Legender og myter har det med at vokse og vokse, når først de er sat i gang. Det gælder også de halve og hele sandheder om skurke og skiderikker som forbrydere, voldsmænd og mordere, som de, der ikke er sådan, burde vende sig fra. I stedet for utvetydigt at tage afstand fra disse bansitter, så kan den slags individer få fans, der dyrker dem for alt det slemme og forbryderiske, de ikke selv er. Det gælder f.eks. legendariske gangstere som Bonnie og Clyde, Al Capone, osv., osv.. Ret mystisk, også fordi den samme mekanisme, der skaber dyrkelsen af en afskyelig person, kan gøre det samme for en, der har status som god. Således er der ingen ende på alle de mirakler og gode gerninger, man tillægger visse bibelske personer eller mytologiske helte, selv om fornuften siger os, at det meste af det er meget usandsynligt, og derfor nok aldrig er sket.
Når det gælder en person som den engelske pirat Sortskæg, hvis borgerlige navn var Edward Teach/Thatch (ca. 1680-1718), så burde det være nemt at tage afstand fra ham, for alle er enige om, at han var en forbryder, der ragede til sig af andres ejendele, tog deres liv, hvis det passede ind i hans planer og ikke engang udviste loyalitet over for de medpirater, der befandt sig på hans skib. Det havde oprindelig været et slaveskib ved navn "La Concorde", men blev efter at være blevet erobret af Sortskæg forvandlet til det frygtede "Queen Anne's Revenge", der sejlede under hans meget specielle og skræmmende piratflag.
I det syttende århundrede, hvor Sortskæg samt mange andre pirater som ham gjorde havene usikre for hæderlige handelsfolk, vidste man nok, hvem - og hvordan - Djævlen var. Motivet på dette specielle piratflag er imidlertid ret interessant, for hvad laver hjerterne dér? Normalt står hjertet for kærlighed, og det var ikke ligefrem det, Sortskæg udviste, når han kastede sig over andre. Når han lader Djævlen true det røde hjerte med et spyd, så udtrykker det mere end en trussel om en fysisk død, men hvad? Noget religiøst? Det har jeg svært ved at tro, selv om der er nogle interessante modsætninger i Sortskægs personlighed, og han f.eks. ikke er så grusom i praksis som i teorien .....
Alle var bange for ham, men han gjorde også selv meget ud af at virke skræmmende. Det siges, at han tændte ild i sit lange hår og skæg eller satte tændte stearinlys i det for at skabe den røg, der sammen med hans velkendte berømte blik gav ham et dæmonisk udseende, og det var faktisk hensigten. Hvis folk var bange for både ham som person og hans skib, så det var perfekt for en mand, der levede af at røve andres ejendele og helst ikke skulle udsættes for alt for megen modstand, da kampe jo også truede ham og hans mandskab. Når han befandt sig i sit "jagtområde", der mest lå i Caribien og den dengang engelske koloni, Amerika, var det bedre, hvis folk frygtede ham så meget, at de på forhånd opgav at kæmpe imod. Man kan sige, at på en underlig, bagvendt måde var denne skræmme-taktik en humanitær foranstaltning, der frelste liv.
Man ved ikke meget om hans tidlige liv, men på en vis måde var han en karrieremand, der havde avanceret fra et samarbejde med piraten Benjamin Hornigold til livet som selvstændig kaptajn på "Queen Annes' Revenge". Denne kollega gjorde noget, som mange pirater og andre forbrydere sikkert har drømt om, men sjældent har fået lejlighed til at gennemføre, nemlig trak sig fra aktivt pirateri, hvorpå han skiftede side og blev piratjæger. Et så sært karriereskift skyldtes den engelske kong George I's benådningsskrift fra 1717. Ikke nok med det, men ved en udvidelse af benådningerne med et nyt skrift fra 1718 fulgte der også en stor sum penge til de ex-pirater, der kom i betragtning, og som blev jægere af deres tidligere kolleger, nemlig piraterne. Flere af disse "omvendte pirater" udviste dog ringe lyst til at blive på dydens smalle sti, for de vendte snart tilbage til livet som uforbederlige sørøvere.
Også Sortskæg opnåede en benådning, men foretrak åbenbart piratlivet,
for kort efter var han i gang igen. Det må have været som en spytklat
lige i fjæset på myndighederne, og det satte selvfølgelig fut i dem for
at fange ham. Den 22. november 1718 overvandt den engelske løjtnant
Robert Maynard ham, og han døde under kampen. Nogen påstod dog, at han stak af fra sine mænd og overlod dem til deres triste skæbne i galgen, medens han selv undslap, men det virker nu ikke sandsynligt. Ud fra det, jeg har læst om ham, er det ret sikkert, at han omkom i kampen med Maynard, og derpå blev hans hoved hugget af. Man kan dog stadig spørge sig selv om, HVAD der er legende, og HVAD er historiske fakta, for efter den skelsættende dato er der opstået en
utrolig masse myter om ham. Han er nærmest blevet til en "romantisk" helt,
der efterhånden har udviklet sig til prototypen på det, eftertiden
forestiller sig vedr. pirater. Den sortskæggede pirat med det stirrende
blik blev til det gængse billede af det, han og hans kolleger stod for,
bl.a. i filmens og litteraturens verden.
Noget andet, der har føjet til myten om Sortskæg, er troen på hans begravede skat. Højst sandsynligt har denne myte ingen bund i virkeligheden, men det har ikke forhindret mange håbefulde skattejægere i at lede efter den. Bl.a. fordi man tilsyneladende har fundet nogle af hans kollegers skjulte skatte rundt omkring i verden. En anden legende om Sortskæg går ud på, at han - i død tilstand!!! - svømmede rundt om sit skib tre gange.
https://www.berlingske.dk/internationalt/den-aegte-pirat-af-caribien
https://www.bt.dk/nyheder/soeroeverskat-fundet-300-aar-gammelt-mysterium-vakt-til-live
https://www.greelane.com/da/humaniora/historie-og-kultur/blackbeard-truth-legends-fiction-and-myth-2136224
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar