Boobytrap: Pengene forvandlede hende fra sort til hvid

Hun var født sort, og hendes forfædre havde været slaver, bl.a. hos en indianerstamme, men da Sarah Rector (1902-1967) blev olie-millionær som 12-årig, forvandledes hun på mere end én måde: 1) hun blev verdens rigeste, sorte pige, og 2) hendes hudfarve - samt dermed også hendes status i samfundet - blev omklassificeret til "hvid".

Sagen var den, at som slaver havde familien været Creek-indianeres ejendom inden Borgerkrigen. Efter 1866 blev disse afrikanske slave-efterkommere en del af "The Muscogee Creek Nation". Det betød, at de blev opført på "The Dawes Roll" som det, man kalder "freedmen", og dermed blev de ifølge "The Treaty of 1866" mellem den amerikanske stat og de såkaldt "Five Civilized States" berettiget til land-områder. Det betød, at henved 600 sorte børn blev tildelt land, og Sarah fik 64 hektar i et område, der hedder Glenpool. Umiddelbart virkede det som en dårlig statslig gave, for jorden blev anset for tør og ufrugtbar. ("Sært nok" blev bedre jordstykker imidlertid givet til hvide samt medlemmer af Creek-stammen). Fordi der var en efter familiens mening voldsom skat på Sarahs jordlod, forsøgte hendes far at få tilladelse til at sælge den, men nej, den gik ikke. Han og familien blev tvunget til at bevare jorden samt betale skat for den. Heldigvis kan man sige, for det betød, at han lejede Sarahs jordlod ud til "The Standard Oil Company", så familien kunne få dækket nogle af deres udgifter.

Der kan siges meget om dette firma, og det er der så sandelig også blevet. Noget af det er meget lidt smigrende, men de bragte Sarah held, for minsandten om ikke firmaets olieboring afslørede en super-oliekilde, der indbragte store summer. Ifølge loven dengang skulle fuldblodsindianere, voksne sorte og børn, der var borgere i indianske territorier, og som havde betydelige formuer, havde en respektabel og hæderlig hvid formynder. Det betød, at så snart pengene begyndte at strømme ind for olien på Sarahs jordlod, så blev der lagt pres på for at få forældrenes formynderskab over hende fjernet og tildelt en hvid mand.

Når man ser på billeder af efterkommerne af disse tidligere slaveholder, så er det tydeligt, at det med deres fuldblods-afstamning må tages med et gram salt. Gennem århundrederne var der foregået race-blandinger, og nogle indianere var mørkere end andre. Om Sarah også havde indianske forfædre ved jeg ikke, men usandsynligt er det i hvert fald ikke. Hvorom alting er, så skabte hendes pludselige rigdom stor interesse omkring hendes person, og hun blev bl.a. oversvømmet med henvendelser om alt fra lån og pengegaver til ægteskabstilbud, selv om hun jo altså kun var tolv år.

Alle mulige som f.eks. Booker T. Washington (1856-1915), der havde en høj status som forfatter, taler og præsident-rådgiver, og som kæmpede for de sortes stilling i landet, trådte frem med forslag til at sikre Sarah og hendes formue. Samtidig begyndte der at opstå sære rygter om hende, for nogen påstod, at hun i virkeligheden var en hvid pige, der blev holdt i fattigdom. Noget, der ikke var rigtigt, men andre argumenter om det betænkelige i at lade hende have en hvid formynder, når nu den hvide race gik ind for en lovgivning, der satte de sorte uden for samfundet, virker ganske fornuftige.

En af de organisationer, der udviste megen bekymring for den unge millionøse og hendes penge, var "The National Association for the Advancement of Colored People" (NAACP). James C. Waters Jr. fra denne organisation skrev bl.a. dette memo om sagen: "Is it not possible to have her cared for in a decent manner and by people of her own race, instead of by a member of a race which would deny her and her kind the treatment accorded a good yard dog?" Så slemt stod det næppe til, men udtalelser af denne art skubbede til "hvidte"-folkene, så ideen om at erklære den sorte millionøse for hvid tog fart.

Hendes olie-millioner spillede ind i alt, hvad hun foretog sig, men tilsyneladende ikke på en slem og skæbnesvanger måde, selv om firmaet Standard Oil Co. jo altså havde et blakket ry. Pengene gav hende muligheder, hun ikke ville have haft uden dem, og som voksen var hun kendt for sine spændende selskaber og sin glæde ved "fine ting" som tøj og flotte biler. Blandt hendes celebre gæster kunne man f.eks. se Count Basie og Duke Ellington. Intet omkring hende virker imidlertid outreret, ødselt eller "sært", men bare behageligt.

I 1920 giftede hun sig med en mand ved navn Kenneth Campbell, og de fik tre sønner, inden de blev skilt i 1930. Dvs. 37 år inden hendes død af en hjerneblødning i 1967 som 65-årig, og i den tid nåede hun også ægteskab nr. 2 med William Crawford. Det eneste, der truede hende og hendes livsstil, var aktiemarkedets slingrekurs, der også gjorde indhug i hendes formue.