mandag den 17. maj 2021

Den "trans-sorte" hvide kvinde

 

Blå øje, lyst hår og fregner, ja, maler og forfatter Rachel Anne Dolezal/Nkechi Amare Diallo  (født den 12. november 1977) er tydeligvis det, man kalder "hvid". Den eneste, der ser hende som "farvet" er hende selv, for hun ønsker nemlig at lægge hvidheden bag sig og blive anerkendt som "sort". Noget, der ikke bare skyldes loyalitet med en undertrykt race i USA, men et dybtfølt ønske om at høre til en kultur, hun beundrede, allerede inden hun - med en falsk, sort identitet - blev formand for en afdeling af NAACP ("The National Association for the Advancement of Colored People") i Spokane. På en vis måde kan man sige, at hun er en art "trans-sort", for ligesom trans-seksuelle valgte hun at klassificere sig selv som "sort", uden at være det - genetisk set. Dermed har hun imidlertid stukket hånden i en hvepserede af race-relaterede fordomme, ikke bare i den amerikanske befolkning, men i hendes egen familie.

At læse om raceforfølgelser i USA er noget, man efterhånden er vant til, men altid med de "farvede" i rollen som ofre. I Rachels tilfælde er det dog omvendt: hun rapporterede om raceforfølgelser som hvid, fordi hun blev forfulgt af snart sagt hvem som helst, da hun "sprang ud" som sort. Blandt forfølgerne var hendes egne hvide forældre, der tydeligt tilkendegav deres undren og mishag over hendes opførsel som "trans-sort". 

Rachel har senere fortalt, at hun altid følte sig som andenrangs i familien i forhold til sin biologiske bror, universitetslærer og forfatter Joshua Dolezal. Hvorom alting er, så voksede de begge op i en strikt og nærmest kult-agtig pinsebevægelses-kristen familie. Denne familie omfattede også tre sorte adoptivbrødre og en sort adoptivsøster, der ikke alle har været lige for begejstrede for deres nye, hvide forældre. 

Den raceblandede opvækst har Rachels bror, Joshua Dolezal senere beskrevet i sin selvbiografi, "Down from the Mountaintop: From Belief to Belonging". En af de ting fra den fælles barndom, som han vist ikke kom ind på i bogen, var den seksuelle udnyttelse af begge sine søstre, Rachel og den sorte adoptivsøster, som de to senere beskyldte ham for. Rachel har udtalt, at det var på grund af denne anklage, (der senere blev opgivet på grund af bevisets stilling), at han hyrede en privatdetektiv, og at det var denne, der fandt ud af, at hun "poserede som sort". Noget, som Rachel opfattede som den anklagede broders forsøg på at miskreditere hende i sex-sagen, men det var denne opdagelse af hendes "forkerte race", der kostede hende formandsposten i NAACP-afdelingen i Spokane. Man kan sige, at sagen bider sig selv i halen, fordi Rachels "race-skift" blev inddraget i en anklage om et sex-misbrug, der ligger flere år tilbage i tiden. Umiddelbart har de to ting jo ikke noget med hinanden at gøre, men det ene blev brugt til at belyse det andet og var med til at skabe tvivl om hendes generelle troværdighed.

Rachel ses her med sine forældre og tre af sine fire adoptiv-søskende samt hendes ægtemand Kevin Moore på deres bryllupsdag i 2000. Ægteparret fik en søn, Franklin, men blev kun sammen i fem år. 

Rachel med sin søn, lille Franklin Moore

Hun har senere udtalt, at hendes eks-mand som sort vist anså hende for en form for "trofæ-kone", fordi hun var hvid. Det må man sige er en meget sørgelig konklusion, men på den anden side tænker han så på en lignende måde vedr. sort-hvid-forholdet, som hun gør? Begge kan have brugt den anden som en art "signal-person" over for omverdenen.


Et andet punkt i striden mellem Rachel og hendes familie er hendes adoption af den ene af hendes tre adoptivbrødre, nemlig Izaiah. Nok gav forældrene efter, og lod hende adoptere den på det tidspunkt 16-årige bror, og det er også gået ham godt, men det kan ikke have været noget, de virkelig gik ind for, da det jo udstillede deres opdragelsesprincipper på en uheldig måde. Izaiah påstod, at Rachels og hans forældre var voldelige, hvilket dog blev modsagt af en anden af de tre adoptivbrødre. Som med alt andet i denne forvirrede sag, støttede denne adoptivbror imidlertid senere Izaiahs og Rachels påstande om vold i barndommen. Denne del af dramaet synes da også at forklare noget af Rachels motivation til at anklage forældrene for både det ene og det andet.

At se Rachel med "sort" make-up virker ret bizart, for hun er fra naturens hånd en decideret Pippi Lang-strømpe-type, der har de nordiske farver og bestemt ikke ligner det, hun ønsker at ligne, nemlig en farvet kvinde. Én ting er imidlertid, hvad familien og den hvide del af den amerikanske befolkning mener om en person, der frivilligt omklassificerer sig selv fra hvid til "sort", noget andet er, hvad de sorte opfatter som en ny form for hvidt forræderi. Mange har ytret deres afsky for en kvinde, der så at sige tiltager sig rollen som medlem af en befolkningsgruppe, der historisk set virkelig har været og stadig er forfulgt, og som har lidt under dette i flere generationer. I deres øjne er hun en form for usurpator, altså en uærlig person, der uretmæssigt sætter sig i besiddelse af magten inden for en organisation eller et land. De ser hendes ansigt med den mørke make-up og det bobbede krølhår som en kniv i ryggen. Noget, der til en vis grad spejler udsagn fra hendes familie, der påstår, at hun ikke er i gang med den sociale reform, hun har angivet, men et power-trip for at blive berømt. Samtidig påstår de, at hun er og bliver en "løgner", der gerne lyver om alt og alle, hvilket så igen skader hendes og adoptivsøsterens sex-sag imod broderen foruden noget nær alt, hun tager del i. Hendes "farve-skift" ses altså bestemt ikke som en håndsrækning til den afro-amerikanske befolkningsgruppe, men som en kniv i ryggen.


I sin tid førte Joshuas privatdetektivs afsløring af hendes "race-skift" også til, at hun blev fyret fra "Eastern Washington University", hvor hun underviste i "Africana Studies". Dette fører så til spørgsmålet, om man skal være sort for at kunne undervise i et fag som dette. Umiddelbart virker det skørt, men hendes ægte, medfødte, men skjulte race var og blev anset for en så voldsom provokation, at universitetet altså valgte at fyre hende. Oven på det har hun sandsynligvis haft svært ved at klare sig økonomisk. Hun har snydt med økonomiske tilskud, og i 2018 er hun blevet dømt til at tilbagebetale velfærdsydelser, som hun har modtaget uberettiget. Desuden har der et par år før været en pinlig plagiat-sag imod hende, idet hun hævdes at have plagieret et maleri af den engelske landskabsmaler J.M.W. Turner og udgive det for sit eget originale værk.
 
Det kan ikke nægtes, at dette ligner et plagiat, og hun har virkelig gjort i nælderne denne gang, for Turner er en velkendt og højt elsket maler. Man spørger sig selv, om hun for alvor troede, at det ville forblive ubemærket, når de to værker er så ens, som tilfældet er. Ligheden er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Umiddelbart virker det meget fornuftigt af hende at skrive og udgive sine erindringer, hvor hun jo får chancen for at forklare sig og rette op på misforståelser. Bogen har dog ikke haft den effekt, hun havde håbet på. Det gælder også økonomisk, da den har solgt meget lidt. Med meget lidt opbakning har hun tilsyneladende sat sig selv i en uheldig position på både den ene og den anden måde, men hun har dog opnået at pege på forskellige skævheder i racernes forhold og samvær.

 

Indsendt af kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)