Og hvad havde Johanne Andersdatter så gjort for at give anledning til sådan nogle alvorlige mistanker? Jo, hun var blevet grebet med en pose, hvor der lå et par røgede/saltede menneskefødder. Da hun jo stadig havde sine egne fødder, som hun vandrede rundt på, var det tydeligt, at de amputerede og røgede eller saltede legemsdele ikke tilhørte hende.
Fødder - også kaldt "Apostlenes heste" samt meget andet - er meget vigtige for den, der ikke vil nøjes med bare at sidde stille, så man var nødt til at finde ud af, hvem der havde mistet sine. Det viste sig at være en mand ved navn Jørgen Jensen fra Nørre Jernløse (nær Holbæk), der havde fået amputeret sine fødder på grund af forfrysninger. Da de var røget/saltede, kunne de holde sig, og han havde bedt - eller måske betalt?? - den fattige Johanne for at hente og bringe dem til ham fra det sygehus i København, hvor amputationen havde foregået. Hentet dem havde hun, men ikke afleveret dem til deres ejermand, da hun jo stadig havde dem hos sig og havde vist dem til forskellige mennesker.
Stakkels Jørgen Jensen har sikkert været igennem en frygtelig oplevelse med amputationen, og grunden til, at han ville have de fjernede fødder vides ikke. Dvs. man kunne gætte på, at de skulle bruges til tiggeri.
Hvilke planer, Johanne havde med de stjålne legemsdele, var temmelig uklart, men man frygtede altså det værste, nemlig hekseri. Nogle mente, at hun havde til hensigt at bruge dem til tiggeri, hvilket i sig selv fortæller meget om hendes sociale situation. Johanne var en gammel, fattig kone, der måtte hutle sig igennem, så godt hun kunne, men hun var ikke kriminel i den forstand, at hun skulle i fængsel for ikke at have afleveret fødderne til deres rette ejermand. Myndighederne sørgede for, at Jørgen Jensen fik sine fødder tilbage, og Johanne blev løsladt, men til hvad? Hun var og blev fattig og vendte derfor tilbage til den anonymitet, hun havde forladt en kort tid på grund af fod-tyveriet.
At være fattig var ingen spøg, men der var dog hjælpe-foranstaltninger. Man ved imidlertid, at på den tid hvor de amputerede fødder færdedes rundt omkring med den fattige Johanne Andersen, levede 5-10% af den danske befolkning af tiggeri. Disse mennesker blev kaldt "betlere og løsgængere", og netop i 1708, hvor Jørgen Jensens fødder jo altså var i omløb, forsøgte man at gøre op med tiggeriet ved at udbedre det allerede eksisterende lovsystem på området. Det skete gennem "Forordning om Betlere" fra den 24. september 1708, der forbød tiggeri. Før havde nogle grupper af såkaldt "værdigt trængende" haft lov til at tigge, men nu blev hele systemet vendt på hovedet, idet de denne gruppe skulle forsørges gennem en fattigskat. Den "fattigkasse", der blev oprettet, skulle administreres af den lokale præst, og kirken fik til opgave at indsamle midler - samt vurdere, hvem der var "værdigt trængende". Blev de ikke skønnet at være "værdigt trængende", så var der intet til dem ....
Dvs. at fattige og syge levede på andres nåde og barmhjertighed, og at mange af de mere velhavende, der fik dem på slæb, sikkert har ønsket dem hen, hvor peberet gror. Noget, der må have været utrolig hårdt for alle involverede ....
https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/1700-talstema-de-marginaliserede/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar