Betragtninger om ens "sande jeg"

Tankeeksperiment = hvem er man EGENTLIG?????? Man ser sig i spejlet og genkender formentlig det billede, man finder dér, men hvad nu hvis man fik lov til at skifte krop og gik fra en krops-type til en anden? Det sker jo for folk, der taber sig meget, eller som tager virkelig meget på, og jeg har læst interviews med nogle, der siger, at de ikke altid formår at identificere sig med deres nye "jeg". De føler simpelthen ikke, at det er "dem".

Vi andre kan se, at det har pyntet enormt meget, og han er selv stolt af vægttabet, men netop den slags mennesker kan alligevel få svært ved at se "sit nye jeg" som "sig selv". Det med at være "sig selv" bygger dog åbenbart mest på de moralske og karaktermæssige egenskaber, vi tillægger os selv. Folk som f.eks. Hitler har ikke set sig selv som onde, men snarere som insigtsfulde idealister. For en massemorder er vilde, ækle handlinger ikke uforståelige. Nogle som f.eks. John Wayne Gacy sætter dem ligefrem ind i en personlig moralkodeks, hvor modbydelige mord bliver til "oprydning" og en form for "byforskønnelse". At klæde sig ud og lokke børn og unge med en uhyggelig klovneforklædning var "afslappende", ikke snyd og bedrageri.

Han bliver regnet for en af de værste seriemordere i USA, hvor det ellers vrimler med folk, der myrder masser af mennesker uden at fortrække en mine. Nogle af dem forstår ikke engang andres forargelse og forfærdelse, for i deres hoved er det, de gør, ikke unormalt. Man kan se, at de er lige så meget "sig selv" som os, der ikke myrder og torturerer vore medmennesker. Ergo: det "sande jeg" kan være en total vildfarelse for den enkelte, for det flyder, hvor man normalt ser det som et fast fundament for den enkelte.

Vi er, hvad vi ser i spejlet + alt muligt andet ud over det. At finde den rette nøgle til det enkelte menneskes sande identitet er nok slet ikke muligt. For det første ændrer man sig med alderen, efter at skavanker og sygdomme er begyndt at slå hårdere, for det andet er personligheden afhængig af en hukommelse, der ikke altid holder trop med de år, der går. Det med årene betyder i hvert fald, at man er en anden som 87-årig end som 8, 18 eller 48-årig. Cellerne i ens krop er blevet fornyet flere gange, og den, man blev født som, eksisterer ikke længere i biologisk forstand.

Hvis man spørger nogen om, hvem og hvordan de er, så vil de formentlig fortælle om deres interesser, hobbyer og overbevisninger. Som før sagt, så anser de som regel sig selv for "gode mennesker", hvad enten de hedder Hitler eller Gacy: det, de er og står for, er pr. definition "godt", for det er jo dem ..... For mig at se er ideen om "det sande jeg" en illusion på det dybere plan, men ikke nødvendigvis på det mere overfladiske niveau, der bygger på sådan noget som udseende og trivielle, men personlige oplevelser.