Påsken nærmer sig med stormskridt, og de fleste nutidsmennesker tænker nok efterhånden mere på påskelam, påskeharer og æg end det, denne højtid virkelig står for i vores kultur: Jesu domfældelse og korsfæstelse, hvilket angiveligt fandt sted i det, vi senere har defineret som år 33 e.Kr.. Endnu færre tænker sikkert på den mand, der til evig tid er forbundet med denne begivenhed, nemlig den romerske præfekt - eller statholder - Pontius Pilatus. Ifølge Biblen gik han ikke ind for en domfældelse af det jødiske brushoved, Jesus, men folket krævede hans henrettelse, og han føjede dem, idet han "vaskede sine hænder for den skyld, denne dom medførte".
Siden det nu drejer sig om Jesus, rammes Pilatus af et specielt kritisk blik. Nok var han imod henrettelsen, men han fik den dog gennemført for at være befolkningen tilpas. Det synes vi ikke om, og ordet "fejhed" melder sig øjeblikkelig i vor bevidsthed, men herregud, det vrimlede jo med profeter, messiasser og andre af samme skuffe på den tid. Jøderne drømte om en genrejsning af det gamle land via en messias, og enhver, der optrådte som en sådan, har selvfølgelig haft sine tilhængere. At Jesus advarede imod alle disse "falske profeter", er jo hvad man ser i enhver valgkamp, så hvad pokker ....
Ingen har nogensinde før fremstillet Pilatus som Monty Python-skuespilleren Michael Palin i filmen "Life of Brian", og det er befriende at møde denne udgave af de ellers så højtidelige Pilatus-portrætter. Telly Savalas og Rod Steiger var traditionelle på hver deres måde, medens David Bowie i Martin Scorseses "Den sidste fristelse" indfører en helt ny form for medfølelse. Med hans fremstilling af Pilatus skifter han, så at sige, karakter.
At der er forskellige tolkninger af både den korsfæstede og dommeren som personer demonstrerer de problemer, man står med, når det gælder mere eller mindre mytiske skikkelser: de er aldrig andet end fortolkninger af noget, der måske/måske ikke fandtes engang for længe siden, og som har været igennem kirkens PR-mølle lige siden.
Det, vi ved, er at Pontius Pilatus som romersk præfekt var politiske ansvarlig for domsfældelsen og korsfæstelsen af Jesus, der mange år efter sin død blev centrum for kristendommen. Jøderne drømte tilsyneladende mere om en jordisk oprører, der kunne sætte landet frit, end om en person, der kom med påstande af religiøs art. Man kan ikke forvente, at en romersk embedsmand fra en velkendt fornem familie, hvis efternavn "Pilatus" betyder "spydkaster", har haft sans for det, Jesus stod for, da mange fra hans eget folk heller ikke forstod det til bunds. Jesus er blevet anklaget for Pilatus som oprører, og det var dér, filmen knækkede for præfekten, der ikke så andet end en ret ufarlig religiøs drømmer. At hans kone angiveligt havde en drøm om Jesus, der beviste, at han var en "retfærdig mand", skaffede hende senere helgen-titlen, men hans rolle i dramaet om henrettelsen var og blev den ufrivillige bødels.
Mihaly Munkacsv maleri af Jesus foran Pilatus, 1881
Når man spekulerer på, om Pilatus var en historisk skikkelse, der blev knyttet til beretningen om Jesus, så finder man meget få skriftlige kilder ud over nogle få jødiske skrifter, nemlig bl.a. Tacitus, der nævner ham i skildringen af Neros forfølgelse af de kristne. Alt det for og imod, han tilskrives i Biblen, kan være senere tilføjelser ganske som genopstandelsen, der mistænkeligt nok ikke er med i den ældste bibel-udgave. Skriverne, der har kopieret de gamle tekster ind i det, vi kender som Biblen, kan såmænd have pyntet på den fra første færd, enten fordi de blev bedt om det, eller fordi de selv kunne lide disse broderier over temaet Jesu dom og korsfæstelse. Det betyder i hvert fald at Biblen i sin oprindelse var ufærdig og dermed - på flere punkter - anderledes end den, vi kender.
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar