Rejse-"narkomani"

 

Man må sige, at den østrigske købmandsdatter Ida Laura Pfeiffer (1797–1858) var en dame med ild i rumpetten, for hun havde slet ikke tid til at sidde stille og brodere som de andre borger-døtre. Næh, hun rejste og rejste, tilmed i embeds medfør, da hendes rejser var videnskabelige ekspeditioner, som hun senere beskrev i sine udgivelser. Flere af disse blev tilmed oversat til forskellige sprog. En så berejst dame burde have været selvskreven til at blive medlem af "The Royal Geographical Society" i London, men nej, den gik ikke, da de først optog kvinder indtil 1913, dvs. længe efter hendes død. Til gengæld var hun optaget i geografiske foreninger i både Berlin og Paris. Hendes første lange rejse var til Palæstina og Ægypten og fandt sted i hendes barndom. Som voksen tilbagelagde hun ialt 32.000 kilometer på land og 240.000 kilometer til søs, og det omfatter bl.a. to rejser verden rundt, nemlig i 1846 og 1855.

Bogen "Journey to Iceland - And Travels in Sweden and Norway" blev udgivet på engelsk i 1852. Den gav et meget positivt billede af Danmark som et land, hvor man tager sig af de fattige, og hvor der ikke var tiggere på gaden, sådan som det var tilfældet med mange andre europæiske lande. 

Det kan være svært at forestille sig et liv som hendes, da så mange andre kvinder fra denne tidsalder levede helt anderledes liv. En ting er, at hun allerede som barn manifesterede sin afsky for de almindelige kvindelige sysler som broderi og klaverspil ved at skære sig i fingrene, så de ikke kunne bruges til den slags. Også på andre måder demonstrerede hun en voldsom modstand imod den gængse feminisering, som man forsøgte at påtvinge hende på samme måde som hendes kønsfæller. En af de ting, hun som kvinde blev nødt til, var at gifte sig, så familien var sikker på, at hun kunne blive forsørget. I maj 1820 indgik hun et arrangeret ægteskab med den 24 år ældre, ukrainske advokat Mark Anton Pfeiffer, dette par fik to sønner og en datter, der imidlertid døde kort efter fødslen, inden de blev uofficielt separeret i slutningen af 1820'erne. Blandt problemerne i ægteskabet var økonomien nok det værste, men Ida Lauras arv efter hendes mor, som hun investerede på kløgtig vis, gav hende lidt luft under vingerne.

Og så var der hendes bøger, der vel fortjener betegnelsen "bestsellere", selv om det er et nyere begreb. Også de hjalp hende med at financiere nye rejser. Noget, der også lettede vejen for hende, var hendes alder: som midaldrende og ældre kunne hun uhindret gøre ting, hun ikke havde kunnet som ung, fordi det blev anset for "upassende". Man kan sige, at hendes alder samt fremadskridende skrøbelighed gav hende en form for immunitet, også blandt mennesker, der havde lidt under hvide erobreres grusomheder.

Hun kaldte sig selv gammel, grim og fattig og tog ikke megen notits af sit ydre eller det indtryk, hun gav, heller ikke i mandsdominerede samfund i Østen. Faktisk lader det til, at hun efterhånden fik blik for undertrykkende kønsroller både i og uden for Europa. Undervejs på en af sine rejser blev hun også opmærksom på sociale uretfærdigheder som sådan, og hun kom bl.a. med skarpsindige betragtninger om slavernes forhold rundt omkring i verden. Noget, det også havde forarget hende, var den måde, indianerne blev behandlet i USA, bl.a. af guldjægere, som hun ikke havde meget til overs for: "... to this desert men voluntarily banish themselves for the chance of finding a lump of gold! What must a place be, if it had but this attraction, to keep off the avaricious whites?" Indianerne kunne hun lide og forsvarede det, de hvide så som feje overgreb på flokken af ikke-indianske indtrængere: "They understand no work but basket plaiting. In this art, however, they have attained to great perfection; they know how to make their baskets perfectly watertight, and manage even to boil their fish in them."

På det, der blev hendes sidste rejse, kom hun dog i klemme mellem lokalbefolkningen og fremmede invaderende styrker på grund af sin hudfarve. Dette skete i Madagascar i 1857, hvor franskmændene forsøgte at erobre magten i kongedømmet, hvis regent var den barske dronning Ranavalona I. Ida Laura var jo altså østriger og ikke fransk, men samtidig var hun jo altså hvid ligesom franskmændene, så hun blev mistænkt for spionage. For ikke at blive smidt i fængsel måtte hun flygte, og det foregik gennem en tæt og sygdoms-befængt jungel, der gjorde hende meget syg, og som endte med at tage livet af hende. Typisk for hende lå hun ellers på det, der blev hendes dødsleje, og planlagde en storslået rejse til Australien, men det nåede hun altså ikke.

Adams, William Henry Davenport. Celebrated Women Travellers of the Nineteenth Century. 9th ed. London: W.S. Sonnenschein, 1906

 

Wikipedia