Boobytrap: Spøgelset, der blev forfatter

Hu-hej, hvor det går!!! Og så er dette spøgelse nok ikke engang kaldt op af graven, men er kommet helt af sig selv - eller er bare aldrig forsvundet. Andre - og bl.a. Patience Worth - blev møjsommeligt kaldt tilbage til livet af en på det tidspunkt stadig levende husmor fra St. Louis, nemlig Pearl Curran (1883-1937). Hun havde ellers forsøgt sig uden resultat med et Ouija-bræt i lang tid, men så pludselig den 8. juli 1913 skete der noget: den for længst afdøde Patience Worth dukkede op og meddelte sig til Pearl Curran gennem Ouija-brættet. Det viste sig, at denne afdøde dame var fuld af gejst, for hun snakede og snakkede sig til et helt forfatterskab .....

Et sådant bræt blev brugt af mange, der ønskede at kommunikere med åndeverdenen. Man sætter sig nogle stykker ved brættet, der er forsynet med bogstaver og tal, med fingerspidserne hvilende let på et "pege-instrument", der angiveligt får overnaturlig kraft fra de døde gennem de levendes samlede energi. Pludselig bevæger pege-instrumentet sig og staver budskaber fra det hinsides - eller rettere sagt, det er teorien om det, der sker.

Pearl Curran var en pæn, borgerlig dame

Et patent for et Ouija-bræt gjorde måske også, at det blev taget alvorligt som et hjælpemiddel i en tid, hvor seancer og den slags var mægtig populære. Det vrimlede med spøgelser og spøgelses-jægere, der gjorde alt muligt for at få kontakt med det, de forstod ved åndeverdenen.

Her kaldes brættet for et "toy", hvilket betyder "legetøj", men for mange var det dødsens alvor, og de gik op i det med liv og sjæl. En af disse var altså Pearl Curran, men hun var ikke ene om sin store interesse.

En anden, der hævdede at have kanaliseret litterære værker af en afdød, var Albert Houghton Pratt. Han påstod, at han kommunikerede med den velkendte, afdøde forfatter William Sydney Porter, der var kendt under navnet O. Henry. Hvordan i alverden kunne det gå til, at denne berømte novelleforfatter, der var død i 1910, pludselig kunne udgive en samling nye noveller i 1919???? Ifølge William Sidney Porter var det hele kommet til ham gennem Ouija-brættet. Afdøde O. Henry havde nærmest overbebyrdet ham og de venner, han samledes med om det mystiske bræt, med sine litterære historier, rettelser, osv., osv..

Efter hvad Pearl Curran oplyste, så havde puritaneren Patience Worth levet for ca. 250 år siden, men var åbenbart død uden at have fået afløb for sin skrivetrang. Nu lod hun det til gengæld regne med romaner, noveller, digte og religiøse skrifter på sit villige medium, Pearl Curran, der også fik det udgivet. I O. Henry-tilfældet havde der rejst sig kritiske røster, fordi den døde ikke skrev helt som den levende. Sært nok, kan man sige, blev Patricia Worth-skriverierne til gengæld accepteret for det, de angiveligt var: en død kvindes forfatterskab fra den anden side af graven. Hendes værker blev optaget i hæderkronede tidsskrifter, og hun blev rost for sin skrivestil. Noget, der måske også hang sammen med begyndelsen af 1900-tallets fornyede interesse for kolonitiden. Kvindelige forfattere fra det 1700de århundrede som f.eks. Anne Bradstreet og Mary Rowlandson var i forvejen hædrede for deres værker, så denne nye skribent blev bare budt velkommen.

Patience Worth fik i hvert fald nyt liv, men jeg har nu aldrig set en angivelse af, hvor hendes grav befinder sig. Hvis hun var et spøgelse og altså eksisterede engang, så burde der være biografisk materiale, men det er jeg i hvert fald aldrig stødt på det. At hendes personlighed virker helt anderledes end Pearl Currans er forvirrende, men hvor meget har en pæn, borgerlig dame som hende ikke måttet holde inde, fordi hun ikke kunne tillade sig at støde an? Som Patience kunne hun sige og gøre ting, hun ikke kunne som Pearl, og det har måske været befriende for hende.

Hvordan skal man forstå dette mærkelige forfatterskab? Var det snyd og bedrag? Måske ikke bevidst, for Pearl Curran troede tilsyneladende på det, hun gjorde og den hjælp, hun mente at give den afdøde. I O. Henry-tilfældet var der masser af biografisk materiale, men tvivlen opstod, når man sammenlignede den døde og den levendes skrivestil. Pratt hævdede, at det skyldtes forskellen på de levendes og de dødes verden og, at "en leopard kan skifte pletter". Dvs. han kom med en "forklaring", der ikke forklarede noget som helst. Hvordan man end vender og drejer sagen, så er der altså tale om nogle besynderlige forfatterskaber, der nok burde skifte fra afdøde-navne til medium-navne, for det var trods alt medierne, der nedskrev værkerne og fik dem udgivet.