søndag den 14. marts 2021

Vincent Van Gogh i kvindehænder


Vincent Van Gogh (1853-1890) døde 37 år gammel, den 29. juli 1890. Dødsårsagen var et skudsår i maveregionen, der blev opfattet som en følge af et mislykket selvmordsforsøg, men som senere tider mistænker skyldtes et vådeskud. Den, der havde affyret dette fatale skud, var den 16-årige søn af en af Vincents venner, og visse Van Gogh-eksperter påstår, at han kan have ønsket at dække over dette ved at påstå, at han skød sig selv. Der har dog også været teorier fremme om, at den ikke altid særlig ligevægtige og ofte berusede Van Gogh blev chikaneret og derpå skudt af vennens søn og dennes jævnaldrende kammerat, for der var andre på stedet, der var meget lidt søde imod ham. Hvordan det end gik til, så kan man forestille sig, at denne hollandske maler, der nu regnes for en af de mest betydningsfulde kunstnere, døde med overbevisningen om at være en total fiasko. Det eneste billede, som han havde solgt i de små 10 år, hvor han havde malet, var "Den røde vingård". Køberen var hans gode ven og kollega, Eugene Bochs, søster, Anna Boch, der måske/måske ikke så noget af det i det, som eftertiden har set. Det siges dog, at hun udelukkende købte det for at glæde sin bror med denne støtte til hans ven, Vincent Van Gogh.

Den røde vingård

Som 16-årig kom Vincent i lære som kunsthandler, og efter at være udlært blev han overflyttet til en filial i London. Som det var typisk for ham, forelskede han sig her ulykkeligt, hvilket førte til en meget alvorlig psykisk krise. I den forbindelse havnede han i pinefulde, religiøse grublerier, der fik ham til at rejse til et belgisk minedistrikt som lægprædikant for arbejderne. Her må han have fået skærpet sin betydelige sociale sans, der bl.a. viser sig i det, der nu regnes for hans første hovedværk, nemlig "Kartoffelspiserne" (1885).


Efter at have forsøgt sig som bl.a. kunsthandler og lægprædikant besluttede han sig i begyndelsen af 1880'erne for at blive maler. Han flyttede sammen med sin bror, Theo (1857-91), der arbejdede som kunsthandler i Paris. Under sit to år lange ophold i Frankrig fik han kontakt med bl.a. Paul Gauguin, Henri Toulouse-Lautrec og Camille Pissarro, der hver for sig gav ham ny inspiration. Efter at være flyttet til Arles malede han bl.a. vennen, Eugene Boch, hvis søster købte "Den røde vingård". Han kaldte dette portræt af sin ven for "Poeten", fordi denne maler-kollega ligesom han selv drømte store drømme. Noget, han har forsøgt at udtrykke ved billedets stjerne-bestrøede baggrund.
 

Eugene Boch
 
Alt omkring Vincents liv som maler og som mand signalerede fiasko. En, der bevidnede hans vanskelige tilværelse, var hans 14-årige nabo, Jeanne Calment, der opfattede ham som en frygtelig drukkenbolt. Eftersom hun jo rent faktisk kendte ham personlig, er det interessant, at hun - modsat mange andre - hævder, at han ikke gav sit afskårne øre til en prostitueret, men til en rengøringsdame på stedets bordel, fordi han fandt det så trist, at hun havde en ansigtsdeformitet, og at han derfor ville vise sig solidarisk med hende. 

Man ved, at han formentlig var manio-depressiv og i hvert fald meget psykisk sårbar, hvilket førte til flere indlæggelser. Derfor tolkes selvlemlæstelsen som regel ud fra denne ene handling: "Vincent er skør, se bare hans øre!" Denne begivenhed i hans liv blev på en vis måde en form for signatur, og der er ingen ende på alle de gange, den f.eks. er blevet brugt i moderne vittighedstegninger.

Formentlig fordi han var syg, understøttede hans bror, Theo, ham økonomisk. Uden ham havde han ikke kunnet overleve som kunstner, og hvis ikke han selv havde været død i 1890, ville han sikkert være brudt helt sammen, da denne gode og kærlige bror, der også var hans ven og fortrolige, døde af syfilis bare seks måneder efter hans egen død. 


Da Theo døde, efterlod han sig imidlertid hustruen Johanna (1862-1925) - i daglig tale kaldt Jo - og en lille søn. Denne svigerinde viste sig at blive alt andet end en biperson i Vincent Van Gogh-dramaet, for det var hende, der sikrede hans berømmelse. Efter Theos død havde hun arvet alle Vincents billeder samt brødrenes omfattende korrespondance. Eftersom hun kun havde en lille lejlighed i Paris, blev hun rådet til at gøre sig af med billederne, men det nægtede hun. Hvorfor? Hun kendte jo knap nok sin svoger, så hvad drev hende til at arbejde utrætteligt for at give ham det gennembrud, han ikke havde kunnet få i levende live? Var hun vild med hans billeder? I så fald var hun ret ene om det, for på dette tidspunkt var han stort set ukendt i kunstverdenen. Andre kunne heller ikke se dem som noget særligt, hvilket bl.a. viste sig ved reaktionen på hans "vågenat", hvor de blev lagt frem til fri benyttelse og afhentning. Ingen - eller meget, meget få - lod til at være interesseret ....


For at få sig en indtægt, der gjorde det muligt for hende at forsørge sin lille søn, forlod hun Paris med sine få ejendele og vendte tilbage til Holland, hvor hun oprettede et pensionat og blev sproglærer samt oversætter, bl.a. af noveller fra fransk og engelsk til hollandsk. Samtidig arbejdede hun med at få en udstilling af Vincents billeder op at stå, foruden at hun samlede og forberedte en udgivelse af hans og Theos korrespondance. Alt sammen noget, der i hvert fald vakte en af hans kollegers, nemlig Richard Roland Holsts, forbitrelse: "Mrs Van Gogh is a charming little woman, but it irritates me when someone gushes fanatically on a subject she knows nothing about, and although blinded by sentimentality still thinks she is adopting a strictly critical attitude. It is schoolgirlish twaddle, nothing more. [...] The work that Mrs Van Gogh would like best is the one that was the most bombastic and sentimental, the one that made her shed the most tears; she forgets that her sorrow is turning Vincent into a god." Dyrkede hun Vincent for på den måde at ære sin afdøde mand, Theo, der havde elsket og understøttet ham? Utænkeligt er det ikke, men det kan ikke have været den eneste drivkraft bag hendes passionerede arbejde for svogeren og hans eftermæle.

Hendes forhold til Van Gogh-familien havde lige fra begyndelsen været sært, for medens Theo var blevet vildt forelsket i hende ved første blik, var hun totalt kold over for ham og hans frieri. Faktisk var hun vist nærmest fornærmet over hans opførsel, som hun ikke mente at have lagt op til. Ikke desto mindre endte det altså med, at hun giftede sig med ham og blev mor til hans eneste barn, sønnen Vincent.

Hendes måde at arbejde for svogerens berømmelse virker enormt målrettet, ja, nærmest professionel. Hun stod for udstillinger, tog kontakt med diverse museer, kunstnere og kunsthandlere, bl.a. i Tyskland, samlede, redigerede og udgav korrespondancen mellem brødrene, osv., osv., selv efter at hun giftede sig igen, nemlig med Johan Cohen Gosschalk. De bøger, hun udgav, om Vincent, må også have været et stort arbejde: "A Memoir of Vincent Van Gogh" og "The Letters of Vincent Van Gogh to His Brother and Others 1872-1890". Hun var så afgjort en både smart og totalt hæmningsløs kvinde og dermed en fantastisk forbundsfælle for den fallerede og afdankede kunstner. Man spekulerer uvilkårligt på, om hun ville have været lige så engageret, hvis han havde overlevet skuddet .....

At hun midt i det hele - og til sin families forargelse - også arbejdede for at forbedre kvinders vilkår og udbrede tidens socialistiske ideer. Således var hun medstifter af "The Amsterdam Social-Democratic Women’s Propaganda Club", da hun øsnkede at forbedre arbejderklassens ofte elendige vilkår samt uddannelsesmulighederne i byen. Kort sagt, hun var alt andet end den lille, søde og passive borger-datter, hun var opdraget til, og det skal alle Van Gogh-fans være taknemmelige for. Sjovt nok syntes hun slet ikke selv, at hun gjorde nok for hverken det ene eller det andet af sine mærkesager ....


En anden af de ting, hun gjorde var at sørge for, at de to brødre kom til at hvile i samme grav. 

 

Indsendt af kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)