En smuk, blond engel med en glorie er det ikke, hvad vi forbinder med beskrivelsen af de såkaldte himmelske skarer? Engle er jo pr. definition smukke, gode og velmenende Guds-tjenere. At ham her har et noget sjusket bundet lændeklæde, der signalerer andet end en aseksuel skønhed, passer dog meget godt med nutidens forståelse af en af de i vore øjne mest interessante engle, nemlig Lucifer. Der er skrevet bøger og lavet TV-serier om ham og hans meriter som en overjordisk skøn og sexet, men også skurkagtig Don Juan, der vælter sig i damer og penge. I denne moderne udgave er han populær, idet hans mørke side fængsler mere, end den frastøder nutidsmennesket.
Pieter Breughel the Elder: "The fall of the Angels"
Den klassiske Lucifer er den hovmodige "faldne engel", der gjorde oprør imod Gud, og som derfor blev smidt ud af Paradiset med alle sine tilhængere i det såkaldte "Syndefald". Det motiv er der kommet en masse spændende kunst ud af, og man har digtet videre og videre på myten med mange forskellige tolkninger af Lucifer-skikkelsen.
Gustave Doré: Illustration til "Paradise Lost" af John Milton
Den faldne engel ses her som den mørke og skumlende onde kraft, der i senere tolkninger er blevet til Helvedes hersker, Satan. Sagen er nemlig den, at der ikke er ret meget bibelsk materiale om Lucifer, så man kan tilskrive ham alt muligt, der ikke hænger sammen med hans egentlige oprindelse som den babylonerkonge, der oplevede Babylons fald (12ff vers af Esajas, 14). Her forhånes den fornedrede konge, der kaldes "Morgenstjernen, Morgenrødens Søn", hvilket netop er den gængse betydning af navnet Lucifer. Det siges om denne konge (Esajas, 15): "Ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen!" Dette dybe hul - "nederst i hulen" - er Helvede, som Satan jo siges at herske over, men som også tolkes på forskellig vis op igennem historien.
Satan med briller og morgenavis på en trone af kranier virker ikke plaget på samme måde som f.eks. Dorés udgave af den faldne engel, der ser bitter ud, og som grubler over sin skæbne, medens han udtænker frygtelige straffe den syndige menneskehed. Selv med horn og hale hygger han sig.
De tidligste kirkefædre som Hieronymus, Ambrosius, Augustin og pave Gregor 1. kombinerede spotteversene i Esajas med Jesu ord (Luk. 10, 18): "Jeg så Satan falde ned fra Himlen som et lyn." Dermed blev Lucifer forvandlet til Satan før syndefaldet, men som vi ved, har Satan mange navne: dragen, slangen, Ahriman, Belial, Beelzebub, Abaddon, Iblis, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen. Når man læser beskrivelsen af dragen, får man - hvis man er mig og har humoristisk sans - en stærk mistanke om, at dette væsen er skabt i en narkotika-rus, men sådan er det jo ofte med disse bibelske fortællinger. Her skal man så huske på, at noget af det afgjort er symbolsk eller noget fra en drøm eller hallucination.
Nogen klar og entydig udvikling af den bibelske figur Lucifer er der altså ikke, for han fremtræder som konklusionen på diverse fortolkninger, men også digteriske friheder, der er blevet meget populære op igennem tiden. Således er det altid nemmest med sort-hvide konklusioner, når det gælder ideologier, og i hans skikkelse samles alt ondt, der er en absolut modsætning til det, Jesus, Gud og de gode engle står for. Da det gode jo forventes at sejre over det onde, som det har bekæmpet, ender det også galt for den faldne engel, Lucifer/Satan. Han vinder ikke, men bliver nedkæmpet af ærkeenglen Michael, der hele tiden har været en af hans argeste modstandere.
https://www.history.com/topics/folklore/history-of-the-devil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar