Da jeg søgte på ordet "sortlistet" på Google, blev jeg til min store undren automatisk ført til alt muligt om "shortlisted". OK, ordene ligner hinanden, men hvor det er mægtig rart og perspektivrigt at blive shortlistet, så er det præcis det modsatte at blive sortlistet, så det var irriterende. Ordet beskrives i "Den Danske Ordbog" sådan: ".... registrere ting, personer, firmaer, lande m.m. som uønskede i visse sammenhæng". Som eksempel bruges en oplysning om Erasmus og hans skrifter, der "blev sortlistet af pavekirken under modreformationen og var sydpå svært tilgængelige i næsten 200 år fagb1984"
Erasmus af Rotterdam
At ligefrem få sortlistet sine skrifter viser, at de blev anset for meget farlige, så på en vis måde, bør Erasmus være stolt at at være havnet på den sorte liste over farlige personer, for det beviste, at der var bid i hans ord ....
Rockeren Svend "Svin" var måske også stolt af det, der fik ham sortlistet blandt "brødrene", men det er vist ikke helt ufarligt at være i "bad standing" blandt Hells Angels, (eller hvad det nu var for en gruppe, han tilhørte), sååå .... Nå, men så vidt jeg ved, har han overlevet, og det er ikke altid tilfældet for dem, der bliver sortlistet inden for visse erhverv.
Her er der tale om en demonstration i forbindelse med en fyring af og påfølgende sortlistning af en åbenbart lidt for rød borgmester i Bogota. Hans sortlistning skyldtes såmænd, at han nationaliserede renovationen, og først om 15 år kan han gøre sig håb om igen at beklæde politiske hverv. Surt show, hvis man brænder for politik eller er levebrødspolitiker (Arbejderen: 11-12-13).
Sortsyn?
Jeg kan sagtens forestille mig, at visse personer med en lang uddannelse bag sig har haft det svært efter en sortlistning. Således kan det næsten ikke undgås, at den sortlistning af visse læger, som sundhedsmyndighederne angiveligt har kørende, har truet folk på brødet - og anseelsen. At være i "bad standing" inden for Sundhedsvæsenet er næppe godt for karrieren. Det samme gjaldt den allermest kendte af alle kendte sortlistninger, nemlig den der skyldtes Hollywoods angst for at give personer, der angiveligt var kommunister, mulighed for at gøre karriere. Denne specielle sortlistning startede allerede i 1920'erne, og den gik ikke bare ud over skuespillere, men også instruktører, musikere, skribenter og drejebogsforfattere. De blev simpelthen "valgt fra", når der var jobs inden for filmen og andre dele af underholdningsindustrien. Den første virkelig systematiske Hollywood-sortliste går tilbage til 1947, og denne sorte liste varede indtil 1960, hvor en drejebogsforfatter, der vitterlig havde været medlem af Kommunistpartiet fra 1943 til 1948, blev krediteret for sit arbejde med "Exodus" og "Spartacus". Hovedrolleindehaveren i sidstnævnte film, Kirk Douglas, lader til at have spillet en aktiv rolle i, at netop denne drejebogsforfatter blev lukket ind i varmen igen.
Det mest bekymrende ved denne langvarige sortlistning er for mig at se det "kollektive præg": hvem som helst, revl og krat, kunne havne på listen uden nogen reel mulighed for at gøre indsigelse. Mange håbefulde skuespillere, etc. må have gruet for at blive sortlistet, for det kostede karrieren, etc.. De blev i hvert fald ramt på levebrødet ....
https://www.berlingske.dk/samfund/flere-bliver-sortlistet-i-sundhedsvaesenet
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar