Mary Ann Bevan
For sådan ca. 100 år siden annoncerede man i to engelske aviser efter det, der blev kaldt "Verdens grimmeste kvinde. Annoncørerne tog dog forbehold over for muligheden af, at grimheden var "frastødende", "modbydelig" eller skyldtes "skader" eller "deformiteter". Kort sagt, det man ledte efter var noget så modsætningsfuldt som en "æstetisk grimhed". Dette krav afskrækkede dog ikke de forskellige aspiranter, der meldte sig, hvilket nok hang sammen med en tilføjelse, der gik på "god løn" og "langvarigt engagement". Annoncøren var Claude Bartram, der var den europæiske agent for det amerikanske cirkus Barnum and Bailey.
Bartram havde været på jagt efter "new season freaks", selv om dette cirkus altid havde haft masser af "freaks", idet disse som regel var vanføre, vildt overvægtige eller deforme personer, som publikum altså betalte for at se - og gyse over.
Eftersom disse fremvisninger var ret almindelige, er det såmænd ikke utænkeligt, at Mary Ann Bevan på et tidligere tidspunkt i sit liv havde overværet sådanne shows, men det har i så fald været dengang, hun var ung og yndig. Dengang havde hun været gift, men var nu enke med tre børn, som hun boede sammen med i en sølle bolig, for det var det eneste, hun havde råd til på sin løn. Det eneste, hun ønskede var at skaffe sine børn en uddannelse og dermed en tryg fremtid. Skidt med, om det skete ved hendes mærkelige forvandling fra yndig til mindre pæn.
Claude Bartram udtalte senere, at nok var hun mindre køn, men ikke på en afskyelig måde. Efter hans mening havde hun ansigtstræk "som hos en kæmpe". Dem, der så hende, påpegede også, at hun havde "maskuline træk", og det var en af grundene til, at hun på dette tidspunkt fandt det meget svært at få ansættelse. Folk veg fra hende i hverdagen, men Bartram, der søgte en "freak", syntes, at hun var perfekt, for hun så aparte ud, men ikke på en direkte skæmmende eller alt for frastødende måde. Kort sagt, Mary besad det grim-skønne ydre, han søgte hos sin nye "freak", så hendes billede skaffede hende jobbet i cirkusset.
Man skulle ikke tro, at dette "hestefjæs" tilhørte det samme menneske som det yndige fotografi fra en tidligere tilværelse som rask, men det gjorde det. Når Mary var komme til at se anderledes ud, skyldtes det sygdommen "akromegali", der giver dårligt syn, hovedpine og ansigts-forandringer. Andre med samme sygdom lignede hende meget, men det var formentlig mere acceptabelt hos mænd end hos kvinder, der forventedes at besidde visse feminine træk. Den kendteste person med denne sygdom i vore dage er nok skuespilleren André the Giant.
Nok har han og hans mandlige lidelsesfæller et påfaldende ydre, men kun i den forstand, at det virker som en forstærkning af de almindelige maskuline træk. Man vil måske undre sig over sådan en mands udseende, men det virker nu alligevel ikke uden for det normale.
Denne mand, (der ikke er André the Giant), er typisk for akromegali-patienter: forgrovede ansigtstræk med et forlænget og mere markant hageparti. Mange normale mænd kan se sådan ud og regnes for at være mindre pæne, men hos kvinder vækker det opsigt, fordi sådan en drastisk forandring virker som en negering af det, der var engang.
Eftersom Mary var en genert, sky og privat person havde hun sige betænkeligheder, men Claude Bartram fik hende overtalt ved at påpege, at hendes løn på £10 om ugen i et helt år, rejsegifter betalt samt (ikke mindst!!) royalties for postkort med hendes nu så deforme ansigt ville gøre det muligt for hende at skaffe sine børn en uddannelse.
Efter en kort turné i England, satte de af mod USA i 1920, hvor hun straks blev en sensation. Alle New Yorks aviseer skrev om "verdens grimmeste kvinde", og Bartram må have frydet sig over at have fundet sådan en guldklump!
Cirkussets opgave var at levere et show, der ikke byggede på sandheder, men på oplevelser. Folk kom for at gyse og undre sig - samt måske også fryde sig over, at det ikke var dem, der så så sær ud som Mary. Vidste publikum noget om hendes sygdom? Formentlig ikke, men den skyldes i de fleste tilfælde væksten af en godartet svulst.
Marys karriere som "freak" fortsatte i USA i to år mere. Derefter vendte hun hjem til England med noget, der dengang var en enorm formue: £20,000 (svarer til £500,000 i dagens valuta!). Hendes børn studerede på grund af hendes indtjente penge, men hun ønskede alligevel at fortsætte sin "freak"-eksistens, denne gang i England, hvor hun turnerede i et år.
Senere tog hun tilbage til USA, hvor hun genoptog sit show i tolv måneder, men så opstod der pludselig problemer, da en forarget hollandsk læge protesterede imod, at et sygt menneskes deforme ansigtstræk blev brugt som motiv for postkort. Den del af hendes indtægt blev derefter indstillet, og kort efter vendte hun tilbage til England. Desværre lader det til, at hun, der nu officielt havde trukket sig tilbage fra showbusiness, blev noget fordrukken, og hun var heller ikke god til at forvalte sine store indtægter fra før i tiden. Faktisk er der dem, der hævder, at hun satte det meste til ved dårlige spekulationer, men det håber jeg er en overdrivelse. Jeg tror dog på, at hun i høj grad savnede tilværelsen som tilbedt "freak", og der var dem, der sagde, at da hun døde den 26. december 1933, var det af sorg over ikke længere at være en tiljublet og accepteret stjerne i verdensberømt et cirkus.
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar