lørdag den 8. maj 2021

Heltinden Mabel contra skurken Al Capone

Denne dame med perlekæde og en fin blondekrave ser pæn og dydsiret ud, ja, er nærmest det stereotype billede på en velafrettet borgerdatter af den type, der er en pryd for enhver familie af viktoriansk tilsnit, men tag ikke fejl, hun var sandelig langt mere end det. Hendes navn var Mabel Walker Willebrandt (1889-1963), og hun gennemførte den opgave, andre havde givet op overfor: at få gangsteren Al Capone buret ind. Selv om man ofte ser beskrivelser af denne bedrift, så mangler hendes navn og indsats ofte, men sjovt nok lever begge dele videre i TV-serier som f.eks. "Boardwalk Empire", "Prohibition" og "The Real McCoy". Man ved, hvad hun gjorde, men fokuserer på mandlige detektiver, der ifølge den almindelige opfattelse passer bedre med rollen som gangsterbekæmpere. Ikke desto mindre var hun en ildsjæl med en jernvilje, der f.eks. fik hende igennem et vanskeligt studieforløb som eneforsørger for sig selv og sin syge mand på en lærerløn, samtidig med at hun studerede jura om natten. 

Da hun blev "Assistant Attorney", fik hun tilnavnet "The First Lady of Law". Hendes arbejdsområde lå inden for overtrædelser af The Volstead Act, skatteforvaltningen og fængselsvæsenet, medens hendes funktion nok bedst kan beskrives som "vice-justitsminister" i forbudstiden. Dengang lagde forbudet imod alkohol grundlaget for en omfattende gangstervirksomhed, hvor især et navn gjorde sig bemærket, nemlig Al Capone (1899-1947), også kendt som "Scarface" og "Public Enemy No. 1". 

Der var ikke meget inden for kriminalitet, der var fremmed for denne søn af italienske immigranter, for han havde gjort sig både som smugler og morder foruden noget, man kunne kalde "generel korruption". Hans tilholdssted var Chicago, hvor man havde et sært dobbelt-bundet forhold til ham og hans forbrydelser, for han var populær blandt store dele af befolkningen, der så ham som en art "Robin Hood", medens politiet forgæves forsøgte at få ham bag tremmer. Selv om han udkæmpede rene krige med rivaliserende ganstere og begik alle mulige former for forbrydelser, var det umuligt at bevise hans andel i de enkelte sager. Han gik fri den ene gang efter den anden, samtidig med at han blev frækkere og frækkere samt mere og mere morderisk.

Højdepunktet var den såkaldte St. Valentine's Day Massacre i 1929, hvor syv medlemmer af en rivaliserende bande blev mejet ned, formentlig af Capones folk, muligvis med hjælp af visse politifolk, der ønskede at hævne mordet på en betjents søn. Dette massemord forargede trods alt folk, også dem, der normalt hyldede Al, når han mødte op til offentlige begivenheder som f.eks. sportskampe. Stemningen var ved at vende - i hvert fald til dels - og det, der var brug for var en rask og viljestærk dame som netop Mabel Walker Willebrandt.

I stedet for de sædvanlige kriminalitetsbekæmpende aktioner begik hun den genistreg at få anklaget superforbryderen Al Capone for skattesnyd. Noget, Als dumme vane med at prale af sine indtægter og formue gjorde nemt, for nok kaldte han sig "forretningsmand", men i hvad? Den side af sagen svævede i det uvisse, men selv om hans penge stammede fra forbrydelser, så var de altså ikke skattefri. En højesteretsag fra 1927 imod en anden gangster havde nemlig slået fast, at indtægter er indtægter, om end de stammede fra illegale aktioner.


Als tåbelige pralerier førte til den skattesag imod ham, der sendte ham 11 år i fængsel for skattesvig. Først sad han i et fængsel, hvor det var let for ham at kommunikere med sine folk, hvilket betød, at han fortsat kunne styre deres opgaver for banden. Den gik jo ikke, så han blev overflyttet til et langt hårdere fængsel, nemlig Alcatraz. 
 

 
Her oplevede han bl.a. det, hans mange livvagter uden for fængslet havde forhindret før i tiden: overfald og fysiske skader. Desuden skete der det, at hans i forvejen belastede helbred forværredes, fordi den syfilis, han led af, gav ham en voldsom hjernebetændelse.
 
Mabel kunne være stolt af sin indsats, men der er ingen tvivl om, at fængslingen af Al førte til hans død ved at belaste hans skrantende helbred. Da han blev løsladt efter syv år, seks måneder og femten dage af straffen på elleve år, var han et vrag, fysisk og psykisk. Man anslog, at hans mentale evner nu var som hos en 12-årig, og det gik hurtigt ned ad bakke for ham. Hvad angik Mabel, så var der ingen tvivl om hendes mange bedrifter både før og efter Capone-sagen, hvilket selvfølgelig betød, at hun forventede forfremmelser, f.eks. til kammeradvokat. Da hun blev forbigået, sagde hun sin stilling op i 1929 og fortsatte derpå sit virke som advokat med kontorer i Washington og Los Angeles.

 

Indsendt af kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)