Jerusalems dronning

 

Når man tænker på fortidens Jerusalem, så forestiller man sig nok uvilkårligt en lang række hvidskæggede alvorsMÆND, der dikterer og skriver ned, da både jødedom og kristendom samt Islam er forbundet med alle mulige patriarkalske forestillinger. Man ser for sig, hvordan den ene patriark efter den anden søger patriarkalsk legimitet i de bøger og skrifter, de eller deres kønsfæller selv har nedskrevet gennem mange århundreder. At Jerusalem for mange år siden var hovedstaden i et kristent kongerige er ligesom blevet glemt i farten, men dette rige blev faktisk etableret i 1099 efter det første korstog, og det eksisterede indtil 1291, hvor mamelukkerne erobrede det. På højden af sin magt udgjorde kongeriget et område, der var lidt større end nutidens Israel og Palæstina foruden dele af Libanon.

 

Balduin I krones

 

Kongerækken ser sådan ud:

 

Balduin I: 1100-1118

Balduin II: 1118-1131
   
Fulko: 1131-1143

Balduin III: 1143-1162

Amalrik I: 1162-1174

Henrik II: 1285-1291

Når man ser denne kongerække, så er det tydeligt, at der i hvert fald mangler én højt respekteret regent, og det skyldes nok, at det var en kvinde, nemlig dronning Melisende (1105-1161), der var datter af kong Balduin II og den meget stærke og handlekraftige Morphia af Melitene, der ligefrem fik befriet sin mand fra et meget uheldigt fangenskab i 1124. Den unge Melisende havde altså et godt forbillede i sin mor, men også hendes far viste sig stærk og viljefast, ikke mindst i de foranstaltninger, der tænkt som en fasttømring af hendes stilling som tronfølger. At der alligevel kom knas i maskineriet skyldtes mænds magtbestræbelser.

Kejserinde Matilde  

Melisende var imidlertid ikke den eneste kvindelige, regerende dronning i denne tid, for der var også bl.a. Isabella af Kastilien (1451-1504), Eleanor af Aquitanien (1122–1204) og kejserinde Matilde (1101-1167), der som datter af Henrik I og Matilde af Skotland, blev den første kvindelige regent i England.

Henry I af England 

Eftertiden har haft en tendens til at "glemme" regerende dronninger, fordi de som regel har været gift, hvilket gør, at deres mænd ses som de ægte regenter. En dronning som den ugifte Elizabeth I af England, der jo rent faktisk regerede landet, ville sandsynligvis være blevet usynliggjort som sin mands hustru eller sin søns/datters mor af senere tider, hvis hun havde giftet sig. Man forstår godt, at nutidige, regerende dronninger som f.eks. den engelske Victoria håndhævede sin status for ikke blive suget ind i de sædvanlige kønsstereotyper, der forklejnede hendes magt og indsats og gjorde hende til en art "medhjælpende hustru". Hendes ægtemand, prins Albert var utvivlsomt hendes store, private glæde og fornøjelse, men hun regerede.

Prins Albert

Hvad Melisende angik, så forsøgte hendes far at sikre hende, der var den ældste af hans tre døtre, det reelle herredømme på forskellig vis. Bl.a. blev hun tidligt defineret som "kongens datter og arving til kongeriget Jerusalem" i officielle sammenhæng, samtidig med at han nægtede at lade sig skille fra hendes mor og gifte sig med en yngre kvinde, så han måske kunne få en søn. Som hans ældste datter fik hun forrang for alle andre kirkelige og adelige notabiliteter og blev mere og mere synlig, også i forbindelse med sin fars offentlige pligter, bl.a. inden for møntvæsen. I 1128 lod han sig krone sammen med sin datter for at pointere hendes position som tronfølger. Det springende punkt med hensyn til at sikre hendes magtposition var imidlertid valget af en ægtemage. Hvem kunne ikke bare sikre arvefølgen ved at give hende børn, men også respektere hendes ret til at regere? Balduin valgte at rådføre sig med Ludvig VI af Frankrig, også kaldt "den fede".

Ludvig VI af Frankrig 

Fed eller ej så foreslog kongen den velhavende og militærkyndige korsfarer, grev Fulko, måske også fordi han ville af med ham. Fulkos søn fra hans tidligere ægteskab var nemlig gift med den engelske dronning Matilde, og den slags tætte forbindelser kunne føre til uheldige alliancer, der måske ville blive en trussel imod den franske konge. Under alle omstændigheder: Fulko og Melisende blev gift den 2. juni 1129.

Allerede året efter fik de den søn, der senere blev til Balduin III. For at sikre Melisendes magt yderligere sørgede hendes far for, at hun blev indsat som ene-værge for sønnen. Det ægteskabelige  samliv med Melisende var dog ikke nok til at holde styr på den ambitiøse Fulko, selv om han ved ægteskabet havde opnået at blive fælles hersker over Jerusalem sammen med sin kone. Det med at træde til side og bare være en "toy boy" for Melisende var ganske enkelt ikke Fulkos stil. Desuden var det ikke utænkeligt, at han havde planlagt at forskyde Melisende, når hendes far døde, så han kunne ægte en anden og/eller indsætte en af sine voksne sønner fra sit første ægteskab som arving til Jerusalems-tronen. Mulighederne var mange for en rask og ærgerrig franskmand!

Da Balduin II døde i 1131, begyndte hans svigersøn helt åbenlyst at tiltage sig mere og mere magt. Han tilsidesatte på alle mulige måder sin hustrus nedarvede rettigheder, og det var tydeligt, at han var ude på at tilrane sig den fulde magt. Ikke nok med det, men han forsøgte også at nedgøre hende via falske anklager om utroskab. Det kunne hun - og hendes politiske støtter - selvfølgelig ikke acceptere, så de gik i gang med en paladsrevolution, der endte med, at hun fik skik på sin oprørske ægtemage. Der var mange, der lovpriste hende og hendes visdom, og hun havde bred støtte fra forskellig side.

Melisende blev altså set som en meget klog kvinde, men det virker nu alligevel noget sært, at hun og hendes oprørske og magtbegærlige ægtemand blev forsonet i 1136. Noget, der iøvrigt førte til, at de fik endnu en søn, nemlig Amalric. Da Fulko blev dræbt i en jagtulykke i 1143, sørgede Melisende også, så måske hun virkelig holdt af ham. Ligesom hendes far, der havde ladet sig krone sammen med hende i 1128, så lod hun sig nu også krone sammen med sin søn og arving, Balduin (III) i 1143. De havde ellers et noget anstrengt forhold til hinanden, der også inkluderede militære aktioner. Ganske som sin far ønskede han mere magt og forventede, at hans mor abdicerede, men det havde hun nu ingen planer om. Når hun ikke var involveret i stridigheder med ham, brugte hun sin tid til at fremme kunstneriske og religiøse forehavender, og både her og som regent vakte hun beundring. Ingen betvivlede hendes menneskelige egenskaber eller hendes kompetence som regent, heller ikke kirken.

http://israelshistorie.dk/history/chronological_presentation12.php 

 

http://www.womeninworldhistory.com/heroine4.html

 

https://historycollection.com/12-of-the-coolest-medieval-women-of-all-time/4/ 

 

Wikipedia

Nøgne drenge

 

Når man tænker på internet-forbrydelser, så forestiller de fleste sig nok skumle fyre, der lokker naive, unge PIGER med tilbud om romantik, berømmelse eller forrygende indtægter som fotomodeller. Sådan forholder det sig også meget tit, så det er ikke forkert, men lad os ikke glemme, at der faktisk også er lige så skumle fyre, der går direkte efter andre fyre, dvs. deres egne kønsfæller. Dette kan f.eks. foregå via falske KVINDELIGE profiler på Facebook og andre sociale platforme af samme slags. 

Således lod denne unge mand, der på det tidspunkt var 14-16 år og skoleelev, sig lokke af en kvindelig agent ved navn Courtney Jansgen, der angiveligt arbejdede for et modelbureau, og som fik ham til at sende mange billeder af sig selv. Disse billeder omfattede også nøgen-fotos, selv om han ikke kunne lide det og først protesterede. Hans drøm om at få en givtig model-karriere fik ham dog til at glemme al forsigtighed, og dermed klappede fælden: han havde givet den angiveligt kvindelige agent et middel til at afpresse ham. Det, "hun" - der selvfølgelig ikke var, hvad "hun" gav sig ud for at være - ville have var flere nøgenbilleder. Ja, faktisk flere og flere, for ellers ville de billeder, han allerede havde sendt, komme på Facebook og andre internetsteder. En anden trussel gik ud på at sende billederne til hans skolekammerater eller andre, han kendte, og den mulighed fyldte ham med rædsel, ikke mindst fordi han samtidig modtog forskellige tilbud af erotisk art fra en mand. Da han afviste ham, begyndte der tilmed at ske underlige ting i hans liv, hvilket var med til at skræmme ham.

Hvem var denne Courtney Jansgen, og hvad var "hun" ude på? Desuden: hvor mange - og hvem - havde hun allerede fået i sine garn ved at lokke med velbetalt modelarbejde? Da også en pige-skolekammerat ved navn Kourtney Lofgren blev kontaktet af Courtney Jansgen, der sendte hende flere nøgen-billeder af drenge, hun kendte, kom der skred i sagerne, for hun blev forarget på deres vegne. Også fordi billederne var ledsaget af klamme beskrivelser af eller bedømmelser af deres mandlige udstyr og dets formåen. 

Hun var sikker på, at denne udbredelse af meget unge drenges nøgenbilleder var forbudt og gjorde derfor, hvad hun kunne for at lokke Courtney Jansgen i en fælde, så hun kunne melde hende. Først var politiet ikke særlig interesseret i Kourtney Lofgrens anmeldelse, men hun fortsatte og kontaktede bl.a. en elev-rådgiver på skolen, hvilket virkelig satte fut i foretagendet.

Man fandt ud af, at "Courtney Jansgen" var identisk med den 32-årige bankmand Anton Martynenko, der havde boltret sig på internettet med mere end 50 falske Facebook-profiler. Det bytte, han gik efter, var drenge mellem 14-16 år, og der var utrolig mange, der havde ladet sig lokke af modeldrømmene, og som simpelthen ikke formåede at gøre sig fri igen af hans internet-fangarme. Mange kendte ham tilmed af udseende, fordi de kom på det samme fitness-center, hvor han havde kunnet finde dem, han fandt attraktive. Ingen af drengene vidste dog, at den fyr, de havde set på fitness-centret, var lig med deres plageånd.

Tidligere offer for "Courtney Jansgen"

Uden at vide det, havde disse unge fyre vakt Martynenkos interesse, når de viste krop og muskelkraft på centret. At komme ind på livet af dem ville nok have været ret svært for Martynenko, men ikke for "Courtney Jansgen", og det viste sig, at han havde ialt 155 ofre, han kunne plage med trusler om offentliggørelse af deres nøgenbilleder. To af dem var imidlertid blevet så desperate over at se sig fanget i hans afpresningsfælde, at de havde begået selvmord, og man kan spekulere over, hvorfor det skulle være så slemt at blive set nøgen, hvis de i forvejen havde drømme om en modelkarriere. Formentlig havde det noget at gøre med deres maskuline identitet, da de måske følte sig så udnyttet, at det gik ud over deres selvforståelse som mænd ....

Martynenko regnes iøvrigt for en af de største producenter af børneporno, da drengene jo ikke var voksne, og man er ikke blind for, at han kan have videresolgt billederne til det såkaldt "mørke internet". Dvs. at drengene vil kunne møde deres eget tidligere jeg i mange forskellige sammenhæng livet igennem ....

Til betjentenes forbløffelse viste det sig tilmed, at Anton Martynenko havde udnyttet de samme drenge i flere år, idet de havde kviet sig ved at fortælle deres forældre eller andre voksne om det, de var udsat for. Nogle havde forsøgt at købe sig fri af deres plageånd, men Martynenko var ikke ude efter penge, han ville "bare" have flere og flere nøgenbilleder samt formentlig også sex. Kun fordi drengenes pige-skolekammerat, Kourtney Lofgren, greb ind, blev han stoppet og sendt i fængsel med en dom på 38 år.

I fængslet fik Anton Martynenko kontakt med en anden indsat ved navn Danny Heinrich, der viste ham fortrolighed i forbindelse med pædofile mord, han havde begået. 

Denne overmåde skumle fyr havde ikke, sådan som Martynenko, brugt internettet som jagtområde, men havde bortført, voldtaget og myrdet den 11-årige Jacob Wetterling i nærheden af hans hjem i 1989. Han havde åbenbart brugt en pistol til at true med, hvilket jo er lige ved at virke gammeldags. Allerede inden Wetterling-bortførelsen havde Heinrich begået den samme forbrydelse imod i hvert fald en anden dreng, nemlig Jared Scheierl. Groft nok gav han drengene skylden for sine forbrydelser imod dem, men det har man jo også set i sager, hvor det drejer sig om piger, det er gået ud over, så vildt forbavsende er det vel ikke.

Jacob Wetterling 

Hvorom alting er, så fik de to fyre i hvert fald en form for venskab i fængslet, og Heinrich betroede sig til Martynenko. At han gav visse informationer videre til politiet viser bare, at han er smart, idet dette kan føre til alt lige fra nedsat straf til bedre fængselsforhold. Om han er forandret af sine fængsels-oplevelser virker dog ikke særlig sandsynligt, selv om han angiveligt indrømmer, at det var forkert, hvad han gjorde.

 

https://www.justice.gov/usao-mn/pr/largest-producer-child-pornography-ever-prosecuted-minnesota-sentenced-38-years-prison

 

https://thecinemaholic.com/who-is-the-real-courtney-jansgen-where-is-anton-martynenko-now/

https://www.kaspersky.dk/resource-center/threats/deep-web

 

https://www.twincities.com/2016/11/30/jacob-wetterlings-killer-confessed-crime-to-cellmate-before-guilty-plea/ 

 

https://minnesotaminutes.com/where-are-grant-abens-tommy-wiita-and-kourtney-lofgren-now/ 

"Det smukkeste væsen i verden"

Der er noget meget trist over Katharina af Aragonien (1485-1533). I sin samtid blev hun regnet for en stor - ja, nærmest perfekt!!! - skønhed, men i nutiden ser vi hende først og fremmest som den kone, Henrik VIII kasserede med hård hånd. Det smitter af på vores opfattelse af hende, og hvis man ikke bare nøjes med at trække på skuldrene, så ynker man hende. "Hun duede ikke", og jo, det gjorde hun faktisk og det endda på mange punkter, som vi har en tendens til at glemme for hendes efterfølger, den forførende og glamourøse Anne Boleyn, der til gengæld ikke blev regnet for en klassisk skønhed dengang. 

Smuk eller ej, så fik hun en enorm indirekte betydning for det engelske samfund, da Henrik VIII brød med Paven og den katolske kirke for at få hende som dronning, selv om hun - i modsætning til Katharina af Aragonien - havde en "mørk teint", hvilket ikke blev set som pænt af hendes samtid. På grund af hende blev der dannet en ny, engelsk kirke, og - ikke at forglemme - England oplevede en fantastisk udvikling under hendes datter, Elizabeth I. At hun endte med at blive halshugget er et barsk punktum for en kærlighedsaffære med en så omfattende indvirkning på historiens gang.

Den unge spanske prinsesse Katharina, der kom til England som Henrik VIII's ældre bror, Arthurs, brud var ikke særlig høj. Hun havde langt gyldent, rødbrunt hår, et rundt ansigt med store blå øjne og en lys teint. Sådan skulle en kvinde se ud for at være smuk!!! At hun som datter af regentparret Isabella af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien også var af fornem slægt gjorde det hele endnu bedre. Desuden - ikke at forglemme - så nedstammede hun også fra John af Gaunt, hvilket gav hende en familiemæssig tilknytning til det engelske kongehus.

Da hun ankom til England, var hun allerede gift pr. stedfortræder med tronfølgeren, prins Arthur. Den 15. november 1501 blev de tillige viet i Saint Paul's Cathedral, så hun var hans lovformelige kone, da han døde af en mystisk sygdom, der blev kaldt "svedesygen" i april det følgende år. Hun var nu enke og kunne være rejst hjem til det spanske hof, men hendes svigerfar, Henrik VII, der var kendt for sin pengegriskhed, ønskede ikke at give slip på den medgift, de allerede havde fået udbetalt. 

Pengegrisk? Ja, det ligefrem lyser ud af dette portræt af Henrik VII

Efter Arthurs død var hans bror, Henrik, rykket op i arvefølgen og var nu blevet tronfølger, så ville det ikke være alle tiders gode ide at få ham gift med Arthurs enke, Katharina? Den unge mand var ganske vist fem år yngre end sin brud, men hvad gør man ikke for en god medgift? I dette tilfælde var der imidlertid problemer, fordi Arthurs død åbenbart satte en stopper for den fulde udbetaling fra Spanien. Eller skyldtes det Katharinas mægtige mor, dronning Isabellas, død? Hvorom alting var, så blev den unge enke på et tidspunkt nærmest holdt som fange i Durham House i London, hvor hun blev hensat i en fattigdom, der gjorde det nødvendigt for hende at sælge ud af sine ejendele for at betale sine hofdamer. 

 

Et andet problem var mistanken om, at hendes og hendes første ægtemand, prins Arthur, havde fuldbyrdet ægteskabet. Hvis det var tilfældet, så røg planerne om et bryllup med Henrik i vasken, men Katharina bedyrede, at det ikke var sket. Nok var de gift, men de havde skam aldrig været i seng sammen.

 

Den nye tronfølger, Henrik, var nogle få dage fra sin 18 års fødselsdag, og Katharina var fyldt 23, da de to blev gift i 1509. I sit ægteskab med den prins, der blev til Henrik VIII efter sin fars død, fik hun adskillige børn, hvoraf kun datteren Mary nåede voksenalderen. (Hun er senere gået over i historien som dronning Mary den Blodige). Katharinas sidste graviditet fandt sted i 1518, men barnet døde. Dette må have været som et skæbnetegn for Henrik VIII, der måtte se i øjnene, at han ikke ville kunne få flere arvinger med sin første kone, Katharina. Noget, der sikkert har været med til at gøre ham modtagelig for Anne Boleyn. 

 

Børn eller ej, så var Katharina en sej kvinde. Da Henrik skulle til Frankrig i 1513, udnævnte han hende til regent, og det var nok det, der forledte den skotske kong Jacob IV til at invadere England. Noget, der ikke lykkedes, for den højgravide Katharina slog ham i slaget ved Flodden og føjede en posthum spot til spe, da hun sendte hans blodtilsølede jakke til sin fraværende ægtemand sammen med et brev, hvor hun forklarede, hvad der var sket. 

 

 

William Shakespeare kaldte hende "Dronningen over alle jordiske dronninger", og Thomas Cromwell sagde: "Hvis det ikke havde været for hendes køn, ville hun kunne have besejret alle heltene i historien." - WOW, men selv om det umiddelbart lød flot, så var det jo tomme ord, når Henrik kunne annullere deres næsten tyve år lange ægteskab for at gifte sig med hendes unge hofdame, Anne Boleyn. 

 

Katharina havde altid været en trofast katolik, der fulgte alle kirkens forskrifter til punk og prikke, men da han foreslog hende at gå i kloster, sagde hun: "Gud har aldrig kaldt mig til et nonnekloster, jeg er kongens eneste og legitime dronning." En ting var, at Henrik kasserede hende og deres lange ægteskab, noget andet, at hun også måtte opretholde sin kongelige status for sin datters skyld. Efter forskydelsen var Mary jo røget ned ad rangstigen fra prinsesse til "kongelig bastard", hvilket må have været helt forfærdeligt for hendes mor.

At Henrik havde "uægte" børn med andre kvinder, har alle omkring hoffet vidst. Et af disse "bastarder" var Henry Fitzroy, Duke of Richmond, som der på et tidspunkt var overvejelser om at gøre legitim, så kongen endelig langt om længe kunne få den mandlige arving, han ønskede sig så brændende, men planen blev opgivet.

Den smukke, unge prinsesse, der var kommet fra Spanien for at ægte tronarvingen Arthur, var formentlig ikke længere den store skønhed, hun var blevet regnet for at være, men hun lod sig nu ikke slå ud af alderens hærgen. Hun vedblev med at at kalde sig Henriks eneste lovformelige hustru og Englands eneste retmæssige dronning til sin dødsdag. Det huede selvfølgelig ikke Henrik, der forsøgte at lukke munden på hende ved at give hende en "erstatnings-titel", nemlig "Enkedronning prinsesse af Wales", hvilket selvfølgelig var tænkt som en henvisning til hendes status som hans brors kone. Et smart træk, men ikke afgørende for, hvad hun følte, og hun veg ikke fra sin definition af sig selv som hans ægteviede dronning. 

Noget, hun  må have følt sig virkelig krænket over var kongens forbud imod hendes og deres datters kontakt. Hun var Marys mor, og venligsindede folk omkring dem trodsede kongens bud ved at smugle breve ud mellem dem, men de mødtes ikke. Katharinas tid gik ellers med det, hun havde lært allerede i sine unge dage, nemlig forskellige former for håndarbejde, læsning og religiøse øvelser. Hun havde altid hævdet kvindens ret til at modtage undervisning og at dyrke intellektuelle sysler. Det var derfor, at Juan Luis Vives dedikerede sin bog, "The Education of Christian Women", til hende. Desuden var hun personlig ven med Erasmus af Rotterdam og andre intellektuelle, så hun var andet og mere end bare et godt udseende. 

Hun døde i 1536, og på dagen for hendes begravelse aborterede Anne Boleyn en søn, hvilket var det værste, der kunne ske for hende, så det virker helt karmisk i dette drama om kongelighed, magt og følelser. At hendes datter som sin fars arvtager og dronning af England fik erklæret sine forældres ægteskab "godt og gyldigt", siger sig  selv, også at hendes halvsøster, Elizabeth (I), nu blev regnet for en "bastard". Senere fik en anden dronning Mary, nemlig George V's dronning, Mary af Teck, hende flyttet til en mere kongelig grav i Peterborough Cathedral, end den, hun oprindelig havde fået. 

At netop denne dronning gjorde dette, hang måske sammen med hendes egen status som "genbrugt brud", for hun var først forlovet med Edward den VII's ældste søn, Albert Victor, Hertug af Clarence. Da han døde, blev hun gift med hans bror og efterfølger, George V.

Mary af Teck med sin forlovede, Albert Victor, hertugen af Clarence 

https://www.thehistorypress.co.uk/articles/12-little-known-facts-about-catherine-of-aragon/

 

https://www.biography.com/royalty/catherine-of-aragon 

 

Wikipedia

 

Massemorder-beundreren, som politiet hjalp til at begå mord .....

 

En dejlig "dreng"??? Tjah, han kan stadig ligne det, han var engang, nemlig et kønt barn, og så var han altså god til det, han gjorde, nemlig at MYRDE. Hans navn var Richard Ramirez (1960-2013), men han var kendt som The Night Stalker, og selv om han på alle leder og kanter var en led karl, så havde han i den grad vakt den østrigske forfatter Jack Unterwegers (født 1950) beundring, at han ville følge i hans fodspor ....

Ramirez nåede at blive dømt for tretten mord, fem mordforsøg, elleve seksuelle overfald og fjorten indbrud igennem sin godt et år lange hærgen. En del af den tid havde han boet på det i vore dage notoriske "Cecil Hotel" i Los Angeles, hvor der er blevet begået adskillige mord, selvmord, voldtægt, røverier, osv., osv..

Alt sammen noget, der tiltalte Unterweger, der tilmed fik arrangeret, at han kom til at bo i det samme værelse, som hans idol, Richard Ramirez havde haft. Den detalje ved hans besøg i byen burde have tjent som et advarselstegn for det amerikanske politi, da denne fremmede kom fra Østrig og ville have hjælp til at samle stof om byens kriminelle miljøer, men det gjorde det ikke. Jeg vil tro, at man har været benovet over besøg af en kendt forfatter fra udlandet, og at man på forhånd har taget for givet, at han var en hæderlig intellektuel med et legitimt ønske om at då oplysninger. At han i virkeligheden var kommet for at myrde overså man for i stedet at dyrke snobberiet omkring den udenlandske forfatter.

En festlig fyr, der gerne ville have et glas eller to? Tja, men også en massemorder, der dræbte uskyldige kvinder i Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet og USA. Ved sin første dom i 1974 havde han "kun" begået et mord, og under sit fængselsophold begyndte han at skrive på livet løs, bl.a. selvbiografien "Purgatory or the Trip to Prison - Report of a Guilty Man", hvilket vakte den østrigske litterære elites interesse for ham og hans sag. Skriveriet blev nemlig set som bevis på, at han var rehabiliteret, og alle mulige mennesker, som han havde imponeret som skribent startede en lobby-virksomhed, der resulterede i, at han blev prøveløsladt i 1990. Blandt hans støtter var bl.a. Günter Grass og Elfriede Jelinek.

Efter løsladelsen blev han journalist og forfatter, men det var ikke nok for ham, for inden længe gik han i gang med sine uprovokerede mord på kvinder. Det er outreret, men måske ikke så overraskende endda, for gennem sin barndom og tidlige ungdom havde han begået alle mulige former for kriminalitet, hvilket var, hvad man gjorde i hans mors gren af familien. Han og hans morfar blev så at sige "partnere inden for kriminalitet" og stjal alt muligt sammen. I de otte år mellem 1966 og 1974 var Unterweger i fængsel ialt seksten gange. Anklagerne var alt muligt fra tyveri til vold og andet, så han var meget alsidig allerede som ung mand.

Hans første mord var på den 18-årige, østrigske pige Margaret Schäfer, som han kvalte med hendes BH. Denne metode brugte han om og om igen ved de senere mord.

Margaret Schäfer, 18 år

Da han blev prøveløsladt i 1990, blev han en litterær notabilitet, der blev opfattet som en social succes. Han gjorde den bl.a. som en "omvendt kriminel", der udtalte sig som ekspert vedrørende fængsler og  rehabiliteringsprogrammer. Derudover fik han udgivet artikler og bl.a. også børnebøger, der indgik i skoleskemaer samt blev læst op i radioen. Han var tilmed fræk nok til at udbrede sig om nogle af de mord, han senere blev dømt for. Med den baggrund i den litterære østrigske verden er der ikke noget at sige til, at han fremstod som en intellektuel notabilitet i Los Angeles, hvis politi måske ligefrem har været beæret over at hjælpe ham i 1991. Var han måske ikke blevet sendt ud af et østrigsk tidsskrift, der ville have ham til at skrive om kriminalitet i Los Angeles? Jo, det var han, og det var en pragtfuld introduktion til byens politi.

 

Da han ankom til USA, havde han allerede myrdet ialt ni kvinder iberegnet Margaret Schäfer. Den ene i Tjekkoslovakiet og de andre i Østrig. Alle var blevet slået, mishandlet seksuelt og derpå kvalt i deres egen BH. Dette var altså den mand, det amerikanske politi tog med på sightseeing-ture i de kvarterer, hvor de prostituerede holdt til - manden, der boede på Cecil Hotel, og som beundrede "The Night Stalker", alias Richard Ramirez.

 

To af de tre prostituerede, Unterweger myrdede i Los Angeles: Shannon Exley og Irene Rodriguez 

 

Allerede inden Unterweger var taget til USA på sin "kulturelle rejse", var der rejst mistanke om, at han stod bag mordene på de mange kvinder. Alligevel advarede man åbenbart ikke de amerikanske myndigheder, hvilket er komplet ubegribeligt for mig. Senere, da østrigerne for alvor gik ind i jagten på ham, forfulgte de ham gennem Schweiz, Frankrig og USA, hvor han var på flugt med sin kæreste, Bianca Mrak. 

Under flugten  ringede han til det østrigske politi og bedyrede sin uskyld, men den hoppede de ikke på, og den 27. februar 1992 blev han arresteret i USA og sendt hjem til Østrig nogle måneder senere. Den 29. juni 1994 fik han en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse, men selvsamme nat begik han selvmord ved at hænge sig i sine snørebånd. Man bemærkede, at knuden, han havde anvendt, var den samme som den, der var blevet brugt ved BH-mordene på de prostituerede.   

 

Sygt nok har flere kunstnere ladet sig inspirere af Unterweger og hans forskellige svinestreger. Nok var hans forbillede, Richard Ramirez placeret ret højt på "rangstigen" over seriemordere, men man må nok sige, at hans discipel, Jack Unterweger, har overgået ham, og at han fremstår som noget helt specielt, nemlig fordi han var en kuleskør narcissist.

 

https://www.thesun.co.uk/news/14068911/netflix-vanishing-cecil-hotel-killer-jack-unterweger/ 

htps://www.news.at/a/jack-unterweger-kriminalfall-fakten  

 

https://paranormalpixie.com/f/cecil-hotel---la%E2%80%99s-deadliest-hotel 

 

https://www.psychologytoday.com/us/blog/shadow-boxing/201707/women-who-run-killers 

 

Wikipedia

 

Colt-pistolens moder

En yndig, ung kvinde af god familie, som man siger: Elizabeth Hart Jarvis. Efter brylluppet med våbenfabrikant Samuel Colt blev hun kendt som Elizabeth Jarvis Colt (1826-1905) og som den, der førte hans revolver-firma til tops inden for branchen med firmaet "Colt's Manufacturing Company". Da jeg hører til dem, der mener, at amerikanerne skal fratages deres ellers grundlovssikrede ret til at bære våben, har jeg blandede følelser over for hende og hendes bedrifter, men indrømmer, at hun gjorde det godt som direktør, efter at hun arvede firmaet, da hun blev enke i 1861. 

Elizabeth og Samuel var blevet gift i 1856 og havde sammen oplevet flere børns tragiske dødsfald i deres ialt fem år lange ægteskab. Det eneste af deres fem børn, der nåede at blive voksen, var sønnen Caldwell, og han døde under mystiske eller måske ligefrem mørklagte omstændigheder som 35-årig.

Som 21-årig designede han "The Colt double-barrel rifle", men udviste ellers ikke nogen interesse for våbenproduktion eller familieforetagendet som sådant. Han var en ivrig og beundret sejlsportsmand og gik mere op i skibe og sejlsport end i det, der havde gjort ham til en af sin tids rigeste ungkarle i USA. Der er dem, der har beskrevet ham som hedonist, og han levede i hvert fald et ubekymret playboyliv både hjemme og på sine omfattende rejser. Livet var åbenbart udelukkende fest, farver og bølger for ham.

Da han pludselig døde, opstod der naturligt nok mange forskellige rygter om, hvad der var sket, siden han altså var i offentlighedens søgelys på grund af sine pengemidler, sin ugifte stand og hele afslappede livsstil, men den dag i dag er sagen ikke opklaret. Blev han myrdet, eller begik han selvmord? Var det de mange cigaretter, han røg, der førte til hans død, eller druknede han? Gætterierne er bare blevet ved og ved, men som sagt, ingen ved det tilsyneladende. Hvis nogen på et eller andet tidspunkt har vidst det, så er dødsårsagen i hvert fald blevet holdt ude af aviserne, måske endda af hans indflydelsesrige mor.

Det, der havde ført til familiens rigdomme, var Colt-revolveren og især den, der gik under navnet "The Peace Maker". Vi kender den fra utallige westerns, men den spillede en stor rolle i mange andre sammenhæng, hvor våben så at sige afgjorde sagen. Det gjaldt bl.a. borgerkrigen, men også i den brutale måde, "Vesten blev vundet" og sejren over de oprindelige beboere blev opretholdt.

Colt-revolveren - og især "The Peace Maker" - blev anset for et virkelig pålideligt og også handy håndvåben. I en snæver vending kunne den hurtigt hales op af hylstret og gøre det, revolvere nu engang er skabt til. 

Senere er den blevet et samleobjekt for alle dem, der drømmer sig tilbage til "de gode, gamle dage", hvor man ikke tog det så strengt med en lov og orden, der ikke stammede fra våben. Havde man en Colt, så passede man også på den.

Elizabeth Jarvis Colt var involveret i meget andet end firmaet, som hun jo ellers spillede en afgørende rolle i at videreudvikle og drive med sin bror, Richard Jarvis, som frontfigur. Hun havde tæft for forretninger, men var engageret i mange andre og langt mere humanistiske foretagender. Blandt andet fungerede hun som formand for "The Union for Home Work", der var en organisation, der skaffede udearbejdende mødre børnehaveplads. Hun blev også den første formand for "The Hartford Soldiers Aid Society", og - måske ikke overraskende - spillede hun en rolle i den spæde kvindebevægelse. I 1869 organiserede hun således den første Suffragette-kongres i Connecticut. Alt dette gav hende øge-/kælenavnet "The First Lady of Hartford". 

Billedet af hende som ældre udstråler efter min mening den personlighed, hendes aktiviteter viste som en del af hendes psyke: dette er en pæn, ældre dame, men fuld af liv og nysgerrighed. Hun lod sig pensionere i 1901 og døde fire år senere, nemlig den 23. august 1905, hvilket avisen "The Hartford Courant" meddelte ved at bringe en nekrolog på forsiden. Det var første gang, man gjorde det i forbindelse med en kvindes dødsfald. Hun efterlod sig mere end 1000 genstande, der blev optaget på det museum, der har en fløj med hendes navn. Også det var første gang, man gjorde noget sådant og fremhævede en kvinde på denne måde.

 

https://swfloridawalkingtours.com/the-mysterious-demise-of-commodore-colt/ 

 

Wikipedia