torsdag den 15. april 2021

Gåden om den navnløse mand uden ben


Gåder er til for at blive løst, men hvad nu hvis det viser sig umuligt? Folk gætter og gætter, researcher og researcher i over 100 år, men ingen har endnu kunnet løse mysteriet med den navnløse mand uden ben, der blev fundet i Nova Scotia den 8. september 1863. Hvem var han, hvordan havde han mistet sine ben, og hvor kom han fra??? Da han tilsyneladende kun kendte nogle ganske få ord af noget, der for nogle lød som italiensk, men kunne være noget helt andet, nyttede det ikke at spørge ham. Den, der fandt ham, var en 8-årig dreng, der ikke kunne fortælle andet, end at dér lå han foran ham på Sandy Cove-stranden, og at der var blodspor rundt omkring ham, men at der ikke var andre mennesker at se. Da den benløse mand blev spurgt om sit navn, mumlede han et eller andet utydeligt, der blev opfattet som "Jerome", hvilket man derfor kaldte ham, men uden at vide, om det var rigtigt. 

Lige siden "Jerome" blev fundet, har man spekuleret over ham og hans skæbne. Der har været utallige teorier om, hvem han var, og hvordan han mistede sine ben. At de var blevet amputeret af en sagkyndig var tydeligt, men hvor og af hvem? Nogle mente, at benene var blevet fjernet som en straf, og at han var en fornem mand, der havde forsøgt at tiltage sig mere magt, end hans ligemænd syntes om. Andre var overbevist om, at han var kommet til skade i en savmølle, medens der også var dem, der troede, at han var en sømand, der havde gjort oprør imod sin kaptajn. Straffen for dette var så amputationen af benene samt placeringen på stranden. Ind imellem er der stadig nogen, der kommer med en såkaldt "stensikker teori", der dog viser sig hverken at være sikker eller af sten, for den holder ikke.

Bedømt ud fra hans udseende og helbredstilstand iøvrigt skød man på, at han nok var født omkring 1830. Det eneste sikre var dog, at han døde den 15. april 1912, ca. 75 år gammel. Selv fortalte han ikke noget, men det skete dog, at han talte lidt med børn, der tilsyneladende var de eneste, han følte sig tryg sammen med. Da de også spurgte ham ud om, hvor han kom fra. havde han på et tidspunkt sagt noget, der lød som "Trieste", hvilket måske pegede på et oprindelsesland som Italien. Var det rigtigt, var han italiener? Ja, måske, men selv om folk har teorier om ham og hans nationalitet, så er der stadig ingen sikre beviser. Han var virkelig som et menneske, der var faldet ned fra månen. Begravet blev han dog, og han fik også en ganske flot sten ....


 

https://www.canadianmysteries.ca/sites/jerome/theories/estcejerome/3613en.html 

 

https://archive.macleans.ca/article/1954/9/15/the-mystery-of-jerome 

 

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar