Boobytrap: Betragtninger over "Galskabens streg og farver"

Det er en underlig tanke, at et af de mest velkendte og højst vurderede malerier i verden blev malet af en patient på et psykiatrisk hospital, nemlig Vincent Van Gogh. Han malede det under en indlæggelse i 1889, hvor han en tid syntes at være ved at komme sig af de anfald af depression, paranoia og hallucinationer, der havde ført til hans indlæggelse. Desværre var bedringen kortvarig, idet han efter nogen tid igen fik det værre. En udvikling, som man kan argumentere for, er synlig i kompositionen af billedet, der farvemæssigt signalerer forholdet mellem himlens lysorgier og jordelivets mørke. Stakkels Vincent, han havde det ikke nemt, men han SÅ, og det kan vi se den dag i dag, for han har formået at formidle sit syn.

Gad vide, hvad de mentalt syges tyske forsvarer og "tolk", psykiateren Hans Prinzhorn (1886–1933), ville have fået ud af dette nu så berømte kunstværk. Normalt var der ingen, der interesserede sig tilstrækkelig meget for de syges kunst til at bevare den, men Prinzhorn var anderledes, måske fordi han selv var kunstnerisk anlagt.

For mig at se, er der ingen tvivl om, at hans specielle baggrund som tidligere filosofi-, musik- og kunststuderende skærpede hans blik for andres produkter inden for kunst, hvad enten kunstnerne havde en diagnose eller ej. Hans bog fra 1922, "Bildnerei der Geisteskranken. Ein Beitrag zur Psychologie und Psychopatologie der Gestaltung" (The plastic activity of the mentally ill. A contribution to the psychology and psychopathology of formal configuration) var illustreret med eksempler fra hans samling af mentalpatienters kunst. Interessant nok vakte den stor interesse i kunstverdenen, hvor man talte om "Art brur", medens hans kolleger inden for medicin og psykiatri var mere tilbageholdne i deres entusiasme. Kan det mon skyldes, at de var afhængige af en skarp - men kunstigt opbygget - skelnen mellem "rask" og "syg" som en legitimering af deres medicinske virke? Kunstverdenen byggede ikke på sådanne former for skelnen, da den ikke havde nogen betydning for kunsten som sådan.

Der kan imidlertid siges meget om den umiddelbare lighed mellem mange af de værker, der kan ses i bogen og i Prinzhorns berømte samling af 6000 eksemplarer af patienters kunst i The University of Heidelberg Psychiatric Clinic, og den udvikling af nye kunstformer, der prægede tiden. At mange af Prinzhorns eksempler på syges kunst lige så godt kunne være skabt af etablerede navne inden for kunstverdenen er der nemlig ikke nogen tvivl om. På samme måde kan man eksperimentere lidt med et synsvinkelskift på Van Gogh og hans maleri: er dette udtryk for en malers/kunstners neutralt diagnosticerede genialitet, eller er det et sygt produkt af en syg hjerne? Hitler hadede denne form for malerier og så dem som "degenereret kunst", og jeg mener at have læst, at han netop brugte "Starry Night" som et eksempel på "degenereret kunst", sikker er jeg dog ikke, men jeg ved, at et andet af hans malerier ironisk nok blev reddet på grund af nazisternes had til det.

Dette selvportræt af Van Gogh, der oprindelig var en gave til Paul Gauguin, blev doneret til Neue Staatsgalerie i München i 1919, men kun 20 år senere blev billedet udsat for en nazistisk vurdering, der førte til, at det i 1937/1938 blev fjernet af museet og solgt til Maurice Wertheim, der bragte maleriet til Harvard Art Museums. Sjovt nok, kan man sige, overlevede billedet, fordi det blev fjernet som "degenereret". På et tidspunkt lukkede Neue Staatsgalerie nemlig, og dets billeder blev sendt til "sikre" steder uden for München, der netop ikke i realiteten var sikre, sådan at mange kunstværker blev ødelagt.