet for at forsvare både Monica og hendes ikke spor uskønne ydre samt menneskelige værdi, siger han noget om, "at der ikke var andre piger dér". Han brugte hende som afstressningsmiddel uden at give hende status som en kvinde, der fortjente at blive en del af hans liv i stedet for bare at repræsentere en seksuel funktion, han havde brug for. Det er foragt, og det afslører ham som en mandschauvenist af den værste slags. At han var sin kone utro, var én ting, og det har sikkert måtte tage skraldet for, men at han forråder Monica som kvinde ved at formindske hende og hendes betydning gør sagen ubærlig.

Clinton kan sige, hvad han vil, men hans samtale med den pædofile forbryder Epstein er det, jeg vil huske ham for, når det gælder "Monica-gate".

På et tidspunkt har han undskyldt over for Monica, at "deres affære er kommet til at definere hendes liv", og ja, det var det, der skete i det snerpede USA. Selv er han blevet defineret som en fyr, der tænker med stumpen, og det er nu et noget sært eftermæle for en præsident, selv om han afgjort ikke var den eneste i det embede, der har noget lignende.

Hvad Monica Samille Lewinsky (født 23. juli 1973) angår, så har hun haft travlt inden for forskellige områder som TV, men har aldrig kunnet gøre sig fri af den rolle, hun fik tildelt af pressen og alle mulige andre. Hun sidder desværre tilbage ikke bare med en typisk amerikaner-skam, men også med en uanstændig latterliggørelse. Hvad pokker har folk gang i, når de hakker løs på en ung og usikker pige, der ved tiden for Clinton-affæren var 22 år, usikker - og forelsket? At det for ham var "afstresning at modtage et blowjob, men noget andet for hende, gør det hele meget sørgeligt. Ingen forsvarede hende, og hun har ret, når hun i et avis-interview siger, "at skammen klæber ved, som tjære". Denne sag bør ikke bare accepteres med en "nå ja, hun var jo selv ude om det"-hændelse, men ses om det, den er: noget, der burde være/blive en øjenåbner .....

https://www.irishtimes.com/culture/tv-radio-web/monica-lewinsky-on-slow-burn-thrilling-hit-podcast-rips-into-scandal-1.3596954

https://people.com/politics/monica-lewinsky-details-affair-with-bill-clinton-the-clinton-affair/

https://www.news9.com/story/5ec5a07b2ac80d591f260fda/bill-clinton-says-affair-with-monica-lewinsky-helped-manage-my-anxieties

søndag den 7. marts 2021

Genkendelsens glæde

Når jeg ser dette billede af dem, der lagde stemme til personerne i den højt elskede TV-serie "The Flintstones", så synes jeg, at Wilma og Barney ser helt forkerte ud. Fred og Betty derimod passer derimod godt udseendemæssigt til deres roller. Ikke at det gør noget, for man ser dem jo aldrig, men alligevel ....

Det må jeg nok sige, sikke en dristighed, og så i 1960'erne!!! Mon det var hipper, FlowerPower og ideen om "Free sex", der gav skaberne af The Flintstones den dristige ide? Bemærket blev det åbenbart og erindres nu som en komisk detalje fra en ellers ret snerpet fortid.

Serien dukkede op på TV i september 1960 og fortsatte med uforfalsket succes i næsten 30 år. Det, der gjorde den så populær, var blandingen af moderne liv og fantasifulde detaljer fra en ikke spor realistisk fortid. Havde denne fjerne fortid været bygget på realisme, så ville serien afgjort ikke have kunnet gøre sig så godt, for det, folk faldt for, var det billede, der blev givet af deres eget - eller naboens - liv og livsbetingelser. Når Fred brøler sit "Wilma", så er det ikke en stenaldermand, der råber på konen, men en mand fra nutiden i stenalderkostume, og genkendelsens glæde gav historien fans over hele verden.

Fred har et job og en arbejdsplads, der ligger tæt op ad det, nutidsmennesket kender. At der bl.a. er dinosaurer-maskiner er bare en sjov detalje, der ikke bryder med illusionen om Fred og hans arbejde. Sådan er det også med det hus, hvor han og Wilma bor, for det ligner nutidsmenneskets hus og i hvert fald ikke den hule, hvor det ægte stenaldermenneske levede sit liv.

Filmen med John Goodman var lidt mere realistisk på det punkt, for her er der tale om et moderniseret hule-agtigt hus, hvor Fred og Wilma bor med nydelige og dekorative stenalder-effekter som bl.a. enorme knogler.

Alt lige fra de enorme knogle-dekorationer til dinosaur-kæledyrene danner en hyggelig, moderne stenalderstening for John Goodman som Fred, Rick Moranis som Barney, Elizabeth Perkins som Wilma og Rosie O'Donnell som Betty. At Elizabeth Taylor viste sig som Freds skrappe svigermor med "kælenavnet" Old Fossil er også en sjov detalje. Intet ved hende - og da slet ikke hendes overdådige smykker - signalerer stenalder, men hun udfylder sikkert mange nutidsmænds forestillinger om en skrækkelig svigermor.

Da tegnefilmen "The Flintstones" blev lancheret i 1960, var der måske ikke nogen, der kunne forestille sig, at denne stenalder-historie skulle blive så populær, at den endte med at indtjene sig selv og mere til på kort tid. Senere blev den uddistanceret af "The Simpsons", men det lå mange år ude i fremtiden. Filmen kunne efter min mening ikke måle sig med den originale tegnefilm, men den beviste seriens popularitet, for den byggede på de historier og figurer, vi allerede kendte fra den.

Selv om der er tale om en tegnefilm, hvor der også optræder et par børn samt forskellige dyr, så er historien helt klart for voksne. Det er dem og deres problemer med ægtefælle, svigerforældre og arbejdsplads, det gælder. Et valg, som Hanna-Barbera, der skabte serien, var helt bevidst om. De havde haft stor succes med "Tom and Jerry", der appellerede til både børn og voksne, men ønskede nu at gå efter et andet publikum. Først forsøgte de sig med et Hillbilly- og indianer-tema, men faldt så for stenalder-ideen, fordi den kunne blandes op med nutidige motiver. Det var svært for dem at sælge ideen, selv om andre før dem havde haft succes med stenalder-motiver, bl.a. Fleischer Studios med 12 animerede tegnefilm i 1940.

Disse var dog ikke gået så langt i opbygningen af det stenalder-moderne samfund, som de ønskede at gøre. Man må dog sige, at Fleischer Studios-filmene havde mange gode detaljer. Hvad de manglede var Fred og hans specielle brøl Yabba-dabba-doo, der blev yderst populært, og var med til at gøre filmene populære.

I hele den tid, hvor serien kørte, var der intellektuelle personer, der protesterede imod både det ene og det andet, men publikum var ligeglad. For dem var "The Flintstones" skov underholdning, der samtidig fokuserede på problemer, der ikke var dem fremmede.

https://www.mentalfloss.com/article/81462/15-solid-facts-about-flintstones

Wikipedia