En sav er en sav, og fornuftige folk ved, at man skal være forsigtig med, hvordan man bruger den, da den kan være farlig. Ikke bare kan den være farlig, men den kan også være en trussel om unævnelige forbrydelser, som det imidlertid er svært at tro på. Hvem i alverden kan dog få den tanke at save folk sønder og sammen, midt over eller på langs uden for kriminalromaner af den allermest blodige art? De fleste vil nok sige: INGEN, men dér tager de fejl!!! Denne grusomme henrettelsesmetode er faktisk blevet brugt mange forskellige steder verden over. F.eks. var der shah Jamshid i Iran, (der dengang hed Persien), der forlangte at blive tilbedt som gud. DET kunne hans folk ikke lide, og hans efterfølger fik ham savet over. Der er imidlertid flere versioner af historien, og i en af dem fik han savet hænder og fødder af, men formåede alligevel at flygte. Dog lader det til, at man senere fik fanget ham igen og fuldførte henrettelsen af denne blasfemiske shah, der ønskede at være gud, ved nu at save ham midt over.
Der er mange beretninger om oversavninger i det gamle Persien. Adskillige personer endte deres dage som oversavede ofre for et sygt menneskesyn. Senere fandt man også på andre gruopvækkende henrettelsesmetoder i Iran/Persien som denne, hvor man lader en kanon gøre arbejdet med at halvere den dømte. Den må imidlertid være langt mindre grusom end savningen, for den dræber formentlig øjeblikkelig, og det gør en savning nu engang ikke, heller ikke hvis den foregår oppe fra issen og ned.
Metoden med savning var ikke nær så anvendt i Rom, som man kunne have frygtet, men der var dog én kejser, der elskede den: Caligula. Det siges, at han gerne så til, medens han spiste, og at han anså ofrets lidelser for "appetit-vækkende". (Her skal man så tænke på, at hans biografi er skrevet af modstandere, og at den kombination kan give skæve og direkte usande vinkler, hvilket så absolut gælder megen historieskrivning, også om henrettelser).
Hvad savningen angår, så blev det som sagt brugt mange flere steder, end det er rart at tænke på. Således er der et par kristne helgener, der endte deres dage på den måde. I dette tilfælde er det St. Simon, det går ud over, og det må have været meget smertefuldt at blive savet fra bunden og op, for man dør jo ikke med det samme. Den anden vej - fra hovedet og nedad - dræber på en langt mere human måde, men begge metoder er selvfølgelig aldeles rædselsfulde. Det nævnes ikke i Biblen, men ifølge senere jødiske beretninger blev også profeten Esajas savet midt over af regenten Manassah, men dette understøttes ikke af andre kilder. Måske Esajas er blevet udstyret med en ekstra-martyrkrone som offer for voldsomme grusomheder.
Selv i USA har der været i hvert fald ét eksempel på oversavning som straf. Det foregik i 1757, hvor en oprører i Mississippi blev dømt til døden. Ifølge den franske kaptajn og opdagelsesrejsende Jean Bernard Bossus "Nouveaux Voyages aux Indes Occidentales" (1768) blev han puttet i en kasse, der derpå blev savet over med ham indeni.
St. Bartholomæus, der her ses med sin hud draperet over skulderen og armene, blev efter sigende flået levende, og dette overgik også andre kristne. F.eks. blev 38 munke, der boede i et kloster overfaldet af vilde horder af arabere, der ville plyndre dem for rigdomme, de ikke havde. I deres raseri over ikke at have fået noget ud af plyndringen lod skurkene flere munke flå levende, medens de savede andre over, ikke bare med save, men med nogen, der var specielt sløve ....
Radbrækning, brændt på bål, levende begravelser, osv., osv. i en endeløs strøm af ondskab, der virker komplet vanvittig. Skulle det have en afskrækkende virkning? Ja, måske, og det betyder så, at der blev holdt styr på det almindelige menneske gennem skrækkelige jordiske straffe, men efter døden blev de sørme også straffet ved at ryge i helvede! Dvs. at der ikke var noget virkeligt fristed for hverken ånd eller legeme, medmindre man gjorde sig fri af religiøse forestillinger og droppede troen på Satan, men hvor mange formåede at gøre det? Folk troede det, de var blevet oplært til at tro ud fra de på den tid gældende kæft-trit-og-retning-doktriner.
Intet forarger mig mere end sådan noget som dette, for hvordan kan nogen ved sine fulde fem få den ide, at et voldtægtsoffer skal straffes som skyldig??? Tjah, det har der jo også været en tendens til i pæne, vestlige og angiveligt kristne lande, men vi myrder dog ikke den forurettede og kalder det en juridisk gyldig henrettelse. Her har man "bare" udstillet ofret som den "tøjte", der fik forbryderen til at gøre, hvad han nu gjorde. Dermed er det hende, der må bære (en del af) skylden, og det er jo en ganske smart måde at holde kvinderne i ave .....
Jeg kan såmænd godt forestille mig lysten til udradere ens fjender, at
fjerne dem fra jordens overflade, så man aldrig mere risikerer at støde på dem, men grusomhederne står jeg uforstående
overfor. Hvad i alverden tænkte folk dog på????????????
Ingen kommentarer:
Send en kommentar