Gustav Metzger var født i Bayern, men var flyttet til England i 1939, hvor han virkede i årene fremover. Hans destruktive kunst var tænkt som en indsigelse imod krigen og dens ødelæggelser. Den bevægelse han satte i gang med ADA var beslægtet med kubisme og dadaisme - og så alligevel ikke. Formålet med denne kunstform var at gøre opmærksom på ødelæggelsen af tidligere opfattelser af snart sagt alt foruden kommercialisme, kapitalisme samt politiske forhold. Destruktionen af kunst sætter efter hans opfattelse også fokus på spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er, og det kan jeg da godt give ham ret i. Blandt de happenings, han stod for, var også natur-demonstrationer, idet han f.eks. med "Flailing trees" fra 2009 ville demonstrere menneskets brutalitet imod naturen. Når jeg ser værket, så forekommer det mig dog ikke at være et klart budskab om lige det, han ville sige.
En anden, der satte fokus på kunst og destruktion, var John Latham (1921-2006), hvis brændende bog-søjler skulle udtrykke hans bekymring for, at bøger skulle ses som den eneste kilde til viden. Han påstod, at han ikke var imod det, der stod i bøgerne, kun ideen om dets betydning. Endnu engang føler jeg ikke, at udsagnet står mål med budskabet, for jeg ser kun ødelæggelsen af værker, der hver især har indeholdt budskaber og underholdning for læserne, men som nu ødelægges uden relation til deres egentlige indhold.
Disse natlige bog-afbrændinger ligner en parallel til nazisternes bog-afbrændinger, men var altså ifølge Latham noget andet: det var ikke ideerne i bøgerne, han angreb, men ideen om den viden, de stod for. Den forklaring forekommer mig søgt, men mange bøger måtte lade livet på grund af hans forestilling om deres betydning.
Der er en markant sensationalisme over de forskellige destruktioner, kunstværker bliver udsat for af kunstnere eller andre med hver deres budskab. Det var ikke mindst tydeligt, da Banksys "Pige med ballon" blev solgt for $1.4 på en Sotheby-auktion i 2018. Efter at være blevet solgt, startede en selv-destruktion, der ødelagde billedet for øjnene af tilskuerne. Ifølge "The Verge" var det dette, der forvandlede værket til et kunstværk!
Også Jean Tingley arbejdede med værker, der skulle fuldendes gennem selv-destruktion. Det gjaldt bl.a. "Homage to New York", der var en støjende maskine, der skulle frembringe røg. Meningen var, at røgen skulle stoppes af en brandmand, og at værket derpå skulle opløse sig selv, men det lykkedes nu ikke at få det til at følge programmet.
Man finder elementer af (selv-)ødelæggelser i kunst hos andre kunstnere som f.eks. Picasso, Francis Bacon, Georgia O'Keffe, men måske mere ud fra personlige ønsker i forbindelse med de enkelte værker end ideologiske overvejelser. Noget ved disse specifikke værker kan have forekommet dem ufuldkomment. I andre tilvælde udtrykker kunstneren dog overvejelser omkring kunstens funktion, og Picasso er blevet citeret for at have sagt: "For me, an image is the sum of its destructions." (1954). Selve begrebet kunst-ødelæggelser er blevet taget op af Dario Gamboni i hans bog "The Destruction of Art and Vandalism since the French Revolution".
I 1974 vandaliserede kunsthandler Tony Shafrazi dette berømte værk af Picasso med en spray-malet tekst: "Kill Lies All". Grunden til dette tilsyneladende meningsløse angreb på et meningsfuldt kunstværk var ifølge ham selv: "I wanted to bring the art absolutely up to
date, to retrieve it from art history and give it life." Endnu engang tomme ord om en storslået virkning af en handling, der ikke virker efter hensigten.
Shafrazi ligner ærlig talt en spradebasse, der kan lide at udstille sig selv, så jeg mistænker, at det var hans eget image han ønskede at give et boost. Ved sin handling har han i hvert fald skaffet sig en berømmelse, han ikke ville have haft uden denne forbrydelse. Faktisk lidt à la John Lennons morder,
Mark David Chapman, der senere har sagt, at nu ville folk tænke på ham, hver gang de tænkte på den myrdede musiker.
Én ting er, hvad kunstneren selv gør ved sit værk som en del af det skabte, noget andet er, hvad andre gør ved det. Når jeg reagerer imod Lathams bog-afbrændinger, er det, fordi jeg som forfatter ser det som en form for censur. Har han læst de bøger, han destruerer? Det er der ikke noget, der tyder på, så det må jeg gå ud fra ikke er tilfældet, og det gør efter min mening hans budskab meget dårligt funderet. Hvad som helst i en indbinding kan blive præsenteret som en bog og så ikke bestå af andet end tomme blade. At brænde sådan en attrap kan være et andet budskab i sig selv, men f.eks. at brænde en stak Blixen-bøger er et angreb på hende og ikke på begrebet boglig viden eller indoktrinering. Hvis han valgte at sætte ild til Dødehavsrullerne, så ville det være et meget stærkt budskab i en religiøs debat, men ikke et udsagn om boglig viden. For mig at se mangler forbindelsen mellem det ønskede og det opnåede i alt for høj grad i den slags performances. At ødelæggelsen af et kunstværk skulle "genoplive" det som kunst er i hvert fald noget vrøvl.
Dette vidunderlige maleri af Gustave Courbet var en del af en privat, tysk kunst-samlers samling. Ulykkeligvis blev det ødelagt, da Dresden blev bombet under Anden Verdenskrig. Megen god kunst er gået til under krige, kunst-tyverier, fly- eller skibsulykker samt naturkatastrofer, og det er meget sørgeligt. Paradoksalt nok kan også kunst-restorationer føre til det modsatte af, hvad hensigten var, nemlig en forringelse af det kunstneriske udtryk. Det er f.eks. tilfældet med nogle Michelangelo-freskoer i Det Sixtinske Kapel.
Intet varer evigt, som man siger, og noget af det menneskeskabte, der kan forgå på et øjeblik, er kunst. Gamle malerier skal f.eks. opbevares ud fra nogle fastlagte kriterier, da de kan krakelere. Det er deres naturlige form for "selv-destruktion", og det sætter fokus på spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte værker er værd at bevare. Der er masser af snobberi omkring kunst og kunstnere, og malerier, etc. bliver solgt for andet end deres kunstneriske værdi. Det skal kunsten dog ikke klandres og "myrdes" for. Den er blevet skabt og lever sit eget liv, indtil en eller anden bruger den i et personligt eller politisk budskab, hvilket gør den meget sårbar. Dens evigheds-værdi er beklageligvis afhængig af finanser og mode, snobberi og andet, der ikke har med deres indhold at gøre. Dog må jeg medgive, at der er én ting, der glemmes: motiver forældes. Det, der var en sensation for 400-500 eller 1000-1500 år siden kan være uforståeligt uden en "brugsanvisning", og det går ud over øjebliks-oplevelsen af noget, der gjorde et stærkt indtryk, da det blev skabt, men som nu mangler det, der siger nutidsmennesker noget.
https://www.e-flux.com/announcements/40552/gustav-metzger-works-of-1995-2007/
https://mif.co.uk/whats-on/flailing-trees/
https://www.rt.com/news/428064-art-attack-masterpieces-vandals/
