Boobytrap: Henrik VIII's mange og alvorlige skrøbeligheder

Tudor-kongen Henrik VIII af England (1491-1547) var meget stolt af sin maskuline fysik og benyttede sig af enhver chance for at demonstrere den med ridderturneringer og brydekampe. Potensen var faldende med årene, men han forsøgte selv at bevare illusion om sin formåen på det felt, idet han opfattede sine "natlige pollutioner" som bevis på sin virilitet. Alt det praleri virker som en deperat mands forsøg på at stive sit ituslåede ego af, for han var faktisk ikke nær så stærk og livskraftig, som han fremstilles på nogle af sine portrætter. Disse malerier, hvor han viser sig frem ved at stille sig i positur, strutter han tilsyneladende af styrke og sundhed.

Henrik havde stor interesse i lægekunsten. Han stod for dannelsen af "The Royal College of Physicians" i 1518 og også for sammensmeltningen af "The Barbers Company of London" og "The Guild of Surgeons" til "The Company of Barber-Surgeons" i 1540. Ikke nok med det, men han lavede også selv medicin i form af salver og miksturer, bl.a. af pulveriserede perler. I begyndelsen var disse forskellige midler beregnet til venner og bekendte, men efterhånden, som han fik brug for det, også til ham selv.

Til venstre: den 18-årige konge, der på dette tidspunkt blev beskrevet som "kraftfuld, generøs og intelligent" af Yale universitets Arash Salardini. Til højre en tydeligt svækket Henrik i 1842, hvilket vil sige samme år, som han fik sin femte kone, Catherine Howard, henrettet for utroskab. På det tidspunkt omtaler Salardini ham som svækket, med voldsomme hovedpineanfald, depressioner, sår der ikke lægtes og tydelige personlighedsændringer.

Henrik var altså bare 17 år, da han blev konge, og hans undersåtter beundrede og elskede ham, for han var unægtelig en flot, atletisk og intelligent, ung mand. Da han døde, var han 56 år gammel og havde regeret i 38 år, og folkets kærlighed og beundring var ikke, hvad den havde været, for nu var han ikke bare kendt som manden, der lod to af sine seks hustruer halshugge, men blev i det hele taget regnet for at være uforudsigelig og tyrannisk. Kort sagt, han var som forvandlet, men hvorfor?

I nutiden forestiller de fleste sig en kraftfuld, men tyrannisk monark, når talen falder på Henrik, men i virkeligheden var han et svækket og ødelagt menneske, der desværre sad med en magt, der kunne gøre livet surt for hans omgivelser. Han var ellers omgivet af læger, for hans hof fungerede som mæcen for "The Royal College of Physicians", som han selv havde været med til at danne, og hvor der foruden studier i holistisk medicin forskedes i astronomi, musik og matematik. Ud over disse grupper af det, det dengang gjaldt for at være eksperter - der jo mildt sagt var anderledes end i vore dage - var der også mange apoteker, hvor der var tilknyttet lærde herbalister, som Henrik havde stor tiltro til. Mange, inklusiv Henriks ældre bror, Arthur døde dog på denne tid af noget, man kaldte "sved-sygdom", men som ingen rigtig ved, hvad var. Henrik undgik denne ofte dødelige sygdom, men fik til gengæld kopper og malaria. Man har også talt om, at han på et tidspunkt fik syfilis. Det værste var dog det sår i det venstre ben, han fik i forbindelse med en af sine utallige maskuline "kraft-demonstrationer", nemlig en brydekamp. På det tidspunkt var han 44 år og ikke længere den smækre, unge og stærke yngling, han havde været.

Englands Henrik VIII og Frankrigs Francis I i en klassisk brydekamp i 1520

Brydning var en af Henriks yndlingssportsgrene, men da han som 44-årig fik en skade i det venstre ben, udviklede dette sig senere til et permanent sår, der blev behandlet på barbarisk vis, bl.a. med glødende jern og andre rædsler. Det stank og betød desuden, at han ikke kunne motionere, hvilket bidrog til hans vægtforøgelse i årene fremover. At smerterne og ydmygelsen ved denne permanente skade også var med til at gøre ham humørsyg og direkte despotisk siger næsten sig selv, for sådan var hans psyke nu engang.

Ridning og brydning var altså denne Tudor-konges yndlingssportsgrene, men hans sår og øvrige skavanker gjorde disse fornøjelser til tabt land for den plagede monark. Man har spekuleret på, hvad det var, der endte med at slå ham ihjel, og er kommet frem til, at han formentlig havde udviklet diabetes og led af insulinmangel. Det ville stemme med det sår, der ikke lægtes, samt de andre, der udvikledes i hans ben og fødder, samt den store og uudslukkelige tørst, han led af. Nogle nutidige eksperter mener også, at han også havde fået en hjerneskade under sine sportsudøvelser, medens andre hælder mere til den opfattelse, at han ud over højt blodtryk også havde en stofskiftesygdom. Det er i hvert fald tydeligt, at han havde det elendigt, og at han led dobbelt eller tredobbelt, fordi han altid før i tiden havde været så stolt af sin fysik og sit gode udseende, men nu så begge dele forsvinde. At han også havde en blodsygdom, der gjorde det vanskeligt for kvinder at gennemføre flere graviditeter med hans børn, sådan at det var "hans skyld", at han ikke fik så mange mandlige efterkommere, som han ønskede, vidste han heldigvis ikke, for den viden ville have været en hård nød at sluge.

Han tilbragte sin sidste tid som sengeliggende, for han kunne ikke andet. Det må have været en svær tid for alle omkring ham, inklusiv de læger, der forsøgte at behandle ham, for en af hans love, "The Treason Act", forbød direkte enhver forudsigelse af en konges død. Der har været en myte om, at da hans ærkebiskop, Thomas Crammer, alligevel fik mandet sig op til at fortælle ham, hvor syg han var, så slog chokket ham ihjel, måske fordi han også havde et svagt hjerte. Det må have været en befrielse for hans sjette og sidste kone, Catherine Parr, der bare nogle få måneder efter hans død giftede sig med den mand, hun virkelig elskede.