Else Blankenhorn (1873-1920) var en smuk og forfinet dame fra det højere, tyske borgerskab. Som barn og ung havde hun fået undervisning i musik, kunst og sang, men som 26-årig mistede hun pludselig stemmen. Mange af de mellemliggende år havde hun været patient på det schweisiske hospital for sindslidende, Bellevue. Hvad man end kan sige om hendes sygdom(-me), så var hun tydeligvis det, man kan kalde "en sart plante".
Hun led af neurasteni og viste desuden tidligt tegn på mentale problemer, - eller sådan blev nogle af hendes symptomer tolket. Man talte både om "hypokondri" og noget, som nogle anså for symptomer på skizzofreni. Et af disse symptomer bestod i hendes påstande om at være gift med den tyske kejser, Wilhelm II, hvilket hun selvfølgelig ikke var.
Under sin indlæggelse på Bellevue malede hun på livet løs, men forsøgte at holde sine kunstværker skjult for omverdenen. Den gik dog ikke, for andre fattede interesse for dem, bl.a. maleren Ernst Ludwig Kirchner og psykiateren Hans Prinzhorn, hvis samling af psykiatriske patienters kunst er ret enestående. Også Else Blankenhorns malerier, etc. havnede i Prinzhorns samling, men samtidig har hun status som en "rigtig, ægte ekspressionistisk, tysk kunstner".
Der foregik meget i hende, men det meste må have været ret kaotisk eller har konstant svinget fra sex-fiksering til religiøse drømmerier.
At hun både figurerer som sindslidende og som en anerkendt maler er faktisk ret tankevækkende, men man kan anlægge mange forskellige
synsvinkler på sagen. En af dem er samfundets indretning samt kvinders
liv og vilkår i tiden. Var Else Blankenhorn "tosset", eller dækker den ene af hendes diagnoser, nemlig "hypokondri", over samfundets indstilling til kvinder, der ikke lod sig nøje med "Kirche, Küche, Kinder", men ønskede noget mere som netop kunstnerisk og ideologisk skaben? Eller sagt på en anden måde: blev hun syg, fordi hun ikke kunne finde sin plads i samfundet?
Var det måske ikke et udtryk for de sygdomme i sind og krop, hun blev tilskrevet, men hendes fastlåste samfundsstilling, der gjorde, at hun tabte stemmen? Der er helt afgjort en forbindelse mellem det at kunne gøre sig hørt, at kunne beskrive, hvad og hvem man er, og så ordet, man bliver berøvet.
En anden kunstnerisk mentalpatient var Katharina Detzel (1872-1941), der også indgår i Prinzhorns kunstsamling, bl.a. med denne flotte "mande-dukke", som hun lavede af materiale fra sin seng. Hun dansede bl.a. med dukken, og siden den er udstyret med mandlige kønsorganer, kan man mistænke, at den også indgik i hendes erotiske fantasier. Denne kvinde, der blev indlagt på mistanke om galskab i 1907, havde inden da udvist voldsomme, samfundsomstyrtende oprørstendenser, som samtiden afgjort ikke har kunnet lide. Bl.a. bombede hun en jernbanelinje og udførte aborter. Alt i hende lader til at have skreget på frihed, for hun kæmpede konstant imod indlæggelsen og forsøgte flere gange at flygte. Hun lavede figurer - bl.a. modeller af nøgler - ud af træ og dej. Når hun blev udspurgt af lægerne, pointerede hun, at hun snart selv ville blive som den dukke, hun havde skabt, hvis ikke hun blev sat fri, nemlig livløs og slap. I sin vedholdende kamp imod systemet i og uden for hospitalet lagde hun planer om at oprette et hjem for børn, der havde brug for det. Desuden skrev hun et skuespil med titlen "The extramarital child or the child bed of righteousness". Ud over det skrev hun en pamflet imod prostitution, så hun var ikke bare kunstnerisk begavet, men også en levende, engageret, politisk og samfundsbevidst kvinde. At hun formentlig endte med at blive myrdet af nazisterne i deres euthannasi-program, er meget sørgeligt, også fordi hun på det tidspunkt var undsluppet hospitalet, men så blev fanget, fordi hun havde begået tyveri og bedrageri - sandsynligvis fordi hun savnende alle andre muligheder for at overleve økonomisk.
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar