Ét blik på det billede og man ved, at hér har vi en mokke af rang!!! Hendes rolle i Tudor-dramaet er dog ikke til at tage fejl af, for hun var Henrik VII's mor, Margareth Beaufort (1441/1443-1509). Hun var enearving til sin far, hertug John Beaufort af Somerset, der nedstammede fra Kong Edward III og hans elskerinde, Katherine Swynford, idet hans bedstefar var deres søn, John of Gaunt. Dvs. at nok var hun af kongelig byrd, men det krav på tronen, som hun gav i arv til sin søn, Henrik VII, var temmelig langt ude. Hvis det at have John of Gaunt som oldefar og Edward III som tipoldefar udgjorde slægtens eneste krav på tronen, så bliver det tydeligt, at den Henrik, der endte som Tudor-dynastiets første konge, ikke gjorde det ved slægtskab alene. Hvad Margareth angår, så ser man hende altid i fromme positurer med foldede hænder og en bønnebog. Det virker opstyltet på nutidsmennesker, men var sådan set en smart manøvre for en super-ambitiøs kvinde, der ikke ville støde an i datidens samfund, for det ville være en dårlig taktik, når man har en søn, som man ønsker på tronen.
Som 1-3-årig blev hun giftet væk af sin far, men denne første ægtemand, John de la Pole, tog hun altid senere afstand fra. Tre år efter vielsen blev ægteskabet da også opløst, og som 12-årig blev hun gift med den mand, hun selv regnede for sin første, nemlig kong Henrik VI's halvbror, Edmund Tudor. Hele den slægt er mildt sagt indviklet, men Edmund var den ældste søn af denne konges mor, nemlig Catherine of Valois, der var datter af den franske kong Charles VI. Hun havde været gift med den engelske kong Henrik V og var altså mor til hans søn, Henrik VI.
Efter sin mands død giftede Catherine sig igen med den flotte Owen Tudor, hvis
eneste krav på notabilitet var, at han nedstammede fra Ednyfed Fychan.
Ikke en konge, men ud af en gammel, hæderværdig slægt. At være søn af
en kvinde, der var datter af en fransk konge, og som havde været gift
med den forrige engelske konge gav utvivlsomt en vis status i samfundet, men ingen berettigede krav på tronen. Dem fik han til gengæld via Margareth, selv om hendes krav dog ikke var særlig vel begrundede. At de blev gift, da hun var 12 år og fik deres eneste barn, Henrik, året efter, (hvor Edmund iøvrigt var død af pest), kan få håret til at rejse sig i rædsel og afsky på nutidsmennesker, men vakte åbenbart ikke sådanne følelser dengang. Én ting er i hvert fald sikkert: selv om Margareth giftede sig to gange senere, kastede hun al sin kærlighed på sønnen, der ærlig talt er som snydt ud af næsen på hende. Han ligner og blev kendt som en gnier.
I Shakespeares "Richard III" omtales denne unge fyrste nærmest som en frelser og en langt mere tiltrækkende og værdig bejler til den unge, smukke prinsesse, Elizabeth af York (1466 –1503), end den vanføre kong Richard. Han var i hvert fald den, der fik hende, og som dermed pludselig havde et langt stærkere krav på tronen. Med hende kom der virkelig boller på suppen, for hun var datter af kong Edward IV, hvis søn, Richard III, havde arvet tronen efter nogle suspekte ting og sager. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, var alting meget indviklet, for "The 1484 act of Parliament Titulus Regius" havde faktisk erklæret hendes forældres ægteskab for illegalt, hvilket gjorde hende og hendes søskende illegitime. Hendes to brødre, de nærmest mytiske "Princes in the Tower", forsvandt på mystisk vis, og deres onkel, Richard, var længe under mistanke for at have fået dem dræbt, så han kunne sikre sig tronen. Ikke desto mindre var det ham, der fik Elizabeth og hendes søstre genindsat i deres rettigheder som prinsesser.
At Richard tabte betød, at Elizabeths familie blev besejret af den mand, hun giftede sig med. Det lod dog ikke til at gøre skår i det unge pars lykke, for de fik i hvert fald syv børn, der burde have kunnet sikre Tudor-dynastiet fremover, selv om deres ældste søn døde. Den næste i arvefølgen, nemlig den søn, der blev til Henrik VIII, fik aldrig den mandlige arving, der kunne have ført dynastiet videre, så denne slægt sad meget kortvarigt på tronen. Hvad svigermor, Margareth, angår, så har hun senere fået ry som en intrigant "konge-mager", der altid fik skubbet sig selv forrest. F.eks. fortælles det, at hun i et og alt forlangte den fornemste placering i forhold til den ellers langt fornemmere Elizabeth, der som hendes søns kone tilmed var landets dronning.
Men har tidligere ment, at dette er et billede af Margareth af Beaufort, men tvivler nu på dette. Bevist er det i hvert fald ikke.
Nogle historikere mener, at det i virkeligheden var den overmåde kløgtige og intrigante Margareth, der trak i trådene omkring noget nær ALT, der skete i disse turbulente år. At der også skete en utrolig masse i hendes eget privatliv er i hvert fald tydeligt, da hun allerede året efter sin første/anden mands død giftede sig igen som 14-årig. Senere blev det til endnu et ægteskab, men ikke flere børn, hvilket måske skyldes, at hun blev fysisk skadet under den vanskelige fødsel af sønnen, Henrik VII, som bare 13-årig.
Stod Margareth bag de små prinsers forsvinden, og var hun med til at styrte Richard III? Kongen vidste i hvert fald, at hun ikke ligefrem var til at stole på for ham og hans støtter, for det har han selv udtalt sig om: "Forasmoch as Margaret Countesse of Richmond, Mother to the Kyngs greate Rebell and Traytour, Herry Erle of Richemond, hath of late conspired, consedered, and comitted high Treason ayenst oure Soveraigne Lorde the King Richard the Third, in dyvers and sundry wyses, and in especiall in sendyng messages, writyngs and tokens to the said Henry… Also the said Countesse made chevisancez of greate somes of Money… and also the said Countesse conspired, consedered, and imagyned the destruction of oure said Soveraign Lorde...” Hendes eftermæle er vel nærmest som "huntigeren", der beskytter sin unge, og en af de måder, han kan have vist sin taknemmelighed på var, da han som sin første handling som konge fik hende erklæret "feme sole". Denne erklæring gav hende en betydelig frihed i forhold til mændene i sit liv. Hun kunne således eje sin egen formue, etc. uden sin mands tilladelse eller overopsyn, fuldstændig som havde hun været ugift. Hendes handlinger viser en klog og direkte snedig kvinde, der styrede alle omkring sig, hvilket vel også skete i dette tilfælde. Efter hendes svigerdatters tidlige død i 1503 blev hun i hvert fald på alle måder hoffets kvindelige hovedperson. Da hendes søn, Henrik VII, døde i 1509, fik hun hovedrollen ved indsættelsen af sin sønnesøn, Henrik VIII, på tronen, men døde selv to måneder senere.
Der er ingen tvivl om, at hun var "magten bag Tudor-tronen", og at hun fik stor indflydelse på dynastiets regenter, der jo alle var hendes efterkommere. Senere tider har ikke rigtig kunnet lide hende, selv om man måske har beundret hende for hendes styrke og snedighed. Personlig tager jeg hatten af for en kvinde, der formåede at styre uden om så mange faldgruber for hendes køn ....
https://www.historyextra.com/period/medieval/margaret-beaufort-mother-of-the-tudors/
https://en.wikipedia.org/wiki/Margaret_Beaufort,_Countess_of_Stafford
https://www.factinate.com/people/facts-margaret-beaufort/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar