Ja, nogen skønhed var han ikke, men han havde et godt blik for sociale forhold og historisk udvikling. Desuden kunne han skrive, så læserne stadig gribes af det, hvilket er noget af en præstation i betragtning af, at hans liv sluttede for mange år siden: Honoré de Balzac (1799-1850).
Man siger, at han er den moderne realistiske romans fader. Han har også betydet meget for den realistiske scenekunst, da hans skuespil "La Marâtre" fra 1848 førte til et gennembrud for denne nye skuespilform. Det er dog mest hans romaner og noveller, der interesserer mig. De fleste af dem udstiller menneskelig sorg og dårskab, men også misbrugt kærlighed, grådighed og gerrighed, så man bliver klogere af det, men ofte også meget trist, for hvor kan vi mennesker dog være dumme. Denne virkning oplever man ikke mindst i forbindelse med hans lange novelle/korte roman "Oberst Chabert" (1832), der er en del af "La Comédie Humaine". Her behandler han det franske samfund efter Napoleon I's fald og genindsættelsen af Bourbonerne, dvs. den henrettede Ludvig XVI's brødre, Ludvig XVIII og Charles X.
Denne genindsættelse fandt sted efter Napoleons fald, som alle troede var slutningen på hans kejserdømme. Dér tog man imidlertid fejl, for hans nevø, Napoleon III, ventede i kulisserne, selv om hans magtovertagelse først kom senere. Oberst Chabert foregår i den hektiske tid, hvor Bourbonernes "Restoration" skaber fred og fremgang, men uden at de kunne realisere det, de håbede, nemlig at genindføre det gamle régime inden Revolutionen. Nok kom der to Bourbon-konger, hvis regeringer tilsammen dækkede knap tyve år, men det blev aldrig det samme som i f.eks. Ludvig XIV's eller XV's tid. Til gengæld blev det heller aldrig det samme som under Napoleon I, men det vidste Chabert og hans samtid ikke.
Ludvig XVIII af Frankrig
Det siger næsten sig selv, at "Restorationen" også indebærer et opgør med "den gamle tid", der i dette tilfælde er lig med kejserdømmet. Dem, Napoleon favoriserede, betragtes med mistro eller direkte fjendskab af landets nye Bourbon-herrer. Det betyder også, at dem, der kunne gøre karriere under Napoleon ved hjælp af deres evner, nu igen står tilbage for adelige "standspersoner", der er født ind i deres position. En af dem, der er blevet en del af det nye regime, er grevinde Ferraud, der er gift med en særdeles ambitiøs Restorations-adelsmand og politiker, men som ikke helt hører til i disse nye fine kredse. Hun deltog nemlig med liv og sjæl i Napoleons-tidens sociale liv. At hun i virkeligheden heller ikke hører til i Restorationstidens adelige kredse, forstår hun først, da hendes sagfører, den højt begavede Derville fortæller hende, at den usselt udseende og nærmest vagabondagtige mand, der har opsøgt både ham og hende med påstande om, at han er hendes første mand, oberst Chabert, som alle troede var død, og ikke en svindler: han er i bogstaveligste forstand en mand genopstået fra graven,og det vækker ikke ligefrem glæde i grevinde Ferrauds hjerte, for hendes nye liv bygger på anerkendelsen af hendes "enkestand".
Oberst Chabert blev altså formodet død, ja, han blev ligefrem begravet som død, men fik ved egen kraft møvet sig op gennem mængden af faldne soldater, som han var blevet begravet sammen med. Venlige mennesker tog sig af ham, og han er nu vendt tilbage for at genvinde det navn og den formue, han mistede som angiveligt død. Noget andet, han mistede, var hans kone, der har giftet sig igen efter hans formodede død, og som nu er grevinde Ferraud. Både han og hun var oprindelig opkomlinge og passede som sådanne godt til Napoleons-tiden, hvor man kunne skabe sig et navn ved sin dygtighed og ikke havde brug for et gammelt adeligt slægtsnavn. Grevinden var oprindelig den prostituerede Rose Chapotel, som obersten gav navn og status, da han giftede sig med hende. Som hans "enke" fik hun også hans formue, og det var med til at gøre hende interessant for Restaurations-tidens ærgerrige og griske adelsmænd som f.eks. den greve, der blev hendes anden mand. At hun i sin tid var en hædret del af Napoleons kredse, glemte han for glæden over hendes nedarvede formue.
Derville, der oprindelig ikke havde troet på den forhutlede mand, der påstod, at han var oberst Chabert, bliver meget interesseret i ham og hans skæbne. Han ønsker at hjælpe ham til en forståelse med den såkaldte grevinde Ferraud. Hendes - og hendes børns - skæbne afhænger af denne ordning, men grådigheden vinder sejr, idet hun forsøger at snyde Chabert. Eftersom han ikke døde, er ægteskabet med greven faktisk ugyldigt, og deres børn er derfor illegitime, hvilket gør situationen yderst prekær for hende. Tanken om at miste nogle af de penge, hun troede var hendes arv, er hende imidlertid i den grad imod, at alle aftaler går i vasken. Hendes nye mand har desuden allerede fået blik for en anden kvinde, der vil passe bedre ind i hans liv, da hun ikke er forbundet med napoleonstidens livsførelse.
Denne Balzac-historie får sat fingeren på nogle sociale forhold, der er meget interessante, og som også bør sige nutidsmennesker noget. Den er et lærestykke i historie og politik er det på en meget kløgtig måde ved at lægge dramaet omkring de skiftende samfundsforhold omkring Revolutionen, Napoleon-tiden, etc. ud i et medrivende menneskeligt drama. Det er godt drejet af en skarpsindig forfatter, der fortjener at blive husket.
https://h-france.net/fffh/classics/chabert-vs-chabert/
Wikipedia
