søndag den 9. maj 2021

Mossads svigten

 

Det er og bliver en gåde, hvordan "Dødsenglen", nazi-lægen Josef Mengele (1911-1979), kunne undslippe den israelske efterretningstjeneste Mossad i årevis, når de var så gode til at finde og fange en anden forbryder fra den tid, nemlig Adolph Eichmann. At Mengele må have fået beskyttelse fra højtstående personer, der sympatiserede med ham og det, han stod for, siger næsten sig selv, men HVEM????? Hvilke personer i det daværende samfund kunne bære over med forbrydelser som f.eks. denne: Den fransk-jødiske pige Francoise Sukno (født  den 9. maj 1943) ankom til Auschwitz den 2. august 1943 sammen med 1000 andre jøder, hvoraf hun samt 727 andre blev myrdet.


INTET undskylder noget sådant, og alligevel blev det undskyldt i og med at mange af morderne undslap den straf, de i så rigelig grad havde gjort sig fortjente til.

"Dødsenglen" Joseph Mengele mellem ligesindede SS-kammerater

Israel har fire efterretningstjenester, men kun Mossad er alment kendt internationalt. Organisationen blev dannet den 1. december 1949, og selv om den stadig er meget hemmelighedsfuld, så ved man, at den står den for en kolossal målrettethed og stor succes. Der er referencer til den i alt lige fra billige knaldromaner til højlærde afhandlinger om (f.eks.) Adolph Eichmann-sagen, og den har et godt ry som efterretningstjeneste samt beskyttelsesforanstaltning for Israel.

Omverdenen kan måske ikke lide forskellige af de aktioner, organisationen har stået for, men erkender, at Israel har brug for speciel beskyttelse, bl.a. imod arabisk terrorisme, selv om der ikke er international enighed om, hvad det egentlig er. Palæstinenser-spørgsmålet er til diskussion og har været det i mange år, og de fleste indrømmer, at det er - og altid har været - svært at dele sol og vind lige i netop denne sag. Det er dog tydeligt, at Israel ikke længere står som det rene og uskyldige offer, det gjorde lige efter krigen, selv om man ikke erobrede, men rent faktisk købte en hel del af den arabiske jord, der blev til landet Israel. Situationen udnyttes imidlertid af nogle grupper, der giver Israel hele skylden for det, der er sket med palæstinenserne. Man kan sige, at palæstinensernes lidelser som flygtninge er blevet til et symbol på Mellemøstens politiske krise og dermed en konstant kritik af Israel og dets som regel meget effektive Mossad-organisation. Så længe den konflikt ikke er løst, vil Israels og Mossads ry stadig være blakket.

Nå, men i 1960 blev Adolph Eichmann, der stod for en stor del af effektiviseringen af Holocaust, opsporet, kom for retten og blev henrettet, selv om han havde gemt sig i Argentina i årevis, så hvordan bar en velkendt forbryder som Joseph Mengele sig ad med at snyde det allestedsnærværende Mossad? Denne lægeuddannede mand, hvis grusomme forbrydelser og mange overgreb imod fangerne bevidnedes af overlevende fra kz-lejren Auschwitz, slap ustraffet, fordi Mossad for en gangs skyld svigtede opgaven med at finde ham. Efter krigen blev ellers netop lægernes deltagelse i Holocaust og deres skyld et af de områder, man fokuserede på, så himmel og jord burde have været sat i bevægelse for at finde en af de allerværste slyngler, Joseph Mengele.

I stedet for at blive stillet for retten levede denne forbryder imidlertid ubemærket et par år i Tyskland under sit eget navn. Nok havde tidligere SS-medlemmer stadig et forbløffende stærkt netværk og hjalp hinanden på kryds og tværs, men alligevel, sært var det. Én ting er jo at efterlyse en forbryder, men at overse ham, når han lever åbenlyst midt mellem sine landsmænd, er jo grotesk. Ifølge Mossads oplysninger var han imidlertid død, selv om han altså i virkeligheden levede i bedste velgående, tilmed uden et navneskift. Noget, han iøvrigt ofte gjorde i årene fremover efter flugten, uden at der skete ham noget som helst.

Hvem havde bildt Mossad ind, at "Dødsenglen" var død under eller lige efter krigens afslutning? At være "død" er jo unægtelig den bedst tænkelige camouflage for en efterlyst forbryder, så burde de ikke have undersøgt den påstand særdeles nøje og f.eks. have gravet liget op, hvis de blev forevist en grav, der angiveligt var hans? Desuden: jagten på ham fortsatte jo, men uden nogen succes og med groteske fejldispositioner, der bare ikke kan forklares som "uheld".


Hvorom alting er, så flygtede Mengele - med hjælp fra nazi-netværket - til Argentina i 1949 og slog sig ned i Buenos Aires. Derfra fortsatte han til Paraguay i 1959 og videre til Brazilien i 1960, "skarpt" (??????) forfulgt af vesttysk politi, nazijægere som f.eks. Simon Wiesenthal og Mossad. Mystisk nok undslap han dem alle, selv om han altså skamløst nok ofte brugte sit eget navn rundt omkring i Sydamerika. F.eks. var han fræk nok til at besøge den tyske ambassade i 1959/1960, fordi han havde brug for nogle personlige papirer i forbindelse med sin skilsmissesag i Tyskland. Disse papirer bar selvfølgelig navnet "Joseph Mengele", og det var denne skilsmisse, der gjorde det klart for Mossad og andre nazi-jægere, at "Dødsenglen" skam ikke var omkommet under eller efter krigen, men levede i Sydamerika. 

At Mengele antog navnet Helmut Gregor omkring denne tid, gjorde det måske nok vanskeligere for Mossad at lokalisere ham, men som en efterretningstjeneste med et formidabelt ry, burde de ikke have ladet sig narre. Ikke nok med det, men efter hans død i en drukneulykke i 1979, troede de stadig, at han var levende og eftersøgte ham som sådan, idet Israel nu udlovede en dusør på en million dollars for oplysninger, der kunne føre til hans pågribelse. At han nu virkelig var død, vidste de ikke, da han i 1979 brugte navnet Wolfgang Gerhard, hvilket i mine ører dog har en så tysk klang, at det alene burde have vakt deres interesse og sat fut i en undersøgelse. Seks år senere - dvs. ironisk nok samtidig med dusørens oprettelse - blev hans identitet iøvrigt bekræftet, da hans lig blev gravet op og undersøgt.  

Heldet - og SS-netværket samt andre støtter - var med Mengele hele vejen efter krigen. Han levede et godt liv i Sydamerika og brugte sit eget navn i forskellige sammenhæng, f.eks. som da han fik opholdstilladelse i Argentina. Det dokument, der udfærdigedes i den anledning, brugte han til at ansøge Vesttyskland om og få et tysk pas - altså også i sit eget navn, selv om han angiveligt var efterlyst som krigsforbryder i sit hjemland. Man forarges og undrer sig, også fordi ingen tager ansvaret for forløbet af denne skandaløse flugt-sag. Mengele var og er en skamplet på Tyskland, der aldrig kan vaskes af, men det er han også på Mossads ære som efterretningsvæsen, for hér svigtede de virkelig.


https://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/araberne-skabte-flygtningek.html?m=0

 

https://www.history.com/news/the-7-most-notorious-nazis-who-escaped-to-south-america 

 

https://www.dw.com/en/the-ratlines-what-did-the-vatican-know-about-nazi-escape-routes/a-52555068 

 

https://www.spectator.co.uk/article/how-did-the-infamous-josef-mengele-escape-punishment- 

 

Wikipedia

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar