torsdag den 22. april 2021

Frihedens pris, betalt af andre .....

 

Allerede som 9-årig mistede Mary Ann Cotton (1832-1873) sin far i en mine-ulykke. Det er svært at sige, hvor stort et indtryk det har gjort på hende at se det, der var tilbage af ham, blive bragt op i en pose som noget, der også i denne tilstand tilhørte mineselskabet. Hverken som død eller levende var han "sin egen", og det var i høj grad det, hun stræbte efter at blive, da hun blev voksen. Hun ville leve som en arbejdsfri kvinde, have penge og pæne ting, men hvordan kunne hun det, når hun var født fattig og desuden var socialt handicappet af én ting, der ikke kunne ændres: hun var ikke en mand, men en kvinde, og derfor var mange døre lukket for hende i det viktorianske samfund, hun levede i. Kvinder forventedes nemlig ikke at stræbe efter at få en karriere, men at blive gift og dermed forsørget af en mand. Som 16-årig forlod hun imidlertid hjemmet og tog arbejde som sygeplejerske, samtidig med at hun fik undervisning i at sy. 

Dette initiativ viser, at hun i hvert fald forsøgte at skabe sig et liv for sig selv, men det gik formentlig ikke så nemt, som hun havde håbet. I hvert fald giftede hun sig som 19-årig og fik snart efter en datter, der imidlertid døde nogle uger senere. Det gjorde hendes mand sært nok også, og sådan fortsatte det med Mary Ann: hun giftede sig, fik et barn, og kort tid efter døde hendes mand og barn. Ialt nåede hun fire ægtemænd, der alle døde af en sygdom med de samme symptomer, og hun fik mindst otte børn, hvoraf kun et overlevede. De dødes symptomer blev altid forklaret med "tyfus, kolera eller bare mavekrampe/maveonde", og ingen tjekkede med obduktioner, for alle tog for givet, at Mary Anne var en god og kærlig kvinde, der bare havde været uheldig med mænd og deres børn. At hun havde fået flere af sine afdøde ægtemænd til at tegne livsforsikringer på sig selv og de fælles børn, og at hun skovlede penge ind gennem deres død, var der åbenbart ikke nogen, der studsede over.

Da hun forsøgte at få sin stedsøn, Charles Edward, der var søn af hendes fjerde og nu afdøde mand, sendt på fattiggården, vakte hun imidlertid opmærksomhed med en form for forudsigelse, hun kom med. Under samtalen med sognets repræsentant kom hun med den udtalelse, at stedsønnen såmænd snart døde alligevel, fordi hans "familie var svagelig", og dér var der endelig en, der fik mistanke. Drengen var tydeligvis sund og stærk, men døde af de samme symptomer som de andre nogle få dage senere, og det førte til en obduktion, der foregik hjemme i hendes køkken. I første omgang blev hun frikendt, men lægen, der havde foretaget obduktionen, havde beholdt noget af drengens mavesæk, som han sendte til yderligere analyse, og så faldt hammeren: Charles Edward viste sig at være fuld af arsenik, og da andre af hendes mænd og børn, der var døde på lignende vis, blev gravet op og obduceret, kom beviserne væltende. Der var dog et problem, nemlig at arsenik optrådte i mange af dagligdagens varer som f.eks. kosmetik, tapet, medicin, blomstergødning, etc., etc., så hendes advokat hævdede, at det hele var en misforståelse. Charles Edward og alle de andre arsenik-forgiftede i Mary Anns nærhed var efter hans mening ofre for disse varer, sådan at hun var uskyldig.

Den gik dog ikke. Beviserne var for stærke, og Mary Ann blev dømt til døden ved hængning for sine (mindst) 21 arsenik-mord, bl.a. på sin egen mor samt de fleste af sine børn. Det varede dog noget, før dommen blev eksekveret, da hun var gravid. Først da hun havde født en datter, der blev bortadopteret nogle måneder efter, blev hun dømt til at blive hængt. Uheldigvis for hende faldt hun dermed i kløerne på en notorisk elendig bøddel, nemlig William Calcraft (1800-1878).

Grunden til hans elendige henrettelsesstil var grådighed, da bødlen havde ret til de dødes tøj, og han gerne ville have det rent og i hvert fald uplettet af blod, så han kunne sælge det. Hvis han fulgte de almindelige forskrifter for en pæn og regelret hængning, så brugte han et langt reb, men så risikerede han, at hovedet røg  af, og dermed ville tøjet blive plettet af blod, så det blev ubrugeligt som salgsobjekt, bl.a. som en makaber souvenir til folk, der samlede på den slags. Med Mary Ann nåede hans uduelighed nye højder, for han gav hende kun et reb på 60 cm, sådan at hendes krop ikke faldt hele vejen igennem lemmen, og han måtte kvæle hende manuelt. Ifølge øjenvidner varede det ca. tre minutter, før hun opgav ånden, og det må have været meget smertefuldt.

Øjenvidnet fortæller også om hendes opførsel: "Mrs Cotton, who scowled fiercely and with an air of defiance at the crowd, and who muttered constantly but indistinctly, took her place upon the drop with remarkable composure? the wretched woman was launched into eternity." Ikke et sekund for tidligt, da hun ved tiden for anholdelsen var i fuld gang med at kaste sine garn ud efter ægtemand nr. 5 .....

 
 

https://crimeviral.com/2020/01/10-deadliest-female-serial-killers-by-kill-count-2/ 

 

https://www.thesun.co.uk/news/1810288/never-seen-before-letters-of-britains-first-serial-killer-mary-ann-cotton-who-poisoned-up-to-21-people-on-sale-143-years-after-she-was-hanged/ 

 

https://www.thenorthernecho.co.uk/history/10068490.baby-born-mary-ann-cotton-durham-jail/ 

 

https://www.theatlantic.com/health/archive/2016/10/the-era-when-poison-was-everywhere/503654/ 

 

Wikipedia

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar