søndag den 21. marts 2021

Grave og deres beskyttelse

Tre personer, der graver midt om natten i skæret fra en medbragt lygte, hvad kan de dog have gang i? De er tydeligvis ikke ude i et lovligt ærinde, for så foregik grave-arbejdet jo nok i dagslys, så hvad laver de? 

Tjah, der kan være mange grunde til, at man graver i jorden. En af dem er, at man ønsker at skaffe friske lig til medicinstuderende - eller til seksuelle formål - så hvis dette grave-arbejde foregår på en kirkegård, så kan man mistænke noget i den stil. For bare et par århundreder siden var det noget, folk frygtede at blive offer for. Når man var død, så ville man helst blive i den grav, man - eller ens familie - havde købt og betalt for. Man ville aldeles ikke dissekeres af en medicinstuderende eller blive forvandlet til sex-legetøj. (Det sidste er man nok mere bange for i dag end dengang, for vi kender til en Ed Gein eller Anatoly Moskvin og flere andre med lignende lyster).

Man opfandt alle mulige himstregimser for at beskytte ligene. Nogle af disse opfindelser tjente også til at beskytte de levende imod de døde, som man mistænkte for at være vampyrer. Gravrøvere kunne stjæle ligene, og ligene kunne også selv være farlige, fordi nogle af dem angiveligt kunne forlade deres grave ved egen kraft. 

Kirkegårdsgeværer var rettet imod de slyngler, der stjal lig til skumle projekter. Der var forskellige typer, hvoraf nogle var udstyret med halsbånd, der blev sat på den afdøde. Når røverne rørte ved ham/hende, skød geværerne.


Sådan et fint udstyr var selvfølgelig kun noget for rige mennesker. Fattige havde ikke disse muligheder for at beskytte sig selv eller deres kære efter døden. Det er også tydeligt, at der er forskel på, hvor avanceret - og dermed hvor dyrt - udstyret var.


Noget er så udspekuleret, at det ikke er nemt at se, HVORDAN det virkede. Det gælder f.eks. "kiste-torpedoen". 

Desuden var der jo det med "skindøde", der blev begravet levende. Netop det var manges skræk og rædsel samt baggrunden for mange forskellige opfindelser, for disse personer skulle selvfølgelig beskyttes på en ganske speciel måde, så de kunne blive reddet, inden de virkelig omkom.

Det, man mente var et lig, blev udstyret med klokker, snoretræk til noget, der lavede støj og dermed kunne bevise for omgivelserne, at der var sket en fejl, og at han/hun slet ikke var død. Der var mange af den slags opfindelser, og "sikkerheds-kisten" var bare en af dem.

Livet som lig var fuldt af farer fra både den ene og den anden kant. Noget, der selvfølgelig hang sammen med det levede livs mange farer. Man var ikke sluppet for dem, bare fordi man var død. Det gælder faktisk stadig, for også i vore dage er der gravrøvere, for det meste dog af en anden art.

Berømtheder kan aldrig vide sig sikre, om så de ligger gemt i en grav. F.eks. blev Charlie Chaplin kidnappet som lig.


 

https://99percentinvisible.org/article/grave-guns-coffin-torpedoes-vintage-defenses-aimed-foil-grave-robbers/

 

https://www.berlingske.dk/internationalt/virtuel-obduktion-opdagede-5.500-aar-gammelt-mord 

 

 




 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



 

 

 

 


 

 

 

 


 

 

 

 

 









 













 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar