For tiden skriver jeg ikke så meget ud over disse blog-indlæg, men forleden tog jeg nogle af mine gamle fiktive værker frem for at kigge lidt på dem. Til min forundring opdagede jeg, at jeg har en ret tåget erindring om handling, personer, etc. i mange af dem, formentlig fordi jeg har udgivet så meget før i tiden. Hvad ovennævnte novelle-samling angår, så fik jeg lyst til at publicere en af fortællingerne her, bl.a. fordi jeg jo har en svaghed for det mytologiske, bibelske stof - samt for hr. Lucifer .....
Der var engang et vidunderligt og meget smukt sted, der blev kaldt “Paradisets Have”. Hér vrimlede det med alskens dyr. To af dem var lidt specielle, for de gik oprejst på to ben og blev kaldt “mennesker”. Det generede egentlig ikke de andre dyr, at havens ejer - også kaldt “Chefen” - gjorde forskel på dem og disse to underlige væsener. Alle levede i harmoni med hinanden, og de havde det alle sammen godt og trivedes i fred og ro, side om side uden stridigheder, så hvad gjorde det, at menneskene rangerede højere end dem?
Kun én af dem, nemlig ham, der blev kaldt Slangen, gjorde sig tanker om Paradisets Have og dets indretning. F.eks. havde han undret sig en del over Chefens påbud til menneskene om ALDRIG nogensinde at forgribe sig på det, han kaldte “Kundskabens Træ”. I Slangens øjne var det et ganske pænt træ, der bar en hel del smukke frugter, men ellers forekom det ham ikke på nogen måde
påfaldende i forhold til Havens andre flotte træer. Sådan så Chefen åbenbart ikke på det, for han var meget streng, når det kom til dette træ. Slangen var godt klar over, at han var den eneste, der stillede
spørgsmålstegn ved det berettigede i et sådant forbud. Han holdt dog sin nysgerrighed og ulmende oprørstrang nede, fordi han ikke anede, hvem der ville kunne besvare hans konstante spørgsmål om, hvorfor dælen netop dette træ var forbudt område?
En sjælden gang vimsede hun lidt rundt i haven, men uden at foretage sig noget særligt. Dvs. uden at slangen kunne se noget særligt i det, hun lavede. F.eks. fik hun megen tid til at gå med at samle urter, som ingen levende sjæl ud over hende lod til at interessere sig for. Når han gik hende på klingen vedrørende denne mærkværdige interesse for de små urter, kom hun altid med et svævende svar, men sagde dog et par gange noget om, at “det er sundt”. “Sundt”, tænkte slangen, hvad mener hun dog med det, og hvor har hun i det hele taget det underlige ord fra? Ingen andre i Paradisets Have talte om sundhed eller det modsatte, for ingen havde hørt om nogen af delene, da alle var født sunde og forblev sådan. Det vakte imidlertid slangens nysgerrighed i en sådan grad, at han besluttede sig for at spørge en af den tredie art beboere i Haven om dette ukendte begreb.
Denne særlige gruppe blev kaldt “engle” og var nogle sære væsener med vinger som store fugle, men med ansigter og kroppe som mennesker. Desuden havde de et mystisk, aftageligt hudlag, som de selv kaldte “tøj”. Det var der ingen af de andre, der havde, heller ikke Adam og Eva, der var splitterravende nøgne som alle de andre dyr. Disse engle-væsener forekom slangen temmelig svære at kommunikere med, for de havde et blik, som om de svævede langt over jordens overflade. De fleste af dem virkede, som om de hverken så eller hørte de andre beboere i Haven, dvs. med undtagelse af Chefen, for ham lyttede de tydeligvis altid til. Den eneste af disse sære væsener, der lod til at have bevaret en vis
jordforbindelse, var en temmelig bøvet udseende ærkeengel ved navn Rafael. Han talte ligefrem med nogle af de andre beboere, bl.a. både Eva og slangen. Ja, og så påstod han, at han havde fået til opgave at være “healer”, idet hans navn skulle betyde “Gud healer” eller “ham, der healer” på hebraisk. Alt sammen sort tale for slangen, der blev temmelig irriteret over den lange, indviklede forklaring, denne efter hans mening bøvede, men angiveligt meget fornemme engel kom med. Ha! tænkte han. Du er sgu’ for dum til så meget som at spille på harpe. Din klimpren lyder jo rædselsfuld! Til hans forbløffelse lod det til, at Rafael forstod at læse tanker, for han lo og sagde: “Så-så, hidsigprop, jeg er skam ved at få det lært.”
Sådanne sære evner som tankelæsning havde slangen slet ikke forestillet sig muligheden af. Hvor kom de dog fra, og hvordan kunne man beskytte sig imod dem? Han syntes nu engang bedst om dem, der nok forstod ham, men dog kun til en vis grænse. Sådan et væsen var Adam, der virkelig lod til at savne de instinkter, der gjorde Eva så utrolig fascinerende. Med hende kunne en samtale udvikle sig i alle mulige retninger, medens den med ham altid gik som forventet, nemlig som efter en ret linie. Intet nyt dér, som f.eks. forleden hvor slangen havde været i humør til en rask, åbenhjertig diskussion om formålet med denne skønne Have. Det var mere end tydeligt, at Adam ikke fattede, hvor han ville hen med sine spørgsmål, da han spurgte ham, om englene eller måske ligefrem Chefen selv havde fortalt ham noget om grunden til, at Haven var blevet skabt. Det eneste han sagde var: “Hér er vi, og hér har vi været så langt tilbage, jeg kan huske. Det er godt på den måde, for vi trives jo alle sammen her.” Det tror da pokker, at du trives, tænkte slangen. Du bestiller jo ikke meget andet end at smække mere eller mindre vanvittige navne på alle dyrene og at elske med Eva. Ikke at hun ser ud til at have noget imod det, men vi andre kan jo nok blive lidt knotne over det, du - dit tåbelige stykke mandfolk - går og laver. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en “slange”, men mere som en “ulv”, en “løve” eller måske en “tiger” ....
En dag spurgte slangen de dyr, der lignede Adam og Eva mest, nemlig aberne, om de havde nogen ide om, hvad det hele gik ud på i den overdådige have, hvor de alle levede. “Hvad skal det gøre godt for?” spurgte han, men aberne kiggede bare forundret på ham og rystede så på hovedet over sådan et sært spørgsmål. Derpå skyndte de sig væk for at genoptage deres næsten-menneskelige-adfærd. Slangen så
efter dem med et blik der tydeligt viste hans undren over, at Chefen netop havde valgt denne gren af skabelsen som sine yndlinge. Ganske som han havde ventet, hastede de udspurgte aber over til æbletræerne, for alle - mennesker som dyr - elskede de store, saftige frugter. Derfor var det egentlig noget af en præstation, at de pænt holdt sig fra de æbler, som Chefen havde forbudt Adam og Eva at røre. Gad vide, hvordan det er gået op for dyrene, at det er forbudt område, tænkte han. Chefen sagde jo ikke noget til dem om at holde sig væk, men kun til Adam og Eva. Dyrene må imidlertid være blevet advaret på en eller anden måde. Selv havde han ingen erindring om, at nogen direkte havde forbudt ham at røre frugterne fra Kundskabens Træ, men alligevel vidste han det. Meget, meget mystisk ....
En dag hvor slangen følte sig særlig frustreret over både dyr, mennesker og engle i Paradisets Have, hvor ingen lod til at vide noget som helst om, hvad de egentlig foretog sig, opsøgte han Eva. De to havde jo ofte hyggesnakket, og han satte stor pris på hende, ja, regnede hende for det eneste fornuftsvæsen i Haven ud over ham selv. Alligevel havde han aldrig spurgt hende, hvad hun mente om
forbudet imod at røre frugterne på Kundskabens Træ. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men det var ligesom faldet ham naturligt at springe hende over, måske fordi han i sit inderste vidste, at hun var for klog, og at hun så fik en klemme på ham. Da han nu spurgte hende om hendes mening, fik han et meget direkte svar, hvilket ingen af de andre - og da slet ikke Adam - var kommet med. “Jo,” sagde hun, “det skyldes, at gamle mænd som Chefen elsker hemmeligheder. Han vil ikke have, at vi ved alt det, han ved. Ikke at disse æbler kan gøre os lige så kloge som ham, for det tror jeg såmænd ikke, men de kan gøre os til mini-chefer. Noget, han meget vil have sig frabedt ...” Slangen lyttede fascineret. Endelig én, der har et bud på, hvad der foregår, tænkte han. Måske har hun ret, men der er kun én måde at finde ud af det, nemlig ved at lokke hende eller Adam til at snuppe et æble fra det forbudte træ. Efter at have gjort sig disse tanker lagde han lynhurtigt en plan, og det første, han gjorde, var at sende bud til Adam om at møde sig under Kundskabens Træ, da der var noget, han ville fortælle ham.
Den var den nysgerrige og naive Adam helt med på, men det kom bag på slangen, at Eva fulgte med ham, for det var ikke aftalen. Begge var i højt humør og virkede, som om de lige havde været i gang
med en af deres utallige, daglige, erotiske eskapader. Det irriterede ham lidt, for han var på en vis måde jaloux på Adam, der efter hans mening havde et alt for let spil med den dejlige Eva. Ikke at han var direkte forelsket i hende, men alligevel, der var nu noget nærmest magisk over hende, som han fandt meget tiltrækkende ....
Så snart slangen nævnte de forbudte frugter for Adam, rykkede han forskrækket et skridt tilbage og sagde: “Hov-hov, hvor vil du hen med det?” spurgte han. “Det dér skal vi ikke diskutere mere.” Eva derimod lyttede med hovedet på skrå og et meget spekulativt ansigtsudtryk. “Hmmm,” sagde hun, “jeg giver dig ret i, at det er sært, at Chefen forbyder os at spise noget fra netop dette træ, men at vi har fri adgang til de andre. Meget, meget sært - og ikke så lidt irriterende.” “Kan det eventuelt være en omvendt prøve, sådan at Chefen netop vil have jer til at plukke nogle af disse æbler?” sagde slangen med sukkersød stemme. “Måske skal I slet ikke holde jer fra træet, men tværtimod tage for jer af retterne.” Adam stirrede på ham med undren. “Hvor får du dog den slags fra?” udbrød han, men vendte sig så om imod Eva: “Du lytter da vel ikke til det utyske, vel?” “Som om nogen behøver at “få mig til noget som helst”,” sagde Eva surt. “Jeg bestemmer da selv.” Idet hun sagde dette, rakte hun hånden frem og snuppede lynhurtigt et af æblerne på Kundskabens Træ. “Ha, bangebuks!” råbte hun til Adam. “Du turde ikke, men det gjorde jeg!” “Nej-nej,” råbte han, “hvad har du dog gjort?”
“Skynd dit at snuppe en bid af æblet, så I står lige. Så vil han nok ikke straffe Eva for det, hun har gjort,” råbte slangen. Det sydede i hele kroppen på ham, da han hørte de tunge trin af en meget vred Chef, der var på vej gennem buske og træer, land og mark. “Skynd jer, skynd jer!”
Både Adam og Eva så helt forvirrede på ham, men tog så begge en bid. Straks blev de som forvandlede og begyndte at lede efter figenblade til at dække sig med. Slangen bare gloede på dem, for det forstod han ikke en brik af. Hvad var det for noget pjat med denne pludseligt opdukkede blufærdighed, der tvang dem til at gemme sig bag store, grimme figenblade? Da Chefen fik øje på dem, blev han meget vred. Uden at stille spørgsmål - da han åbenbart kunne se, hvad de havde gjort - skældte han dem hæder og ære fra. Begge pippede lidt med og forsøgte at forsvare sig, men ingen slap for en bortvisning. Noget, de dog ikke lod til at tage så tungt, for da de vandrede ud af Paradisets Have med hinanden i hånden, muntert fløjtende og trallende på livet løs.
Hvad Slangen angik, så var Chefen så vred, at han uden videre proppede nogle af de famøse æbler i halsen på ham. Det var en meget ubehagelig fornemmelse og forhindrede ham i at svare igen, da han gav ham en meget speciel tillægsstraf, som han først slet ikke forstod: “Du er en forræder, en fjende af menneskeheden, hvilket bl.a. skyldes dit latterlige begær efter Eva. Siden du allerede er, hvad du nu har gjort, så skal du blive til noget endnu værre, nemlig den officielle menneskefjende, Satan selv.” Han løftede den ene hånd og udtalte en form for kommando, der på stedet forvandlede slangen, så han nu pludselig blev til en helt anden. Et sådant væsen havde hverken han eller de andre beboere i Paradisets Have set eller bare hørt om før nu. Den forvandlede slange syntes egentlig selv, at han var ganske flot
med hale og horn. Faktisk endte han med nærmest at se denne forvandling som en belønning og ikke som en straf ...
(Illustrationer fra Dreamstime)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar