Enhver religion indeholder elementer, der afspejler menneskers behov for at finde orden i kaos. Disse elementer bygger ikke på andet end realistisk set uunderbyggede, men ofte alligevel meget stærke forestillinger om noget, mange accepterer som "sandheden". Det gælder f.eks. den kristne opfattelse af himmel og helvede, djævle og engle. De troende mener at have helt styr på systemets grundlæggende værdier, for dem er de blevet oplært i, og de forekommer dem helt igennem naturlige.
At engle oprindelig blev beskrevet som voldsomme, ulegemlige og i en vis forstand truende "kraftcentre", der overhovedet ikke ligner de smukke, fjerklædte og meget hjælpsomme skabninger, vi ser dem som i dag, viser noget interessant om udviklingen af den menneskelige forestillingsverden. I vore dage er engle til for at hjælpe os i hverdagen, og i USA gælder det vist også Jesus, som man forventes at påkalde i ny og næ, hvis man skal gælde for at være "troende". I denne hverdags-udlægning fungerer både Jesus og engle som en art "julemænd", hvilket ingen af dem har været på samme måde før i tiden.
Ifølge den almindelige tankegang bliver døde mennesker til engle, hvis de da er "frelste" og skal i Paradiset. Troende fortæller om besøg af afdøde, enten i den skikkelse, de havde før døden, eller som engle. Dvs. at den kraft, disse "Guds sendebude" engang stod for, er blevet til noget ganske andet og meget mere hverdagsagtigt, end de var i sin tid.
I den moderne tolkning er det hele blevet så enkelt, for "de gode" kommer i Paradiset, hvor de flagrer omkring sammen med alle mulige engle, og de onde havner i Helvede, hvor der venter dem en hulens masse pinsler. Hvad det skal gøre godt for, er ikke til at sige, for ingen lader til at lære af straffene for deres forbrydelser for derefter at forlade Helvede som bedre mennesker. Næh, det hele tjener åbenbart udelukkende som straffe, dvs. som udtryk for en "det har de rigtig godt af, haha-tankegang", der faktisk ikke virker særlig kristen.
Helvede er absolut ikke et sted, hvor man har det godt, medens Paradiset forventes at være så skønt, at man lever i evig lyksalighed. Begge steder kører efter et fortjenst-system, men hvad med dem, der dør helt igennem uskyldige og uvidende om religionen og dens teser? Det gælder jo f.eks. små børn eller visse voksne, der aldrig har hørt om Biblen, Jesus og trosbekendelser af nogen art. Ifølge den del af den katolske tro, der imidlertid aldrig har været dogmasticeret, havnede de før i tiden i det, man kalder Limbo, hvor de hverken var frelst eller fordømt. For få år siden opgav den katolske krike imidlertid denne forestilling, selv om den faktisk gjorde gavn som en art "trøst" for dem, der har mistet små, udøbte børn og andre uskyldige, der ikke selv evner at forholde sig til religiøse dogma. Det kunne f.eks. gælde evnesvage, men renlivede personer. Hele denne del af troen er dog blevet forladt af den katolske kirke, selv om den lever videre i en almindelig "hverdags-ideologi" hos både katolikker og protestanter. Hvis man vil udtrykke noget omkring livets træghed, en uforanderlig tristesse eller en gråt-i-gråt-stemning, så ligger begrebet "limbo" lige for hånden. At være i limbo betyder i vore dage at eksistere uden at leve.
Den gældende katolske tros-konstruktion omfatter også Skærsilden, der ikke er det samme som Limbo, men en form for renselsessted, hvor man netop gør det, man ikke kan i hverken Helvede eller Paradiset, nemlig blive "bedre". Sjælen menes at blive renset i Skærsilden og dermed blive gjort rede til at komme i Paradiset via Skærsilden. Dette mellemtrins-sted kan være ubehageligt, men det er ikke - sådan som Limbo - en endestation, hvor man bare vegeterer.
For mig er alle disse forestillinger - og den historiske udvikling af dem - et tankespind, der holder alt for mange mennesker fanget. Når jeg ser på mine amerikanske kontakter på sociale medier, så er det i hvert fald tydeligt for mig, at de f.eks. tror på sådan noget hokus-polus som bønnens kraft. De påkalder bønner for alt muligt og forventer, at deres kontakter deltager, ligegyldig hvem de er. For mig er det en højst besynderlig tankegang, som jeg ikke kan andet end ryste på hovedet ad, men det betyder jo så, at jeg på en vis måde gør nar ad andres tro. Jeg forsøger at holde mig neutral, men det er svært, for jeg mener virkelig, at (denne form for) religion er "opium for folket", og at det holder store dele af en befolkning fast i et kvælertag, der burde være blevet brudt for længe siden.
Troende personer vil helt sikkert fortsat foretrække, at deres uvidende/uskyldige, døde slægtninge havner i det nu kasserede Limbo end i Helvede, for så kan de efter Dommedag alligevel komme i Paradiset. Det må have været en stor trøst for disse mennesker, selv om de nok ikke har kunnet lide at tænke nærmere over, hvad Limbo egentlig står for. På samme måde har mange det jo med deres mere eller mindre elendige liv, hvor de foretrækker en gråt-i-gråt-tilværelse frem for døden. Jeg tror, at mange af disse hverdags-troende mennesker kommer til at savne de gamle Limbo-ideer, som de ikke sådan uden videre giver slip på, selv om den katolske kirke befaler det ....
https://www.reuters.com/article/us-pope-limbo-idUSL2028721620070420
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar