Dette er Anden Verdenskrigs allervigtigste mand, og så bliver han ikke engang genkendt af folk, der interesserer sig for historie!!! Det er en skam, for nok er han dækket af et hav af velfortjente medaljer, men den popularitet, der gør generaler som George S. Patton, Bernard Montgomery og Dwight Eisenhower letgenkendelige den dag idag, har han ikke fået med sig siden afslutningen på den krig, Hitler gudskelov ikke vandt. Det siges, at han lignede sin mor, der var en stærk, men fattig bondekone. Hvis ligheden går længere end til det ydre, så må hun have været en kløgtig kvinde, for sønnen forstod virkelig at bruge de små grå, han var udstyret med fra naturens side. Hans navn?Han hed Georgy Konstantinovich Zhukov (1896-1974) og var en højt rangerende militærmand, hvis strategier førte til en af de helt afgørende sejre over Hitler, nemlig ved slaget om Stalingrad (1942-43). Denne sejr blev et uomtvisteligt budskab om og bevis på, at Hitlers krigsmaskine ikke var ustoppelig, og den betød tillige et vendepunkt for Østfronten.
At Hitler begik en taktisk fejl ved at angribe Stalingrad hjalp selvfølgelig til. I stedet for at sigte på de oliefelter i Kaukasus, der var afgørende for det ressourcefattige Tyskland, kunne han ikke nære sig, men måtte bare foretage et angreb, som han regnede for let at gennemføre og vinde, bl.a. fordi han begik den fejl at regne russerne for en art undermennesker. At Stalingrad stort set ikke havde nogen strategisk, men kun symbolsk værdi for ham, fordi byen var opkaldt efter hans ærkefjende, Stalin, som han iøvrigt tidligere havde snydt med en falsk ikke-angrebspagt, overså han vist i kampens hede. Hvorom alting er, så vandt Zhukov, hvilket burde have skaffet ham en strålende karriere efter krigen, men ikke gjorde det.
Det med at han var "Stalins general" er selvfølgelig rigtig nok, men den paranoide russiske diktator var ikke vild med folk, der overstrålede ham, så kort efter krigens afslutning blev krigshelten Zhukov degraderet. Hans rolle blev underspillet, og han fik ikke umiddelbart den plads i russisk historie, han havde fortjent. Efter Stalins død i 1953, støttede Zhukov hans efterfølger, Nikita Krushchov, og han blev udnævnt til forsvarsminister og fik en høj placering inden for partiet to år efter dødsfaldet. Dette ligner en form for genoprejsning, men det holdt blot i to år, for i 1957 mistede han sin position, som han tilmed aldrig genvandt inden sin død i 1974.
Ingen kan dog fratage ham hans eftermæle som manden, der reddede verden fra Hitler ved at besejre hans tropper i Stalingrad. Om han bliver husket af menigmand samt folk, der er interesseret i historie, er dog en anden ting ....
https://historyofyesterday.com/why-germany-lost-the-battle-for-stalingrad-583e16c76c1a
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar