Manden med vasketøjet

 

Susanne Carno ser rigtig trist og ulykkelig ud på dette billede, men jeg tvivler på, at det skyldes anger over det, hun har gjort imod sin mand, Richard Carno, eller sorg over at have mistet ham. Det ville nemlig ligne hende dårligt at tænke på andre end sig selv, og set fra hendes synspunkt var en død Richard bedre end en levende - i hvert fald mere indbringende .... 

De virkede ellers glade for hinanden og for deres sammenbragte børn, men det var spil for galleriet for hendes vedkommende. Susanne havde formentlig tidligt i forholdet besluttet sig for at myrde Richard, så hun kunne indkassere de store livsforsikringer, hun havde tegnet på ham. Noget, der var sket blot fem måneder før, han blev fundet tæt på en trailer-park, siddende død i sin Ford Escort i januar 2002, kvalt til døde i plastik. Hvad han lavede dér var der tilsyneladende ingen, der vidste, men Susanne havde i hvert fald meldt ham savnet, da han ikke mødte på sit arbejde. Det gjorde han ellers altid, for han var en meget flittig og ansvarsbevidst mand, der kom til tiden. Inden han blev fundet, hvor ingen (tilsyneladende) vidste, hvor han var, fik Susanne lejlighed til at lade sig interviewe i TV, hvor hun gav en dramatisk og vildt tårevædet fremstilling af sin sorg over, at han var væk. Tårerne sprøjtede, og hun var tilsyneladende helt opløst af sorg og bekymring.

 

Hun sagde også, at Richard ingen fjender havde, men at den eneste, der ikke kunne lide ham, var hendes bror John Ray. Grunden til hans modvilje var, at han havde set ham med vasketøj, hvilket efter hans mening var et indicium på, at han var bøsse, og dem kunne han altså ikke fordrage. Oplysningen blev særdeles interessant, da man fandt Richards lig ved en trailer-park, hvor hendes bror, John Ray, havde kontakter. Da liget var blevet fundet, trådte en ung mand frem som vidne imod John Ray, idet han fortalte, at han havde set Richard flygte gennem trailer-parken med bundne hænder og gaffa-tape i ansigtet, skarpt forfulgt af sin svoger. Hverken han eller de andre vidner, der efterhånden meldte sig, havde forsøgt at hjælpe den flygtende, sandsynligvis af angst for at gøre den voldelige bølle, John Ray, vred. Resultatet var så det tragiske, at Richard blev kvalt i bilen på grund af alt det plastik, han var viklet ind i. 

John Ray, Susannes bror

Efterhånden fandt politiet ud af, at Susanne havde hyret sin bror til at myrde Richard, så hun kunne få hans store livsforsikring udbetalt. At hendes enorme, tårevædede demonstration af sorg var spil for galleriet blev afsløret, da det viste sig, at hun havde taget timer i skuespil, og at hun især havde givet den som sørgende. Hun havde simpelthen øvet sig i at spille sørgende enke, fordi det kunne betale sig for hende, da det afledte mistanken fra hende! Det hjalp dog ikke, for hun - og hendes bror - blev idømt en livstidstraf. Efter at hun var blevet fængslet, trådte Richards mindreårige søn desuden frem med en anklage om seksuelt misbrug og forskellige andre former for overgreb. Det skaffede hende en ekstra dom på yderligere fire år!

https://www.monstersandcritics.com/tv/true-crime/susanne-carno-paid-her-brother-to-murder-husband-richard-carno/    

https://www.newsbreak.com/nevada/las-vegas/news/1547024008696/susanne-carno-paid-her-brother-to-murder-husband-richard-carno-so-she-could-pocket-the-life-insurance

https://www.theywillkill.com/patreon/bonus-episode-5-the-diabolical-murder-of-richard-carno

 

 

 

 

Gish Galloping gennem løgn og sandhed

 

Som jeg jo ikke har lagt skjul på, så er jeg mildt sagt ikke en T. Rump-fan. Efter min mening er han en løgner af de helt store, og det forarger mig, at der er nogen i hans hjemland, der tror på hans løgne og vilde postulater. Det sagt, så er næste skridt selvfølgelig at kigge nærmere på det, der er hans taktik i en diskussion: HVORDAN slipper han af sted med sin meget specielle debat-stil den ene gang efter den anden????

Sagde Joseph Goebbels selv dette, eller er det bare andres måde at forklare det, han gjorde? Det er jeg ikke helt sikker på, men det var i hvert fald den taktik, han brugte - og havde held med. Ingen kan fact-tjekke alt, hvis man overvældes af informationer, postulater og direkte løgne, og det faktum skaber grundlaget for den debat-form, der kaldes "gish galloping". Den bruges af plattenslagere som netop Goebbels, T. Rump og andre af samme støbning, og det eneste, man kan sætte op imod den, er X = der er ingen decideret formel på nyttige svar, og man bliver ofte kørt i sænk af folk, der bruger denne taktik, fordi man selv er et pænt og hæderligt menneske, der bruger ægte argumenter. 

Det er vigtigt at gøre sig klart, at dette er en diskussions-taktik og ikke bare et enkelt individs måde at føre sig frem på. Dvs. at taktikken kan videreføres, og at man kan møde den i mange forskellige sammenhæng. At den består af en grød af løgne, uvederhæftige påstande samt vilde overdrivelser eller underdrivelser gør den ekstra vanskelig at have med at gøre. Metoden bryder jo med alle regler for god diskussionsskik, og det forvirrende er, at den også kan blive brugt af folk, der ikke har et decideret dårligt ry. Det gør, at mange andre mennesker tror dem, fordi de på forhånd regner dem for hæderlige og ikke løgnagtige personer. Her tænker jeg bl.a. på religiøse eller politiske individer, der fremfører postulater som evige sandheder.

Spørgsmålet er, hvordan man standser malstrømmen af løgne og halvløgne, vilde argumenter, etc.. At tage argumenter eller påstande op er den rene død, så hvad gør man egentlig? Det lykkedes for Joe Biden, for han lukkede faktisk kæften på T. Rump, da denne kværnede løs under deres TV-diskussion, men hvordan?

Ja, dette er sikkert den eneste måde at lukke munden på en person, der gish galloperer helt vildt, sådan som T. Rump gjorde gang på gang under diskussionen, men de fleste pæne mennesker kvier sig ved at sige "hold kæft" til modstanderen for det stempler dem selv som uforskammede. Ikke desto mindre kan det være det eneste "argument", der virker i en gish gallop-diskussion.

En syndflod af løgne kan altså skylle et bjerg af sandheder væk, og aldrig så megen fact-tjekken kan standse den i øjeblikket. Først bagefter kan man bevise, at ens modstanders påstande var uden substans eller direkte vildledende, men det er ofte for sent. Skaden er sket, for de tilhørere, der lytter til begge sider og umiddelbart tror på begge, er blevet overvældet af løgne om ting, den ene part har sagt. Der opstår en Goebbels-situation, hvor løgnen forvandles til "sandhed" ....

Hvis man går ind i en diskussion, der omfatter hvert enkelt "argument" eller påstand, så har man altså tabt på forhånd. At hurtigt afsløre et par af postulaterne som løgne vil dog ofte tage luften ud af  hele svadaen, men det skal holde som ægte afsløringer for at virke. De fleste af dem, der går ind for en ærlig debat, vil dog sikkert have svært ved at begrænse sig til at angribe et par løgnagtige påstande, når nu der er så mange af dem, og det kan så føre til en diskussions-maveplasker, de ikke har fortjent .....

 

https://effectiviology.com/gish-gallop/ 

 

Wikipedia

Gåden om den navnløse mand uden ben

Gåder er til for at blive løst, men hvad nu hvis det viser sig umuligt? Folk gætter og gætter, researcher og researcher i over 100 år, men ingen har endnu kunnet løse mysteriet med den navnløse mand uden ben, der blev fundet i Nova Scotia den 8. september 1863. Hvem var han, hvordan havde han mistet sine ben, og hvor kom han fra??? Da han tilsyneladende kun kendte nogle ganske få ord af noget, der for nogle lød som italiensk, men kunne være noget helt andet, nyttede det ikke at spørge ham. Den, der fandt ham, var en 8-årig dreng, der ikke kunne fortælle andet, end at dér lå han foran ham på Sandy Cove-stranden, og at der var blodspor rundt omkring ham, men at der ikke var andre mennesker at se. Da den benløse mand blev spurgt om sit navn, mumlede han et eller andet utydeligt, der blev opfattet som "Jerome", hvilket man derfor kaldte ham, men uden at vide, om det var rigtigt. 

Lige siden "Jerome" blev fundet, har man spekuleret over ham og hans skæbne. Der har været utallige teorier om, hvem han var, og hvordan han mistede sine ben. At de var blevet amputeret af en sagkyndig var tydeligt, men hvor og af hvem? Nogle mente, at benene var blevet fjernet som en straf, og at han var en fornem mand, der havde forsøgt at tiltage sig mere magt, end hans ligemænd syntes om. Andre var overbevist om, at han var kommet til skade i en savmølle, medens der også var dem, der troede, at han var en sømand, der havde gjort oprør imod sin kaptajn. Straffen for dette var så amputationen af benene samt placeringen på stranden. Ind imellem er der stadig nogen, der kommer med en såkaldt "stensikker teori", der dog viser sig hverken at være sikker eller af sten, for den holder ikke.

Bedømt ud fra hans udseende og helbredstilstand iøvrigt skød man på, at han nok var født omkring 1830. Det eneste sikre var dog, at han døde den 15. april 1912, ca. 75 år gammel. Selv fortalte han ikke noget, men det skete dog, at han talte lidt med børn, der tilsyneladende var de eneste, han følte sig tryg sammen med. Da de også spurgte ham ud om, hvor han kom fra. havde han på et tidspunkt sagt noget, der lød som "Trieste", hvilket måske pegede på et oprindelsesland som Italien. Var det rigtigt, var han italiener? Ja, måske, men selv om folk har teorier om ham og hans nationalitet, så er der stadig ingen sikre beviser. Han var virkelig som et menneske, der var faldet ned fra månen. Begravet blev han dog, og han fik også en ganske flot sten ....

 

https://www.canadianmysteries.ca/sites/jerome/theories/estcejerome/3613en.html 

 

https://archive.macleans.ca/article/1954/9/15/the-mystery-of-jerome 

 

 

Sladder og Mae West

Jeg har altid godt kunnet lide Mae West. Hun var bramfri og fræk, hvilket er noget, jeg sætter stor pris på hos det såkaldt "svage køn". Mange af hendes velkendte vovede replikker var noget, hun selv fandt på, hvilket er noget, jeg tager hatten af for, ligesom jeg finder det imponerende, at hun ikke bare optrådte som skuespiller, men også som skuespil-forfatter.

Jeg kan altså godt lide hende, men her på det sidste har jeg dog tænkt tanker om hende, som jeg ikke havde, før jeg faldt over en omgang sladder, som jeg ærlig talt ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Ifølge denne sladder, der formentlig oprindelig stammer fra Raquel Welch, som hun spillede sammen med i filmen om et sex-skifte, nemlig "Myra Breckinridge", var hun i virkeligheden slet ikke en "hun", men en "han". Nu var forholdet mellem det gamle og det nye sex-symbol ikke særlig godt, så hvad Raquel end citeres for, så bør man afgjort tage det med et gran salt. Måske hun var ude på at genere det rivaliserende, men meget ældre publikumsidol? Selv om det kan have været bagvaskelse sidder man dog tilbage med en uregerlig nysgerrighed samt spørgsmålet: kan der have været noget om snakken????? Vi ved, at Mae West ofte snød med sin højde, men det er én ting, og at nogen snyder med hendes kønsidentitet er ligesom noget andet og mere alvorligt.

Sko, brugt af Mae West, når hun ville virke højere, men ikke altid .....

Hun havde stor succes, bl.a. i film fra 1930'erne og 1940'erne, men omkring 1943 begyndte hun at få juridiske problemer på grund af sin notorisk frække optræden, hvilket dog ikke slog hende ud. På et tidspunkt fik hun ligefrem en fængselsdom for at "korrumpere ungdommen" med sin evindelige uartighed. 

Hun skrev og medvirkede imidlertid i mange skuespil med vekslende succes, bl.a.: "Sex" (1926), "The Drag" (1927), "Pleasure Man" (1928), "Diamond Lil" (1928) og "Catherine Sas Great" (1944). Man kan sige, at hendes image var "fræk dame med kurver og rappe replikker". Sjovt nok var hun samtidig en ret privat person. Nogle af dem, hun var mest knyttet til, var lillesøsteren Beverly West og lillebroderen Jack West II.

Sidstnævnte er kommet til at spille en hovedrolle i sladderen omkring storesøster Mae, for der er dem, der underbygger Raquel Welch mistanker om et falsk køn med historier om et hemmeligt - og altså uofficielt - ID-skift. Jack døde angiveligt i 1964, men der er teorier om, at det i virkeligheden var Mae, der døde af et hjerteslag. På grund af diverse aborter var hendes underliv - ifølge  teorierne - så ilde tilredt, at lægen, der undersøgte hende efter døden, troede, at hun var en mand, og det gav familien ideen til et dristigt bedrageri: man begravede hende under hendes brors navn, idet han derefter overtog hendes identitet og videreførte hendes karriere som hende.

Ovennævnte dame er efter min mening utvivlsomt en ægte kvinde, dvs. stjernen Mae West. Andre billeder har en vis lighed med hende, som hun så ud tidligt i sin karriere, men på et tidspunkt synes ligheden at svinde, og på baggrund af Raquel Welch's teorier spørger man sig selv, om damen i nedenstående billede egentlig er den ægte vare, nemlig Mae West:

For mig at se ligner denne person samt billederne af Mae West som ældre mere Jack end hans søster, Mae, men det er ikke i sig selv et bevis på gyldigheden af den vilde teori om et ID-skift. Visse uklarheder om årstal og den slags, som der bare ikke må herske tvivl om, virker i hvert fald yderst mistænkelige på mig. 

Eftersom Mae ofte brugte en "stemme-forvrængning" og optrådte med en mørkere, mere sexet røst, der tangerer noget maskulint, er ikke engang hendes stemme en sikker angivelse af, hvem og hvad hun var. Hendes specielle rollevalg og scenepersonlighed var i forvejen så karikeret, at hun tilmed lignede en drag-skuespiller, hvilket også ville have været en hjælp ved et eventuelt svindelnummer.

Der skal mere til at overbevise den nysgerrige, men ikke særlig naive Mae-fan, og det mangler stort set, for nok er der en fysisk lighed mellem bror og søster, der kan have gjort det påståede bedrag muligt, men hvad med den ånd, som hendes skriverier viste? Måske Jack kunne illudere som hende på en scene eller foran et velvilligt filmkamera, men formåede han også at skrive som hende? I 1975 udgav hun "Sex, Health, and ESP" og "Pleasure Man" fra 1928. Hendes selvbiografi "Goodness Had Nothing to Do with It" fra 1959 blev senere opdateret og genudgivet.Ialt er der i dag 16 bøger af hende til salg.

Selv om Jack måske havde et ydre, der gjorde det muligt for ham at illudere som sin søster, så var ånden, sjælen eller personligheden jo ikke den samme. Historien om svindelnummeret er dog så skør og samtidig sjov, at det er svært ikke at lege med tanken om, at det kan være Jack, der er begravet som Mae i familie-mausolæet .....

West-familiens mausoleum med Maes navn øverst

Mae eller Jack West????

https://www.huffingtonpost.co.uk/2012/02/17/was-mae-west-a-man-raquel-welch-myra-breckinridge_n_1283981.html

 

https://forum.transgenderzone.com/viewtopic.php?t=2840#.YHcCKj9JHcs 

Wikipedia

 

Korsets tegn

Dette hælben med et søm igennem stammer fra en gammel grav, hvor der lå en korsfæstet mand, og det har fået stor betydning for en ny forståelse af, hvordan denne henrettelsesform egentlig foregik. Almindeligvis forestiller man sig korset stående på ét "ben", men mange eksperter af forskellig art hævder, at det vil være umuligt for et menneskelegeme at hænge sådan i flere timer, indtil døden endelig indtræffer. Tyngdeloven er ganske enkelt ikke på denne metodes side - så at sige ....

Jesus på korset - eller bare korset i ren form - er et yndet smykkemotiv, men giver det en korrekt information om, hvordan det egentlig foregik? Korsfæstelser med kors stående side om side eller enkeltvis er sandsynligvis korrekt nok, men så er der det med korsets form, der kan være helt forkert. I i virkeligheden har korsene måske/formentlig stået som et X med to "ben" i jorden og to "ben" frit oppe i luften. Hvis det er rigtigt - og det er der forskellige ting omkring tyngdeloven samt fundet af hælbenet, der tyder på, at det kan være - så er de gængse fremstillinger af Jesus på korset forkerte. Der var ikke tale om en art "T"-form, dvs. sådan, sådan som vi er vant til at se ham.

Han hang formentlig ikke sådan, da vægten af hans legeme ville belaste fastspigrede hænder for meget til at kunne holde. Det ser måske godt ud på billeder og smykker, men savner logik, så han hang højst sandsynligt sådan, nemlig på et "X":

Denne stilling holder ham i nogenlunde samme stilling som ved det, vi forstår ved et "kors", men tyngdeloven strækkes ikke ud over det logiske, for hér får kroppen flere støttepunkter. 

Det var især romerne, der benyttede sig af korsfæstelser som henrettelsesmetode, og metoden blev kun brugt på slaver og forbrydere af forskellig art, men ikke på romerske borgere. Den blev nemlig anset for så forfærdelig vanærende, at det var et brud på god tone bare at nævne den i dannet selskab. Også jøderne anså "dem, der hang på træ", for mindre ansete personer, hvad enten de var forbrydere eller ej. Når man tænker på, hvad korset og sådan noget som "korsets tegn" har betydet for vores verden op gennem århundrederne, så virker det sært, at man i dag ikke rigtig ved, hvordan denne brug af henrettelsesmetode foregik, men det hænger formentlig sammen med det pinlige dens i brug. Hælbenet fra den korsfæstede mand, hvis grav man fandt i 1968, har imidlertid sat et meget stort spørgsmålstegn ved vores opfattelse af korset med ét "ben" i jorden. Spigrene i hælbenet fra graven gør det nemlig klart, at ikke hænderne, men fødderne og benene var tyngdepunktet. Når man ikke har fundet flere lig af korsfæstede, så skyldes det forøvrigt, at de blev set som så vanærede, at de sædvanligvis blev smidt på møddingen, hvor de blev spist af hunde, rovfugle, etc. ....

 

https://jamestabor.com/crucifixion-that-most-wretched-of-deaths-what-do-we-know/ 

 

https://jamestabor.com/crucifixion-that-most-wretched-of-deaths-what-do-we-know/yochanan-heel-bone/ 

 

https://jamestabor.com/the-abba-cave-crucifixion-nails-and-the-last-hasmonean-king/ 

 

https://jamestabor.com/the-abba-cave-crucifixion-nails-and-the-last-hasmonean-king/ 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/korsf%C3%A6stelse-var-den-mest-grufulde-henrettelsesform

 

Kunst og forbrydelser

 

 Anders Zorn: Isabella Stewart Gardner i Venedig, 1894

 

Var hun en excentriker? Det var der mange, der mente om Isabella Stewart Gardner (1840-1924), men det er nu ikke det, der først og fremmest definerer hende, for hun markerede sig også som kunstsamler og museums-bygger. 

 

Hun var datter af en velhavende købmand, der støttede hendes interesse for kunst gennem undervisning, både i USA og i Europa. Hvis hun malede selv, så er det i hvert fald ikke kendt, men i løbet af sit liv mødte og omgikkes hun mange store kunstnere. I 1860 giftede hun sig med den ligeledes velhavende John Lowell "Jack" Gardner. De fik en søn, der imidlertid døde som 2-årig. Nogenlunde samtidig aborterede hun og fik at vide, at hun aldrig mere ville kunne blive gravid. Dette samt andre dødsfald i familien gjorde, at hun blev grebet af en dyb depression og trak sig fra alle. For at aflede hendes opmærksomhed fra alle ulykkerne tog hendes mand hende med ud på en langvarig rejse i Europa og Asien, og da de kom tilbage, havde hun fået nyt livsmod og blev den person, samtiden og eftertiden kendte hende som, nemlig excentrikeren, der samlede på kunst.

 

En berømt del af Isabella Stewart Gardner Museum i Boston: museets have

Isabella begyndte allerede i 1890'erne at planlægge og bygge det museum, hun havde talt om som helt ung pige. Hun havde set en samling renæissance-billeder i Italien og fandt den så smuk og interessant, at hun blev inspireret til selv at skabe noget lignende. Da hendes mand døde i 1898, var hun i fuld gang med byggeriet, der skulle huse hendes store samling af kunst. Ifølge sit testamente ønskede hun, at samlingen skulle bevares, som den var opstillet, og hvis der på en eller anden måde blev gjort indhug i den, så skulle alt sælges og pengene doneres som legater til Harvard. Hun havde dog næppe kunnet forestille sig, hvad der skete den 18. marts 1990, for da brød to personer, forklædt som politibetjente, ind i museet, bandt vagterne og forlod stedet med uvurderlige kunstskatte for - ifølge FBI - sådan ca. $500 millioner. Det drejer sig om 13 kunstværker af forskellig art, nogle af dem skabt af store navne, andet med en lidt mere obskur oprindelse, men dog stadig flot kunst.  

 

De bundne vagter blev mistænkt for tyveriet, men det blev andre også, som f.eks. den kendte kunsttyv og rock'n'roll-musiker Myles Connor, der begik sit første kunsttyveri som 20-årig.

 

Den dag i dag er der dem, der mener, at bagmanden for dette tyveri er Myles Connor, men intet har kunnet bevises. Der er heller ingen tvivl om, at han ikke selv kunne begå dette indbrud, for på det tidspunkt, hvor det blev begået, sad han i fængsel. At han havde - og stadig har - mange forbindelser til underverdenen er der dog ingen tvivl om. Dvs. at han stadig er mistænkt, men at man ikke har kunnet komme med beviser imod ham.

 

 

Det sørgelige er, at billederne stort set er uerstattelige, og at de kan være havnet i hænderne på folk, der ikke nærer den respekt for kunsten som f.eks. Isabella Stewart Gardner. Hvor hun har samlet fantastiske værker, har forbryderne måske spredt dem obskure steder rundt omkring i verden. De kan også have gjort det, som nogle mistænker, nemlig at gemme dem til den dag, hvor en eller anden storforbryder får brug for et "gidsel", der kan skaffe ham/hende gode forhandlingsmuligheder med politiet og retten. Hvis det er tilfældet, kan man virkelig frygte for, hvad de udsættes for i ukyndige personers hænder.

 

 

Johannes Vermeer: "The Concert"

Det er en underlig tanke, at et billede som dette kan ligge på et loft eller i en kælder hos en person, der ikke aner, hvordan man bevarer et så gammelt maleri. Eftersom der ikke er ret mange kunstværker af Johannes Vermeer, så kan forestillingen om, hvad der kan være sket med dette billede virkelig give anledning til mange grå hår hos kunstelskere rundt omkring i verden.

Rembrandt: "The Storm on the Sea of Galilee"

Dette er Rembrandts eneste "hav-billede", og også det blev stjålet. Museet, FBI, etc., etc. har sat himmel og jord i bevægelse for at få dette og de andre stjålne værker tilbage, men hidtil forgæves. I mangel af bedre ideer haler man altså stadig Myles Connor ind på arenaen i ny og næ, fordi man føler, at han bare må vide noget om tyveriet. Noget, han altså fortsat benægter på det bestemteste.

Rembrandt: "A Lady And Gentleman In Black"

Hvis det en dag lykkes FBI og andre, der efterforsker sagen, at få skaffet billederne tilbage, hvordan vil et gammelt maleri som dette så se ud? Er der overhovedet noget tilbage af det? 

Édouard Manet: "Chez Tortoni"

Normalt er kulturværdier som billeder af malere som Rembrandt, Vermeer, Manet, Degas og andre beskyttet af alle tilgængelige sikkerheds-himstregimster, vagter, osv., osv.., og det burde de også have været i Isabella Stewart Gardners museum, men selv om man var opmærksomme på, at der var nogle "huller" i systemet, så valgte man at investere i et supermoderne klimaanlæg. Sådan set et klogt træk, for klimaet skal kontrolleres for at bevare gamle malerier, men kun naivitet kan have givet bestyrelsen af museet det indtryk, at sikkerhedssystemet fungerede optimalt, for det gjorde det mildt sagt ikke. Sagen er dog den, at i 1980'erne var det så som så med finanserne, og det fik altså følger. Hverken undersøgelser eller store dusører har bragt billederne tilbage, og ingen ved i realiteten, om de stadig eksisterer .....

 

https://www.wbur.org/artery/2018/08/20/lastseen-gardner-heist-missing-art 

 

https://thefreelancehistorywriter.com/2014/08/29/isabella-stewart-gardner-the-lady-the-legend-the-legacy-a-guest-post-by-alexandra-g-kiely/ 

 

https://www.factinate.com/editorial/biggest-art-heist-history-isabella-stewart-gardner-museum/ 

 

Banditten med den smarte frisure

De havde været gift i nogle få måneder, da de foretog et "career move" i 1924 og blev røvere. Noget, der gjorde dem mægtig berømte dengang, bl.a. fordi den unge kvinde også blev kendt for sin smarte og moderne korthårs-frisure. "The Bobbed Haired Bandit" indledte "karrieren" med at røve "The Thomas Roulston Grocery" i Brooklyn, New York. Inde i butikken havde hun halet en pistol op af lommen på sin pels med ordene "Op med hænderne!! Fart på!!!!" 

Celia og Edward Cooney fortsatte deres røverier rundt omkring i Brooklyn, men den, aviserne fokuserede på, var den unge kone, da hun brød med kønsrollemønsteret ved at være den aktive part. Nogle så hende som en vild og voldsom feminist, der markerede sig som kvindesagskvinde, medens andre mente, at hun var domineret af sin mand, og at det var ham, der tvang hende til disse røverier. Interessen - og nysgerrigheden - var i hvert fald enorm.

En journalist skrev ligefrem et digt til hende:

Still she progresses.
The girl with the bob
Is right on the job
And, in the Holdup Clan
She has proven that she
The equal can be
Of any bandit man
 
.... Tom W. Jackson, Brooklyn Standard Union

Selv om de vist aldrig gav noget til de fattige, så opfattede man dem åbenbart som en art moderne Robin Hood-skikkelser, der røvede fra de "rige". Alt det, der blev skrevet om dem - og især Celia - viste i hvert fald, at de og deres handlinger optog samtiden. At dem, de røvede, langt fra var rige, glemte man tilsyneladende i farten. Det er dog højst sandsynligt, at sammenlignet med røvernes familier, der var præget af druk og pengemangel, så var en købmand i Brooklyn måske "rig" set fra deres synspunkt.

Alt får som bekendt en ende, og det gjorde den "bobbede bandits" røver-karriere også. Hun og hendes mand blev fanget og dømt, men det satte nu ikke en stop for især hendes berømmelse. At hun havde ladet sig drive af sine ønsker om at få pæne ting til det hjem, hun drømte om at opbygge for sig og sin mand samt det barn, de ventede, har sikkert ikke forbavset samtiden. Sådan var det jo med unge damer, og hun havde i hvert fald ikke kunnet opnå noget af det, hun så i film- og modemagasiner, og som hun higede efter, gennem sit tidligere job som vaskekone.

 

Lige inden deres sidste kup fødte Celia en datter, der imidlertid døde en uge efter fødslen. Dommen på 20 års fængsel blev i realiteten til 7 år, da de blev prøveløsladt, formentlig på grund af "god opførsel". Senere fik de to sønner, der blev holdt i uvidenhed om deres mors berømmelse som bandit indtil efter hendes død den 13. juli 1992. Det kan både have chokeret og moret dem, men det er der ingen, der ved nu, knap 100 år efter ....