"Idioten" og en kvindes selvhad

 

Siden jeg mødte det "gode menneske", Fyrst Mysjkin, i Fjodor Dostojevskijs "Idioten", har jeg ofte gjort mig tanker om begrebet "godhed" og godhedens natur. Romanen udkom som føljeton i et tidsskrift fra 1868 til 1869, hvilket er en sær tanke, for hvordan kan denne beskrivelse af den "vise dåre" læses i småbidder? På mig virker det underligt, for det er ikke en spændingsroman, der skal tjene til at holde salget af en avis eller et tidsskrift oppe, men en helstøbt roman om et meget specielt menneske og alle dem, han påvirker ved sin personlighed. At den godhed, han tilskrives, ind imellem til forveksling ligner tåbelighed er en anden sag ....  

Ligesom Dostojevskij selv lider fyrsten af epilepsi, som han er blevet behandlet for i årevis i Schweiz. Han er den sidste i sin meget fornemme, adelige familie, men urfattig, så der er en ironi i, at han bliver knyttet til sit modstykke, den barske og rå millionær Parfion Ragozjin. En af de ting, der knytter dem sammen, er betagelsen af Natasja Filippovna, der er en skadet kvinde efter at være blevet misbrugt af en skiderik, nemlig levemanden Tótskij, der bare søgte sex uden kærlighed eller respekt. På grund af dette, der i vor kultur længe har været regnet for rendyrket kvindeforagt, ødelægges hun psykisk af et intenst selvhad. Noget, der dog ikke er gået ud over hendes stærke sex-appeal, som begge mænd fornemmer, men på forskellig måde. Både Mysjkin og Ragozjin lægger billet ind, men af forskellige årsager. Mysjkin, der faktisk sværmer for en anden ung kvinde, drives af medlidenhed, hvilket hun opfatter som en understregning af den nedværdigelse, hun har følt sig defineret af. Derfor kaster hun sig i armene på Ragozjin. Dette valg er yderst uheldigt, for han slår hende ihjel, hvilket Mysjkin havde advaret hende imod kunne ske.

Når jeg tænker på Fyrst Mysjkin som person, ser jeg ham for mig i skikkelse af den franske skuespiller Gerard Philippe. Det kan skyldes, at jeg måske engang har set den film, hvor han spiller fyrsten, men sikkert er det ikke. Faktisk mistænker jeg, at det er hans type, hans specielle udstråling, der får mig til at tænke i de baner. 

Gerard Philipe har nemlig en særlig "Kristus-udstråling", der er som skabt til en litterær figur som Mysjkin, der står for barnlig naivitet og uskyld, og som derfor slet ikke passer ind i den kreds af mennesker, hvor han færdes. 

Samtidig med at Mysjkin tolker Natasja Filippovna og virkelig formår at se hendes skadede psyke, er det dog netop denne specielle evne, der bunder i hans naive ujordiskhed, der gør, at han ikke virkelig forstår hende. Hans naive godhed gør ham i en vis forstand blind for sociale, følelsesmæssige nuancer. Dermed bliver han den katalysator, der fører til tragedien. Med denne roman har Dostojevskij dermed skabt et billede af meget komplekse, men ægte psykiske og samfundsmæssige konstellationer, der er ret imponerende den dag i dag, selv om selve intrigen med den forførte og forladte kvinde, der pines af sin "uværdighed", føles fremmed i vor tid. Nu om stunder skal der da gudskelov mere til end en forførelse, eftersom jomfrudomme ikke er i så høj kurs i vores del af verden.