En herlige, TÆNKT situation, der her foreviges af den amerikanske kunstner Sarah Jane Szikora: alle de dydige engle er smalle og ikke-gravide dydsmønstre med intakt glorie, men så er der hende den "syndige" med topmave og næsen i sky. Hvad har hun at være hoven over, når hun tydeligvis har forladt dydens smalle sti? Tjah, det kunne være lige præcis det: hun brød mønsteret og lod sig ikke styre af dyds-reglementet, men fulgte sine egne ønsker og drømme ....
At Satan frister de dydige har vi jo hørt om og om igen, og vi er altid blevet tudet ørerne fulde af lovprisninger af dyden samt fordømmelser af det ondes repræsentant: Lucifer/Satan er slem, og englene er gode. Glorien har dog altid forekommet mig at være af begrænset værdi, for hvad gør den egentlig? Giver den ekstra kraft og saft, livsmod og glæde? Næh, den er vist nærmest til pynt på samme måde som f.eks. en medalje. Den GØR ikke noget selv, men er kun et ydre tegn på, at nogen har defineret dens bærer som én, der hører til de gode og frelste ....
Den slemme Satan ikke bare lokker de uskyldsrene, men er også tarvelig nok til at sabotere dem, når de forsøger at balancere på dydens smalle sti, hvilket jo i forvejen kan være meget vanskeligt. Meget kan man sige om Satan, men han har i hvert fald initiativ. Det med at sidde stille, klimpre på harpe og så ellers bare nyde glorie-statussen ville ikke sige ham noget, og det kan jeg faktisk godt lide ham for.
Der var engang en ægte engel, men så fik hun nok af det, for vingerne bar ikke ret langt og slet ikke derhen, hvor hun gerne ville hen. De kløede og irriterede dér omme på ryggen og måtte af! Det var dog værre med glorien, for den trykkede og snærede både om hovedet og om kroppen. Faktisk var den kun til irritation, så dette inaktive symbol på dydsmønster-tilhørsforholdet endte på lossepladsen .....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar