Det vi ser her er et perfekt øjeblik i en lykkelig mands liv. Han ligner en, der har oplevet den slags før, ja, måske mange gange, og derfor hviler han trygt i øjeblikket, helt tilfreds med at være, hvor han er, og være den, han er. Heldige fyr, for på en måde har han fundet livets mening, der ifølge diverse vismænd netop er en tilstand uden snirkler og snørkler, men bare en fuldstændig tilstedeværelse i NU'et ....
Hvis det NU, man er havnet i, er noget møg, så er det selvfølgelig ikke så godt. Fyren med blomsten oplever da også kun et lykke-øjeblik, fordi han ikke har de samme bekymringer som de andre. Staklen, der går rundt i en konstant tordensky, skal vist opleve et mirakel for at kunne lægge den bag sig. Hans "øjeblik" får ham sikkert til at tvivle på livets mening, for det kan da umuligt være dette vedvarende ubehag, eller hva'? Tjah, dér kommer skæbnen jo ind i billedet, for den pådutter os en lykke af en slags og tolker, hvori den består, hvis man da ikke hører til dem, der gør den slags selv, og som ser optimistisk på ALT. Noget, der ofte kun sker, fordi disse mennesker lever mere i en utopisk fremtid, hvor alt vil lykkes, end i en realistisk nutid. Kort sagt, de drømmer ....
Ja, men der er jo altså også dage, der er alt andet end perfekte, nemlig fordi de byder på modgang, smerter og uforudsete begivenheder, der truer ens tilværelse, fremtid og hele livsstil.
Og hvordan skal dette så tolkes? "Slip snoren og svæv ved egen kraft" eller "hun var fortabt, fordi hun mistede grebet"? Begge tolkninger er logiske set ud fra billedet, men kun den ene er behagelig og derfor noget at stræbe efter. At miste grebet kan betyde alt lige fra at gå konkurs, blive smidt ud af sin bolig, tabe en formue, eller blive vraget af kæresten til at "stille træskoene", som man siger. Det kan dog også betyde, at man endelig fik lagt ens alt for stramme styre af sig og levede på en mere umiddelbar måde.
Det med at stille træskoene er noget, de færreste af os kan lide at tænke på, selv om døden som livets punktum i virkeligheden kan siges at være livets mening. Mennesker ønsker imidlertid at leve og gerne "fuldt ud". Sagen er bare den, at ligegyldigt hvordan vi end vender og drejer det, så er døden det uundgåelige facit for ethvert liv, menneskeligt, dyrisk eller botanisk. Om dette liv har haft mening afhænger ene og alene af individets personlige tolkning. Den, der levede dette specielle liv, tolker det måske helt anderledes end tilskueren, der gyser ved synet. Begge har deres værdinormer, som de går ud fra, og det er dem, der afgør, om dette specielle liv havde mening. Facit er altså, at livet har mening, hvis man giver det mening ved at udnævne det, man kommer ud for som noget, der var "umagen værd", det bedste, OK eller noget møg. Livet i sig selv uden en sådan individuel tolkning tror jeg ikke meget på, for her gælder det objektive skøn bare ikke ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar