Betragninger: kunne visse mentale sygdomme være selvforsvarsmekanismer?

Hvad er "normaltilstanden" for et menneske? Er det den evige og uudslukkelige glæde samt en total tillid til fremtiden, eller er det normalt med hele spektret af følelsesnuancer, hvor man veksler mellem glæde og sorgtilstande? Og hvad med alt, hvad der tangerer mentale sygdomme? Måske er det, vi diagnosticerer som f.eks. "depression" eller "ængstelse" i virkeligheden tilstande, der kan være en del af en genetisk udvikling gennem mange generationer, hvor de fungerede som meget fintmærkende psykiske forsvarsmekanismer? Selv sådan noget som skizzofreni kan være opstået i  mildere former for at være til gavn for os i visse situationer. Alt er muligt, siger man jo, og opbrydningen af det mentale sygdoms-billede kan føre til nye landvindinger mht. definitioner og valg eller fravalg af behandlinger. Følelser er jo ikke i sig selv sygdomme, og der kan være masser af gode grunde til at være "nede", og de bør respekteres.

Det at forstå andre menneskers følelser kræver, at man forstår individet som individ, og det kniber det nok med mange steder i vort samfund, ikke mindst inden for medicinen. At "være i øjeblikket" ses som et ideal, men hvad nu hvis det øjeblik er noget møg? Skal denne vurdering så anerkendes af andre, før den, der oplever møget, har ret til at definere det som det, det er for ham/hende? Det siges, at man nu engang ikke kan bedømme andres liv, før man har vandret et godt stykke tid i deres sko, hvilket jeg helt kan tilslutte mig. At synke hen i noget, der bliver bedømt af andre som "depression", kan være det, der redder en fra endnu værre ting, fordi man havde brug for netop denne form for selvfordybelse. 

"Hun/han smilte altid, og ALLE kunne lide ham/hende" er en kliché, som man ofte hører i forbindelse med særligt elskede og/eller charmerende personers død. Det evige smil er imidlertid efter min mening meget ofte en forsvarsmekanisme, der udtrykker den smilende persons ønske om afstand samt fred og ro for påtrængende individers krævende spørgsmål. "Hvorfor er du så sur?" er en standard-replik fra visse fyre, der jagter dem, der ikke er interesserede i dem, og man skal ikke lade sig tvinge til at stikke i et afvæbnende smil/grin. Ingen skylder andre evig glæde og munterhed, og ingen har ret til at forvente det af deres medmennesker. 

Snakken om det evige smil fik mig til at tænke på Ted Bundy i retten. Alle har sagt, at han var så enormt charmerende, og at han altid smilte, hvilket blev set som en del af charmen. Efter at have set videoer med ham i retten, vil jeg mene, at han har et mekanisk smil, fordi det har han lært virker afvæbnende. Charmen opfatter jeg også som mekanisk, noget, han skruer på, når der er brug for den.

Det er nemt at kalde sådan én som Bundy  "mentalt syg", for det må han jo have været, ikke? Jeg mener, at når vi siger det, så undskylder vi handlinger, der ikke kan undskyldes. Vi har behov for at se ham - uhyret!!! - som en forstyrret, men charmerende og smilende fyr, der er på vildveje, "fordi han ikke kan gøre for det". En psykiatrisk diagnose hjælper ikke ham, men os, for vi ønsker at se hans onde handlinger som sygdom. Flere mordere har da også påberåbt sig sindssyge, og det er sikkert lykkedes for flere, end det burde, at få diagnosen, der på et vist plan undskylder dem og deres handlinger. Kan man jonglere sådan med disse egenskaber, så tror jeg, vi bør kigge lidt mere på visse reflekser hos os selv, der gør, at vi kan lide det evige smil, solskinshumøret og uden videre stiller krav om at se det hos vore medmennesker.

 

 

Randolph Nesse: "Good Reasons for Bad Feelings: Insights from the Frontier of Evolutionary Psychiatry", 2019