Ingen ville have kunnet forestille sig, at den pæne og nydelige Alex Cooper fra Cranbrook, British Columbia, var en mand, fuld af hemmeligheder. Han var kendt som en glad og velfungerende familiemand, der levede i et lykkeligt ægteskab med sit livs kærlighed, Margaret. De havde fem børn og adskillige børnebørn, og alt virkede helt igennem normalt uden noget påfaldende, der kunne vække mistanke om, at Alex ikke var den, han sagde, han var. Han elskede musik, og i sin fritid fra jobbet som sælger, nød han at spille med i et lille, privat band med andre musikelskere.
Da han fyldte 65 forvandlede han sig pludselig fra en elsket, men nærmest anonym mand og bedstefar til en gåde, ingen havde ventet: han forsvandt under mystiske omstændigheder og blev erklæret død, da han fortsat var som sunket i jorden. Oprindelig havde hans datter, Liela, og hendes mand taget for givet, at han var taget på en ensom fisketur, da de fandt hans bil ved en bro i nærheden af et af hans foretrukne fiskesteder. Hans kone frygtede, at hvis han havde været ude at fiske, så kunne hans dårlige hjerte have ført til, at han havde fået et hjerteanfald og var faldet i vandet og var druknet. En anden skræmmende teori var, at han var blevet overfaldet og dræbt, fordi han havde den uvane at samle sine penge til daglige fornødenheder i pengeruller, der ville kunne friste en skrupelløs forbryder over evne, når han halede dem op af lommen.
Hvorom alting var: væk var han, og hans forsvinden blev mere og mere mystisk, da man opdagede, at han ikke bare var væk, men aldrig havde eksisteret, nemlig ifølge myndighederne. Den venlige og kærlige familiemand, som alle kendte som "Alex Cooper",
og som var far til fem børn samt havde haft et langt ægteskab med sin drømmepige, var
i bogstaveligste forstand "den ukendte mand", et "spøgelse" eller et
"fata morgana". Det eneste papir, der var på ham, var hans vielsesattest fra 1952, for inden da eksisterede han tilsyneladende slet ikke .....
Hans forsvinden og det faktum, at der stort set ikke fandtes officielle papirer på ham, skabte en enorm interesse omkring ham og hans mystiske forsvinden. Aviserne skrev om ham, fjernsynet bragte reportager, men fire år efter hans forsvinden blev han genkendt langt væk fra den by, hvor han havde boet med kone og børn i så mange år. Han optrådte ikke længere med det navn, familien kendte ham under, men havde skiftet fornavnet "Alex", ud med "David" og havde så ellers fortsat den livsstil, han havde haft før, han forsvandt, for han var stadig sælger. Nu boede han dog på et pensionat i Toronto, hvor han havde opholdt sig i omkring et år. Da politiet gennemsøgte det værelse, som den angivelige "David Cooper" havde lejet, fandt de et billede af "Alex Cooper" med et af sine børnebørn, så de vidste, at "Alex" og "David" var én og samme person.
At denne kendsgerning ikke var noget, han ønskede at diskutere med nogen, viste han ved straks at forsvinde endnu engang. På grund af presse-omtalen lykkedes det ham dog ikke, for denne gang blev han genkendt som Albin Arsene Arsenault, der var forsvundet i 1948 som 26-årig. På det tidspunkt havde han været ansat ved "The Union Pacific Railroad", som han var blevet uretfærdigt anklaget for at have røvet. I stedet for at blive og forsvare sig havde han valgt at stikke af og skabe sig et helt nyt liv, og det var så sandelig lykkedes ham rigtig godt indtil én ting ødelagde det hele for ham: han nåede pensionsalderen, og myndighederne bad ham sende sin dåbsattest, så han kunne få den pension, han var berettiget til. Som man jo fandt ud af efter hans forsvinden, så havde han hverken dåbsattest eller andre personlige papirer, og det var grunden til, at han stak af fra sit behagelige liv med Margaret og børnene. At skulle gå til bekendelse over for sin familie og fortælle, at han ikke var den, han udgav sig for at være, var bare for meget, så han valgte at stikke af og begynde forfra endnu engang.
"Alex Cooper" - nu Albin Arsene Arsenault - blev genforenet med sin forbløffede familie, der besluttede at bære over med hans besynderlige opførsel. Desværre døde Margaret dog i 1996 og han selv i 2007, så nok var der en form for happy end på historien, men den var temmelig kortvarig.
https://bowingdownhome.ca/islandora/object/bdh:7087
https://unsolvedmysteries.fandom.com/wiki/Alex_Cooper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar