Når man læser om Julie d'Aubigny (født ca. 1673), så føler man, at hun er en fiktiv skikkelse i et helt vildt plot fra en ægte knaldroman, for hvordan kan en kvinde fra 1600-tallet gøre alt det, hun har gjort? For det første var hun sin fars eneste barn, og han var tilknyttet Ludvig XIV's hof som sekretær for kongens staldmester. Den slags hel eller halvfornemme fædre plejer ikke at lade deres unge døtre futte omkring, som Julie gjorde, men måske startede hendes usædvanlige frihedstrang med de fægte-lektioner, han lod hende få, og hvor hun ofte var klædt ud som mand? Tanken om, at hun havde dræbt og/eller såret 10 dygtige, mandlige fægtere kan have givet hendes selvtillid et enormt boost, for hun opførte sig, som om der ikke var den mindste begrænsning i hendes liv og fantasifulde livsudfoldelser. Da hun som 14-årig blev en fornem mands elskerinde, fik han hende imidlertid gift med en anden, hvis navn hun senere brugte på scenen, efter at han var blevet smidt ud, nemlig sieur de Maupin. Efter brylluppet bliver han dog sendt ud i provinsen og et pænt borgerligt job, men uden sin kone.
Da hun jo elskede at fægte, er det sådan set logisk, at hun forelskede sig i
sin fægtelærer, Séranne, og løb væk med ham. Det forelskede par havde
dog svært ved at klare sig økonomisk, og affæren kølnedes. Nogenlunde samtidig
strammedes reglerne for folk, der som Julie elskede at duelere, men da
hun blev anklaget for at have brudt loven, henviste hun til det faktum, at
de ikke sagde noget om kvindelige fægtere, men kun om mænd. Dette argument skaffede den snu Julie hendes første kongelige benådning.
Hendes næste eventyr er det, der har skabt hendes navn som en utrolig listig, men også lidenskabelig kvinde. Hun, der tydeligvis var biseksuel, havde ikke bare forelsket sig i, men også forført en lokal købmands datter. Den unge pige blev sendt i kloster for at holde de to turtelduer fra hinanden, men Julie fik en ide, da en af nonnerne døde. Hun stjal liget og placerede det i sin elskedes værelse, hvorpå hun stak ild til hele klostret, formentlig i et forsøg på at bilde købmanden og abbedisse ind, at den unge nonne var omkommet. Det skabte i hvert fald et kaos, der gjorde det muligt for de to elskende at stikke af, men det betød så, at Julie nu var anklaget for kidnapning, tyveri af et lig og brandstiftelse. Dommen over hende for alt dette lød på henrettelse på bålet! Noget, der åbenbart ikke slog hende ud, for hun gav sig i kast med en ny karriere, hvor hun udnyttede sit store talent som sanger. Hun blev operasanger og optrådte under navnet La Maupin fra 1690 to 1694. Hendes meget beundrede sceneoptræden skaffede hende endnu en kongelig benådning, denne gang fra døden på bålet.
Hun må have haft en stærk tiltro til sin evne til altid at klare sig ud af alle mulige - og især umulige - situationer, for det varede ikke længe, før hun rodede sig ud i nye overtrædelser af skik og brug, de gældende regler for god opførsel samt fornuft i Ludvig XIV's Frankrig. F.eks. angreb hun sin husvært og fornærmede grevinde Marino ved at komme radiser i hendes hår før et højfornemt "grand ball". Ingen af delene var særlig kloge handlinger, men sådan var Julie bare. Da hun som ca. 30-årig blev vildt forelsket i "Frankrigs smukkeste kvinde", Madame la Marquise de Florensac, der imidlertid blev syg og døde, begyndte det at gå galt. Nogle mener, at Julie i den grad sørgede over dette dødsfald, at hun endnu engang gik i kloster, hvor hun døde to år senere som 33-årig. Der er dog ikke helt enighed om hverken hendes liv, fødested, fødselsår eller hendes død ....
Der er skrevet flere bøger om hende, men den kendteste er nok "Mademoiselle de Maupin" af Théophile Gautier, der er genudgivet flere gange.
https://therake.com/stories/icons/the-renaissance-woman-julie-daubigny/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar