mandag den 22. marts 2021

Mariamne og Kong Herodes

 

John William Waterhouse

Mariamne er nok glemt for endnu mere spektakulære, bibelske damer, men hun var faktisk en meget vigtig person i sin tid. Hendes eksistens havde nærmest symbolsk værdi for samtiden, dvs. på tiden for Jesu fødsel, for hun var en hasmonæisk prinsesse, hvilket betød, at hun tilhørte det oprindelige herskende dynasti. En så fornem dame var lige noget for opkomlingen Herodes den Store (ca. 73 f.Kr.-4.f.Kr.), der søgte legitimitet for den status som Judæas konge, de romerske erobrere havde tildelt ham. 

 

Mariamne med fin, græsk profil

Herodes' kongeværdighed var altså noget, han var blevet udnævnt til af landets romerske betvingere og ikke noget, han havde opnået gennem en ordinær kongelig arvefølge. Den jødiske historiker Josefus har skrevet flere bøger om ham, og det er bl.a. gennem hans skrifter vi får ham præsenteret som en skrækkelig tyran.

Måske han er bedst kendt som kongen, der fik alle drengebørn af en vis alder dræbt, fordi han frygtede at et af dem kunne være den Messias, diverse forudsigelser havde fortalt om, men han lavede meget andet, der understøtter hans rygte som grusom. Han byggede forskellige imponerende bygninger som f.eks. borgen Masada, en havn samt et par paladser, men det er ikke dem, han huskes for. Næh, det er hans både indirekte og direkte betydning for Jesu historie samt hans grusomme behandling af sin kone Mariamne, hendes bror og sønner. Det sidste skyldes, at han var besat af hende og hendes skønhed, men også hans paranoia på grund af sin manglende legale kongemagt. Hun var så langt fornemmere end ham, og det huede ham ikke, samtidig med at det var en af grundene til, at han havde ønsket at ægte hende.

Herodes fik fire børn med Mariamne, to sønner og to døtre, men der var splid mellem ægtefællerne, fordi hun ønskede at fremme sin blot 18-årige brors status ved at få ham udnævnt til ypperstepræst. At han blev myrdet et halvt år efter udnævnelsen fik Mariamnes mor, Alexandra, til at bede den ægyptiske dronning Kleopatra om hjælp, og hun på sin side appellerede til sin elsker, Markus Antonius. Da Herodes tog til Rom for at forhandle med Markus Antonius, overlod han Mariamne i sin onkel Josephs varetægt, hvilket var med til at skabe det kaos, der herskede i hans husholdning, da han vendte tilbage igen. Han mente f.eks., at hans onkel havde haft et forhold til hans kone, medens han var væk, og lod ham henrette. I første omgang skete der dog ikke noget med Mariamne, bortset fra at hun blev forhørt. Sagen udviklede sig dog mere og mere, idet hun blev adskilt fra sine to sønner, og der blev givet ordre om at dræbe hende og hendes mor, hvis Herodes selv skulle omkomme. Sagen var nok den, at han frygtede hendes skønhed ville drage nye bejlere til, og han kunne bare ikke udholde tanken om hende med en anden mand.

Mariamne (døde 29 f.Kr.) blev, ligesom sin bror, Aristobulos, anset for en stor skønhed

Efter at Mariamne fandt ud af hans planer om at lade hende dræbe, hvis han døde, blev hun kold over for ham og nægtede f.eks. at gå i seng med ham. Herodes intrigante søster, Salome (: ikke hende med Johannes Døberens hoved på et fad!!), samt forskellige andre ved hans hof præparerede ham med falske anklager imod Mariamne. Bl.a. påstod de, at hun planlagde at forgive ham. Alle disse ubehageligheder var for meget for opkomlingen Herodes, der gav ordre om at henrette Mariamne, selv om han var og blev vild med hende og sørgede dybt efter hendes død. Senere fik han også tre af sine sønner, Alexander, Aristobulos og Antipater henrettet, fordi han mente at de konspirerede imod ham. To af disse sønner havde han med Mariamne. 

Kong Herodes var en vigtig historisk skikkelse for sin tilknytning til Jesu historie gennem barnemordene. Mariamnes mand, Herodes den Store, er dog ikke den samme som ham, der forhørte Jesus, men hans søn, Herodes Antipas. Det var ham, der lod både Johannes Døberen henrette og forhørte Jesus, inden Pontius Pilatus dømte ham til korsfæstelse.

Det vakte forståeligt nok stor interesse, da Herodes den Stores forsvundne grav blev opdaget. Ingen anede, hvor den var, men den blev altså fundet. Noget af det, der har interesseret forskerne, er årsagen til Herodes' død.

Ikke bare Pär Lagerkvist har ladet sig inspirere af forholdet mellem Mariamne og Herodes, men også Kaj Munk. Hans skuespil "En idealist" handler således om de to og deres mangfoldige vanskeligheder.

 

https://www.chabad.org/library/article_cdo/aid/112064/jewish/Mariamne.htm 

 

Wikipedia

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar