Nok var Gerald "Jerry" Stomps (60 år) ganske sød at se på, men kunne det være derfor, han pludselig blev bortført af et par ukendte mænd den 6. februar 2009? Var de vilde med ham, eller hvad foregik der dog denne skæbnedag, hvor hans kone, Hazelynn Stomps (57 år), faldt - eller blev skubbet - ned ad en stejl skrænt, da hun flygtede fra de mænd, der havde taget hendes mand? Det var svært for politiet at få hoved og hale i hendes forvirrede beretning om det, der var sket, da ægteparret mødtes med disse to skrækkelige mænd for at afslutte et båd-salg. Hvorfor havde de forsøgt at myrde hende, og hvad var der reelt set blevet af hendes mand???
På grund af faldet ned ad den stejle skrænt havde Hazelynn brækket hoften og lå på hospitalet, da politiet afhørte hende. Det varede imidlertid ikke ret længe, før hendes besynderlige historie om bortførelsen, der ikke engang blev fulgt af et krav om løsepenge, vakte politiets mistanke. Noget, der fik dem yderligere op på tæerne, var ægteparrets lejers fortælling om, at han havde set Hazelynn holde et kæmpe stort bål i gang gennem mange timer nogle dage før. Hvad havde hun brændt, og havde det nogen forbindelse med Jerrys mystiske bortførelse? Svaret gav næsten sig selv, da man fandt små menneskelige knoglefragmenter samt brændt menneskekøb i asken, men Hazelynn nægtede ALT, der kunne udledes af disse fund, og holdt fast ved sin historie om de voldelige mænd, der havde bortført Jerry og jagtet hende med en pistol for derefter at skubbe eller slynge hende ned ad den stejle skrænt. Intet bed på hende, selv om politiet kunne påvise, at de havde gjort sære fund i asken fra det bål, hun havde startet og derpå holdt i gang. At lejeren tilmed kunne sige, at det var mindst en uge siden, han sidst havde set Jerry og da slet ikke den dag, hvor han ifølge Hazelynn var blevet bortført, blev endnu et indicium for, at der var foregået noget meget grimt .....
Hazelynn blev anklaget for at have fabrikeret en løgnehistorie om Jerrys skæbne, der ifølge anklagerne i virkeligheden gik ud på, at hun havde skudt og brændt sin mand kort tid før "bortførelses-dagen", den 6. februar 2009. De mænd, hun havde fortalt om, eksisterede simpelthen ikke, men var en del af det alibi, hun havde konstrueret, da hun ved et uheld faldt ned ad skrænten. Hvis ikke det var sket, ville hun have brugt den langt mere plausible forklaring på Jerrys forsvinden, at han var taget ud at fiske, men var faldet i vandet og derpå druknet, men den gik ikke på grund af hendes skader. Hvis alt var gået, som hun havde planlagt, ville hun have brugt morgenen til at line konstruerede beviser op for en drukne-ulykke op, men hendes eget uheld satte en stopper for de planer.
Spørgsmålet var, hvorfor Hazelynn havde myrdet sin mand gennem 39 år. De havde ikke virket som et ulykkeligt ægtepar, så hvad var der gået galt? Man fandt ikke helt vandtætte beviser på, hvad der var sket, men mente generelt set, at mordet skyldtes et par tilfælde af hustruvold samt finansielle problemer. F.eks. kan Jerry være blevet så eventyrligt vred over, at hun havde taget midler fra deres opsparing, og at hun havde oparbejdet en vis gæld, selv om det skyldtes hans egen nærighed. Måske han i sin vrede havde forlangt skilsmisse, hvilket hun absolut ikke ville være gået med til. Det ville nemlig være blevet regnet for et beskæmmende "nederlag" blandt deres venner og familie. Så hellere myrde manden, for stillingen som fraskilt brød med hele hendes selvforståelse som den ferme og trofaste kone.
Til trods for hendes protester imod anklagen for mord fandt juryen Hazelynn skyldig, og hun blev idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Da hendes stedsøn overtog familiens regnskaber, opdagede han, at hun virkelig havde haft sugerøret i den opsparingskonto, som Jerry havde ønsket stod urørt. Noget, der altså godt kan være den "rygende revolver", man vidste måtte skjule sig et eller andet sted i hendes liv med Jerry ....
https://katu.com/archive/stomps-found-guilty-of-2009-murder-of-husband-11-19-2015
https://www.oregonlive.com/gresham/2011/01/prosecutors_say_hazelynn_stomp.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar